Uddrag af Sass Larsens bog: Hvad i alverden er der sket med centrum-venstres sociale kompas?

Uddrag fra Henrik Sass Larsens nye bog Exodus – vejen frem for centrum-venstre. Uddraget er kapitlet "Respekten, der forsvandt": 

I Danmark har man indrettet det sådan, at når den gennemsnitlige levealder stiger med 1 år, så udvider man arbejdstiden med 1 år. Det betyder, at de fleste danskere får et langt ophold på arbejdsmarkedet. Et barn, der bliver født i 2018, har udsigt til først at kunne gå på pension, når hun bliver 74 år gammel. Der er tale om en voldsom stigning i tiden på arbejdsmarkedet for den enkelte, men heldigvis også en markant højere gennemsnitlig levealder. 

Men netop gennemsnitlig. For der er forskel på folk. Den sociale arv slår hårdt igennem i gennemsnitlig levealder. Og desto bedre uddannelse desto længere levealder. Desto hårdere fysisk arbejde desto lavere levealder.

I Danmark havde vi indtil for få år siden muligheden for, at den enkelte kunne betale til og tilmelde sig en efterlønsordning og gå på pension op til 5 år før folkepensionen. Den er nu reelt afskaffet. Det gennemsnitlige ophold på arbejdsmarkedet er nu det samme, hvad enten man er kontorchef, murer eller buschauffør.

Det turde ellers være oplagt, at der er forskel på at være murer og starte på arbejdsmarkedet som 17-årig og have hårdt fysisk arbejde og så være gymnasielærer, hvor man stempler ind som 28-årig efter færdiggjorte studier. Selvom elever kan være bøvlede, er det vel ikke urimeligt at antage, at man bliver mere slidt gennem arbejdslivet som murer. Men nu er der så rettet bager for kontorchef, om man så må sige. Om det for Viggo, der fødes her i 2018 og starter murergerningen i 2035, og som kan gå på pension i 2109, er en realistisk livskurs, det får fremtiden afgøre.

Den gennemsnitlige levetid for faggrupper har nøje sammenhæng med uddannelsens længde. Lang akademisk uddannelse giver lang levetid. Kort ufaglært en markant kortere. Dvs. den gennemsnitlige restlevetid efter pension er væsentligt forskellig. Med afskaffelse af efterlønnen vil der være markante forskelle på, hvordan faggrupper kommer til at leve og opleve tilværelsen efter arbejdsmarkedet.

Det er interessant og tankevækkende at studere, hvem som var initiativtager til at afskaffe ovennævnte pensionsordning. Det var sjovt nok ikke murerne og slagteriarbejderne, men i høj grad akademikerne og deres partier. Og det forbløffende var, at det foregik i en triumferende tone, og at dele af forkæmperne for afskaffelsen af efterlønnen ellers etiketterede sig som tilhørende centrum-venstre. 

Under postulater som at man »sagtens kan arbejde længere", og at »vi lærer helt tiden nyt« og lignende udsagn rendte storsmilende akademikere på 30 år festende rundt og fejrede efterlønnens afskaffelse. Og det var en fest, hvor også økonomerne dybt inde i centraladministrationen deltog.

Det så alt sammen godt ud på regnearket.

I Tyskland gennemførte en socialdemokratisk regering Hartz-4-reformer, hvor man slog bunden ud af alle lønninger på arbejdsmarkedet. Resultatet var flere jobs, men også at mange lønmodtagere ikke kunne leve af at have et enkelt fuldtidsarbejde.

Men det så godt ud på regnearket.

I den daværende SR-regering sad regeringens økonomiudvalg og behandlede en sag om at bevilge 300 mio. kroner mere til dagpengesystemet, fordi folk fossede ud af det, trods den modsatte forsikring. Svaret blev et nej. Næste punkt på dagsordenen var vandmiljøplaner. Her var målet en god økologisk tilstand, dvs. øget insekttæthed ved målinger i vandløb. Her blev bevilget 2 mia. kr. Man kan med rette spørge, hvad i alverden der er sket med centrum-venstres sociale kompas?

Og svaret er, at der er sket en social, kulturel og uddannelsesmæssig afkobling mellem samfundsgrupper, hvor ledere og storbyer langsomt har mistet berøring og respekt.

Uddannelse er en hårdhændet opdeler, som starter tidligt, og som udvikler sig eksponentielt, jo længere i livet man kommer. Efter skolens grundforløb er der en afgørende kulturel og social forskel på, om du tilmelder dig gymnasiet eller tager en faglig uddannelse. I gymnasiet smelter du sammen med dem, som går der med henblik på videre uddannelse. Som faglig bliver du introduceret til de voksnes arbejdsplads og alt, hvad der hører hertil. Og der er en verden til forskel. Hvor der tidligere var barrierer for at tage uddannelse, og at selve antallet var markant mindre som gik på gymnasiet, så opretholdt man bekendtskaber og relationer faggrupper og studerende imellem, også fordi at en del af videreuddannelsen lå i fagligt regi. Det gør man ikke længere. 18-årige gymnasieelever kender ingen eller kun få, der tager en håndværksmæssig uddannelse. Og som sådan fortsætter det. Gennem hele ungdommen, ved familielivet og arbejdslivet. Relationerne mellem samfundsgrupper bliver færre og færre.

Og langsomt men sikkert bliver de sociale og kulturelle vaner og problemstillinger, som de veluddannede oplever, også normen for det, som debatteres og reformeres. Fordi de tilhører den talende og bestemmende skare af mennesker. Man ender med ikke at kende nogen, som lever anderledes end én selv. Og så bliver det ikke så svært at forholde sig til, at man kan få et nyt akademisk kick gennem en professionsbacheloruddannelse som 61-årig og forlænge sit arbejdsliv med noget nyt og spændende. Men det bliver åbenlyst lidt sværere at forholde sig til, hvordan det er som 61-årig jord- og betonarbejder at møde op 6:30 en januar morgen og forskalle brædder og binde jern.

Og heri består problemet: Man har mistet respekten for, hvad man hver især bidrager med.

For uanset hvor meget man forsøger, så vil der være jobs, hvor det er og forbliver mindre spændende at gå på arbejde. Hvor et job er noget, man passer, fordi man forsørger sig selv og sin familie og sætter en ære heri. Men hvor det altså ikke er eller bliver lykken at gå på arbejde, men snarere at holde fri og endnu bedre: have udsigt til den dag, hvor man kan sove længe om morgenen efter at have arbejdet gennem et helt liv. Og det er sidstnævnte, som de triumferende akademikere havde ondt i røven af, og som de for manges vedkommende nu har berøvet, mens de har givet sig selv stadig højere lønninger og privilegier.

At centrum-venstre rundt om i Europa har mistet forbindelsen og respekten for de mange burde være enkelt at rette op på. Det kræver kun, at man er sin ideologi og sine rødder bevidst.

En funktion af uddannelsesdelingen er boopdelingen 
At befolkningen er vandret fra land til by er sket siden den tidlige industrialisering. Men strukturelt er der de seneste tiår sket et dertil hørende og meget omfattende reformarbejde. Under Ricardo Floridas paroler om den kreative klasses overlegenhed er forstæder og land blevet tømt for indhold i storbyens og effektivitetens navn. Når værdierne bliver skabt og produceret i de store byer, er der jo ingen grund til at investere eller opretholde institutioner i provins og land, var forklaringen.

Systematisk er uddannelsesinstitutioner, sygehuse, politi og domstole blevet centraliseret, og kommunerne er blevet markant større. Rundt om i landet står tomme monumenter af fordums kommuner og stritter i landskabet, mens borgerne forsøger at finde nytte af dem og af deres større enheder. Langt hen ad vejen er følelsen forladthed og en nærmere efterregning af nytteværdien af centraliseringsøvelsen afslører et tvivlsomt regnskab. I effektiviseringens navn er årtiers lokale fællesskaber blevet revet op med rode og har efterladt halvforladte landsbyer og forstæder.

Den landsby, som tidligere havde 5000 indbyggere og en kommunalbestyrelse, hvor de fleste vidste, hvem det drejede sig om, er nu en del af en kommune på 80.000, hvor de næsten ingen kender, som måtte sidde i kommunalbestyrelsen. Afmagten er næsten total. Og resultatet er, at den ofte står på lokal stilstand og tilbagegang, og hvor tomme butikker og forfald er en del af gadebilledet. Det bedste håb for udvikling er markedskræfterne, og de melder sig først på banen, når værdierne er elimineret.

Respekt er igen nøgleordet. Hvis man ikke er i stand til at sætte sig ind i og anerkende, at mennesker, som ikke lige bor i storbyen, også ønsker sig en ordentlig skole, et ordentligt plejehjem, butikker der er åbne, og at fællesskabets institutioner er en del af deres hverdag, så er man igen ved at sætte uholdbare skel.

Ingen forventer, at man i landsbyen eller for den sags skyld i købstaden skal have de samme faciliteter som i storbyen, men man kan med rimelighed forvente, at udviklingen ikke bare står på forfald omkring ørerne på én, og at storbyens regnefolk ikke stresser den sidste institution ud af bybilledet.

Råd til de fejlgjorte 
En funktion af vores effektive, stræbsomme og dygtige samfund er, at nogen ikke klarer skærene.
En del af livet for nogle mennesker er, at tilværelsens problemer kan blive uoverskuelige. Det kan være dødsfald i nærmeste familie eller en fysisk ulykke, der udløser en krise. Det kan være, at hjernen er fyldt med så mange dæmoner, at man mister styring og glæde ved tilværelsen. Og det kan være, at alle de forventninger og krav, vi stiller til hinanden i vores hæsblæsende samfund, bare bliver for meget; at mennesker giver op eller går ned med f.eks. stress.
Fælles for alle er, at de tæller forkert i regnearket.

Det er dyrt for samfundet, når en 35-årig mand lige pludselig ikke kan passe sit arbejde (som han ellers plejede) og i stedet ligger i sengen og kigger op i loftet i et års tid og bliver udtaget til psykiatri og diverse udredninger og på 3. år stadig ikke er rask. Eller den unge gymnasiepige, som pludselige i 2. g smider bøgerne og ikke orker studier, kammerater og tilværelse længere, og som åbenbart har brug for hjælp, men ikke kan finde den.

Spørgsmålet er, om det er folks egen skyld, tilfældets skyld eller samfundets skyld, at mange mennesker får så store personlige problemer, at de ikke er i stand til succesfuldt at få tilværelsen til at fungere.

Og svaret er, at det sikkert er en kombination af alle årsager, men at det er en stor del af befolkningen, der på den ene eller anden måde og i sværere eller mildere grad bliver ramt.
Og det synes lige så klart, at hjælp først er noget, som ordineres fra det offentlige, når skaden er stor og synlig. I vidt omfang er folk, som får sociale og psykiske problemer, henvist til egen hjælpsomhed.

Og det er formentlig ikke det offentlige, som skal løse det hele her. At træde lidt ved siden af livets glade landevej bør ikke altid påkalde sig offentlig behandling. Men snarere at mennesker hjælper mennesker, og at institutioner og arbejdspladser udviser rummelighed. Og det gør de ikke i dag. Tværtimod indrettes arbejdsgange og studier til stadigt stigende produktivitet og effektivitet. Og det er alt sammen fint, men hvis der ikke bliver plads til, at mennesker fejler, så producerer vi for mange ulykkelige mennesker.

Omvendt er svaret ikke at kaste rationaliteten eller velstanden fra os og lade os lokke af sirener, som synger om borgerløn og higen efter gode gamle dage. For der findes ikke »gode gamle dage". Der findes en fortid, hvor vi var fattigere, mindre effektive og dårligere organiseret, og det skulle være besynderligt at stræbe herefter. I bund og grund drejer det sig om fordelingen af nutidens velstand, herunder om der bliver gjort plads til dem, som iblandt fejler – og det er et politisk valg.

At mennesker ikke er perfekte ved de fleste. Men at det næsten alene er en privat sag for dem, som rammes af problemer, er ikke en holdbar position. For dem, som planlægger samfund, virksomhed og arbejdsgange, må også påtage sig det ansvar at indtænke respekt og plads til de ikke-perfekte. Både fordi man i dag selv producerer mange af problemerne, men faktisk også fordi det kan vise sig at være en fin forretning, at man i tide hjælper og bidrager til folks problemer, så de ikke ryger over i kategorien af store skader.

Dannelsens gave
For nogen åbenbarer tilværelsen fra fødsel en verden af klassisk vellyd, bogreoler, teatre, kunst og æstetik. Som regel hænger det sammen med velstand, men ikke nødvendigvis. At have det privilegie at få et kunstnerisk og kulturelt forspring fra barnsben skal man ikke misunde, men som samfund forsøge at stræbe efter bliver flere til gode.

Og således indrettes og støttes også mange af samfundets bærende kulturelle institutioner. Orkestre, smal poesi, ballet og alskens museer er sat uden for markedsøkonomiens logik og støttes massivt økonomisk, fordi samfundet betragter disse aktiviteter som værdifulde og bevaringsværdige.

Og det største problem er ikke, at samfundets elite strømmer til balletter og skuespil som subsidieres i massivt omfang, og dermed betales af alle skatteydere, snarere end problemet består i, at det selvsamme publikum har en tendens til at nedgøre og nedprioritere den øvrige befolknings kulturelle forbrug.

For det er ikke udgifterne til popmusik, countrymusik, linedance, bingo, revy og irsk folkemusik, som tynger kulturbudgetterne. Det lader til at være en uskreven regel, at desto dyrere det er, desto mindre tilgængeligt er det for almindelige mennesker. Og det gælder både i pris, fysisk afstand og forståelsesmæssige forudsætninger. Det eneste, der med sikkerhed rammer derude, er regningen.

Årtiers elitær kunst og kulturudvikling er sket uden nogen nævneværdig involvering af den brede befolkning, og uden at de implicerede lader til at være tynget heraf.

Storbyens kulturelle elite kan leve i statsstøttet fred.

Og den kan så anvendes til at se stadigt mere ned på provinsens kulturelle forbrug og indkapsle sig i egne miljøer uden berøring til, hvordan den brede befolkning lever deres liv og dyrker deres kultur. Det er en kontrakt, der er formet og dikteret af én part og betalt af en anden part. Spørgsmålet er, om det er en holdbar kontrakt for fremtiden?

............

Henrik Sass Larsen: "Exodus – vejen frem for centrum-venstre", Books on demand