Ud til ghettoen. Ud i virkeligheden. Ud af Vestagers skygge.

”Hvor længe har du boet her ved Mjølnerparken?”
”Har du børn?"
”Hvad laver de?”

Morten Østergaard har lænet sig frem i kurvestolen med benene over kors og en kaffekop i hånden.

”To måneder.”
”Ja.”
”Den ene arbejder i reception, den anden i kommunen.”

Sabahat Cilgin i stolen ved siden af svarer beredvilligt på politikerens mange spørgsmål om sin hverdag, hvor hun har boet før, og hvad hun synes om at bo ved et af de boligområder, regeringen har udråbt til ghetto.

Jeg synes, arrogance er den værste menneskelige egenskab. Og jeg ønsker dybfølt, at folk ikke opfatter Radikale som et arrogant eller virkelighedsfjernt parti.

Morten Østergaard

Vi er i kvindeklubben Café Nora på Nørrebro i København. Den tætte kvinde er i dynejakke, rød strikkjole, gamacher og udtrådte sko. Med sin udenlandske baggrund, sin adresse og sin socioøkonomiske status er hun på samme tid alt det, Morten Østergaard ikke er, og alt det, han gerne vil tættere på.

For den radikale partileder er på en mission, som er afgørende for hans parti. For ham personligt. Og som han helst skal lykkes med inden for højst 14 måneder.

Han vil genrejse De Radikale som de fremsynede og sociale. Han vil væk fra deres image som elitære teknokrater med skyklapper på, når det gælder de problemer, den jævne befolkning går op i – for eksempel manglende integration. Det er blandt andet derfor, han er taget på rundtur til flere af landets udsatte boligområder. Han overnatter en dag eller to hvert sted og besøger beboere, foreninger, ungdomsklubber, lektiecaféer og børnehaver.

”For at lytte, for at blive klogere på, hvad virkelighedens problemer er, og hvad løsningerne kan være,” forklarer han.

^{Morten Østergaard ser regeringen fremlægge sin ghettoplan fra Café Nora i Mjølnerparken.}

Og allerede kort efter starten på rundturen bekendtgjorde Morten Østergaard i store avisannoncer, at De Radikale nu støtter regeringens initiativer mod bandekriminalitet, som partiet ellers stemte imod, og at de vil kæmpe for obligatorisk fordeling af børn med anden etnisk baggrund i skoler og daginstitutioner.

”Det lederskab af Radikale Venstre, jeg gerne vil have, er et opgør med opfattelsen af, at vi er et elitært, ufolkeligt parti, som er sat i verden for at sidde i de lune kontorer på Christiansborg. At vi ikke har blik for, at de færreste mennesker i det her land har haft de samme muligheder som eksempelvis jeg selv,” siger Morten Østergaard.

Arrogance er den værste menneskelige egenskab
De Radikale er gennem mange år blevet karakteriseret med vendinger som virkelighedsfjerne, elitære og kyniske, men især Østergaards stærke forgænger blev om nogen symbolet på den arrogance. Da Margrethe Vestager svarede ”sådan er det jo” til et kritisk spørgsmål om, hvad der skulle blive af de arbejdsløse, der stod til at miste deres indtægt efter dagpengereformen, bekræftede hun mange venstreorienteredes fordomme om De Radikales temperatur et vist sted.

Mens Margrethe Vestager skruede op for De Radikales liberale side og ned for den sociale, gør Morten Østergaard med sin retorik det modsatte.

”Mit hjerte banker for dem i det danske samfund, der har det sværest. Det, der irriterer mig mest og gør mig mest vred, det er, når vi bliver skudt i skoene, at vi skulle være et parti, der ser stort på ulighed, eller synes at de ledige kan rende og hoppe,” siger han.

”Jeg synes, arrogance er den værste menneskelige egenskab. Og jeg ønsker dybfølt, at folk ikke opfatter Radikale som et arrogant eller virkelighedsfjernt parti. Nu er jeg ved at finde en vej til at kunne illustrere det ved at bringe mig og Det Radikale Venstre tættere på virkeligheden og tage et opgør med den måde, politik bedrives på på Christiansborg.”

På den måde er Morten Østergaards rejse rundt til boligblokkene også en rejse væk fra det, mange forbandt med Margrethe Vestagers udgave af De Radikale.

^{Margrethe Vestager bliver ønsket tillykke af sin efterfølger ved sin 50-års fødselsdagsreception i denne måned.}

Fortryder offentlighedslov og indgreb mod lærerne
Den af Østergaard angivne vej til virkeligheden er derfor også brolagt med fortrydelser af den førte politik under Vestager.

Ud over den nye linje på bandepakke og fordeling af indvandrerbørn, går De Radikale nu ind for medicinsk brug af cannabis. De vil også have en ny offentlighedslov, der giver mere åbenhed, end den, De Radikale selv var med til at vedtage under Vestager, og som af baglandet blev kritiseret for at gå imod basale demokratiske principper.

Og på dagen for interviewet med Altinget løber Morten Østergaard til og fra sit kontor for at fortælle live på News og i Radioavisen, at De Radikale nu fortryder regeringsindgrebet under lærerkonflikten i 2013.

Han gør det først og fremmest, fordi han er blevet klogere, siger han. Og fordi han gerne vil vise, at De Radikale er sådan nogle, der tør sige, at de er blive klogere – det er en mangelvare i dansk politik i dag, mener han.

”Jeg ved godt, at så bliver man gjort til grin i Tirsdagsanalysen bagefter, men det får mig ikke til at holde op. Jeg vil fortsætte med at lade virkeligheden anfægte mig og vores position,” siger Morten Østergaard.

Endelig er der en klar symbolværdi i nogle af de beslutninger, Morten Østergaard nu melder kontra på.

Når det gælder bandepakke og bedre fordeling af børn med indvandrerbaggrund, er signalet, at ”Radikale tør tage fat om problemerne, i stedet for at være helt halal og ikke kunne se andet end herligheder ved, at vi er blevet et mere mangfoldigt samfund”.

Og kravet om en ny offentlighedslov er et signal om, at ”vi ikke tillader magten at lukke sig om sig selv”, siger Morten Østergaard.

Han nævner af sig selv, at han jo har været inde over eller tæt på alle væsentlige beslutninger truffet i Radikale under Vestager, hvor han var næstformand og sad i regeringens centrale udvalg. Han tager ansvar for det hele, understreger han, og han vil fortsætte kursen som ”et økonomisk ansvarligt parti”. Der er med andre ord tilsyneladende ikke optræk til tilbageløb på eksempelvis dagpenge- eller efterlønsreform.

Væk fra billedet af teknokrater og blåøjede halalhippier
Til august har Morten Østergaard været partileder i fire år. Da hans forgænger Margrethe Vestager styrede butikken – altså partiet, men i nogles øjne også selve regeringen – lå partiet pænt i meningsmålingerne på otte-ti procent. Vestager var højt respekteret for at få maksimal indflydelse ud af sine mandater.

Da hun rejste til Bruxelles i august 2014 for at blive EU-kommissær og overlod partiet til sin ”wingman”, som hun kaldte Morten Østergaard, raslede partiet ned i meningsmålingerne. Og det er foreløbig ikke lykkedes ham at hive partiet op fra knap fem procent.

I Østergaards egen analyse er det partiets rygte som elitært og ”et administrationsparti”, der har trukket ned. Og så er det udlændingepolitikken, hvor De Radikale er fremstået som naive “halalhippier”, der ikke ville se virkeligheden i øjnene.

Og selvom Morten Østergaard denne formiddag på kontoret virkelig lyder som en mand, der mener alt, hvad han siger – en leder, der oprigtigt tror på sit projekt og har det inde under huden – bliver det måske svært at tage et hurtigt ryk ud af den gamle bås.

For Morten Østergaard er ikke folkelig ind til knoglerne, selvom han er fodboldinteresseret og kan lide at gå i jeans. Han er vokset op med lægeforældre i den nydelige aarhusforstad Risskov, uddannet i statskundskab og er pæn og mørkeblå i tøjet. Han har været politisk aktiv siden gymnasietiden, hvor han blev kaldt Morten Morten Østergaard efter den daværende FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghali.

Hipstercafé frem for kebab
Da han på sin tur rundt i Mjølnerparken skal have en hurtig frokost, drejer han ind på hipstercaféen på hjørnet frem for kebabben, som kvinderne på Café Nora ellers havde nævnt.

Og hvis nogle vælgere nu har sat næsen op efter en meget kritisk eller konfrontatorisk Morten Østergaard, når det gælder for eksempel arbejdsløshed eller skrantende ligestilling blandt indvandrere, kan de nok godt tro om igen.

Han stiller i hvert fald ikke modspørgsmål, når Sabahat Cilgin på Café Nora for eksempel siger, at hun ikke kan arbejde for meget, fordi hun skal passe på sig selv, og at det er forskelligt, hvor meget man kan klare at arbejde, afhængigt af hvilket land man kommer fra. Og i fritidsklubben Sjakket i Nordvest undrer Østergaard sig ikke højlydt over, at mænd, kvinder, piger og drenge opholder sig i fire forskellige rum, fuldstændig adskilt.

^{En gruppe mænd fra lokalmiljøet er mødt op i fritidsklubben Sjakket i Københavns nordvestkvarter for at tale med Østergaard om blandt andet regeringens ghettoplaner og tonen over for indvandrere. Kvinderne sidder ved siden af, og også pigerne og drengene er i hvert deres lokale.}

Adspurgt siger Morten Østergaard, at han bestemt har stillet masser af kritiske spørgsmål på sine besøg rundt til borgerne i de udsatte boligområder.

”Men jeg har gjort det på en måde, hvor det ikke handlede om at dunke dem i hovedet og stille dem kollektivt til ansvar. Det handlede om at høre, hvorfor vi har de her udfordringer. For eksempel er det blevet klart for mig, at rigtig mange siger, det har været et problem for dem, at deres mødre har kunnet sidde hjemme på kontanthjælp i så mange år,” siger han.

Han understreger også, at ghettoturen på ingen måde er et opgør med grundlæggende radikale værdier som tolerance og frihed.

”Mit ærinde er at komme med konkrete bud på noget, der kan løse problemerne, i stedet for at bebrejde flygtninge og indvandrere, at de er der. Vi kæmper for en bedre integration. Ikke mod bestemte befolkningsgrupper,” siger Østergaard.

Vil du skabe forandringerne eller blive offer for dem?
Morten Østergaard er modstander af opdelingen i ”dem” og ”os”. Men når det handler om positionerne på Christiansborg, trækker han alligevel en klar skillelinje.

Og når man spørger, hvad han ser som sin vigtigste opgave frem mod næste valg, så er det at vise danskerne, hvilken side De Radikale står på.

”Den centrale konflikt er i virkeligheden mellem dem, der tror på, at samfundet kommer til at forandre sig, og dem, der vil sørge for, at tingene bliver, som de er. Hvis man vælger den sidste strategi, tror jeg, man bliver offer for nogle forandringer, som alligevel kommer. Der vil vi være det progressive bud. Vi vil selv skabe forandringerne,” siger Morten Østergaard.

Derfor står det øverst på hans prioriteringsliste at investere i daginstitutioner og folkeskoler – også for at bryde social arv – og i uddannelse og forskning. Ren luft, rent drikkevand og klima er også mærkesager. Og så er der udlændingespørgsmålet, hvor Danmark skal ”tage ansvar i verden” og ”have en ambition om at få integrationen til at fungere”.

Så får vi det ridende politi tilbage
R-formanden nævner, at det tit går ud over uddannelserne, når den borgerlige regering og Dansk Folkeparti for eksempel skal finansiere en dagpengereform eller et politiforlig.

”Så får vi det ridende politi tilbage, men til gengæld kan unge ikke tage en ny bacheloruddannelse, hvis de skifter holdning. Det er et monument over den skillevej, jeg ser. Der er alt for meget fokus på at overbevise danskerne om, at vi skal få morgendagen til at ligne i går,” siger Østergaard.

Hvis man følger Morten Østergaards holddeling, står det samtidig klart, at den radikale leder ikke ser sit parti som en indgroet del af det røde hold. Nærmere som et parti med en – på Christiansborg – næsten unik tilgang til verden, bortset fra de partier, der har sit udspring i netop Radikale Venstre.

Hvis skillelinjen går mellem de fremsynede og de tilbageskuende, hvem står så sammen med jer som de fremsynede?

”Mange af vores allierede i det her finder vi jo uden for Christiansborg. Beboerne i de udsatte boligområder. Et erhvervsliv, der sukker efter arbejdskraft og efter en offensiv grøn omstilling, der skaber arbejdspladser.”

Er der ikke andre partier på det, du anser som jeres side?

”Både Alternativet og Liberal Alliance har nogle af tingene, men Liberal Alliance skjuler det godt, når de for eksempel er med i en regering, der vil lave et burkaforbud. Jeg synes også, De Konservative er progressive på det grønne område. Problemet er størst i de tre store partier, som abonnerer på den dagsorden, at man skal bevare Danmark, som det er i dag,” siger Morten Østergaard.

Jeg forsøger at skabe en ny position
Selvom Morten Østergaard dermed lægger afstand til sine gamle samarbejdspartnere S og SF, er Mette Frederiksen fortsat Radikales klare førstevalg som ny statsminister efter et valg.

Men Mette Frederiksen har som S-leder brugt flere kræfter på at bejle mod partier som DF og Venstre, især på udlændingepolitikken, end mod partiets gamle samarbejdspartnere i R og de røde partier.

Derfor er det oplagt at spekulere i, om Radikales annoncerede nye tilgang til udlændingepolitikken også er tilrettelagt for at hælde lidt jord i kløften mellem S og R på spørgsmålet.

Men Morten Østergaard understreger, at ghettoturen ”intet har at gøre med” et forsøg på at nærme sig S. Alligevel bliver der filet en smule på kanterne til Socialdemokratiet. For R-formanden ser det som en af sine hovedopgaver at bringe partiet tilbage til indflydelse.

”Det gør jeg ikke ved at lægge mig ned. Jeg forsøger at skabe en ny position, og det er jo ikke for at isolere mig selv. Det er for at række hånden ud og håbe, at flere vil med i den retning, og det kan jeg se nogle tegn på,” siger han og peger på konkrete muligheder for fælles fodslag med S på integrationspolitikken.

”Når det handler om blandede institutioner, så tror jeg egentlig, at vi og Socialdemokratiet og Venstre er enige om, at det er en god ide, mens Dansk Folkeparti er arg modstander. S har også talt om, at man skal aktivere mere, og det har jo ellers typisk været os, der har ment, at man godt kunne stille flere forventninger til folk. Så der er signaler, vi godt kan finde vej i,” siger Morten Østergaard med henvisning til et hovedelement i Socialdemokratiets store udlændingeudspil: At indvandrere skal aktiveres 37 timer om ugen for at få fuld kontanthjælp.

Men De Radikale har stadig principper.

”Vi har for eksempel et princip om, at vi ikke vil diskriminere folk i ydelsessystemet, efter hvem de er, så det kan selvfølgelig blive svært at finde hinanden, hvis det bliver Socialdemokratiets politik,” siger Østergaard.

Han fastslår, at han vil kræve indflydelse på udlændingepolitikken for at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Der er ingen ”blankocheck” fra De Radikale, siger Morten Østergaard.

”Det er i stigende grad gået op for mig, hvorfor udlændingepolitik fylder så meget. Det er, fordi det er her, alle strømmene mødes. Det handler om Danmarks forhold til vores omverden; vores ansvar; måden, vi behandler hinanden på i Danmark; måden, vi lever sammen på; har vi et samfund præget af tillid eller mistillid, og skaber politikerne tillid eller graver grøfter? Derfor bliver det selvfølgelig et afgørende område. Ikke det eneste, men selvfølgelig afgørende for os at få indflydelse på.”

Valget bliver en svendeprøve
De Radikales ambivalente forhold til Socialdemokratiet gjaldt også under Margrethe Vestager. Men dengang, under Thorning-regeringen, valgte R at give sig på radikale mærkesager på udlændingeområdet for til gengæld at få markant indflydelse på økonomien.

Margrethe Vestager pressede regeringspartnerne, S og SF, til at skrive under på den store tilbagetrækningsreform, som R havde indgået aftale med de borgerlige partier om før valget. Dermed måtte en S-ledet regering gennemføre højere pensionsalder og kortere efterløn. En kommentator mente sågar i Berlingske, at Thorning “blev tacklet og sat under administration af Margrethe Vestager”.

I Bruxelles kører Vestager som konkurrencekommissær i dag videre med fokus på økonomiske problemstillinger – nu blot i større målestok. Mens Morten Østergaard denne torsdag sidder under bjælkerne på sit kontor og taler om social arv, ghettoproblemer og bevarelsen af en sund klode for sine børns generation, kaster Vestager sig ud i sin næste kamp mod en stor global virksomhed – denne gang en tysk elgigant, som er mistænkt for at begrænse strømmen af el til Danmark.

Det er en anden type kamp, Morten Østergaard kæmper frem mod næste valg. Kampen for at overbevise vælgerne om det radikale projekt og om at sætte sit personlige præg på partiet.

Han bryder sig ikke om at tale direkte om, hvad der kendetegner ham som leder, siger han, men svarer alligevel:

”Det er jo sådan noget, man hellere vil vise end tale om, for det bliver noget selvforherligelse. Det er også derfor, jeg har været så glad for at være på rundrejse i de udsatte boligområder, for det er der, jeg har vist noget af det, som er mit særkende, nemlig at jeg kan tale med alle mennesker. Jeg interesserer mig for alle mennesker. Jeg har ikke behov for at sætte mig selv op på en piedestal.”

”Nu kommer det til at virke, som om alt er sat i kontrast til forgængeren,” bemærker han.

”Sådan er det ikke ment.”

Lars Løkke Rasmussen skal kalde til folketingsvalg allersenest i juni næste år. Og selvom Morten Østergaard kun har haft chancen som partiformand i godt en enkelt periode, tilsiger christiansborglogikken, at der nok skal blive diskussion om hans post, hvis De Radikale falder igennem ved valget.

Hvor vigtigt bliver det næste valg for dine muligheder for at fortsætte som formand?

”Jeg føler mig helt sikker på, at jeg også er leder af Radikale Venstre i næste valgperiode. Jeg kan ikke se, at noget skulle ændre på det.”

Bliver valget særlig afgørende for dig personligt?

”Der er selvfølgelig forskel på at overtage midt i en valgperiode og at have haft en hel valgperiode til at placere partiet der, hvor det skal være. Så selvfølgelig er det en svendeprøve. Men det er ikke det samme, som at jeg føler, det er mit mandat, der er på spil.”

^{I samtale med lederen af fritidsklubben Sjakket i Nordvest i København.}