Udligningsudspil skal flytte penge fra Gentofte til Kalundborg

REFORM: Regeringen melder sig klar med et forslag til en ændring af kommunernes udligning, der vil blive præsenteret torsdag. Der skal flyttes penge fra rige kommuner til fattige og fra by til land.

Regeringen og mange borgmestre fra både Venstre og Socialdemokratiet håber, at Venstre vil komme med i en aftale om at ændre den kommunale udligningsordning.
Regeringen og mange borgmestre fra både Venstre og Socialdemokratiet håber, at Venstre vil komme med i en aftale om at ændre den kommunale udligningsordning.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Tilpasning af alderskriterier, loft over indtægter ved tilbagegang i befolkning og au pairer ud af udligningsgrundlaget.

Det er nogle af de elementer, som regeringen lader indgå i et forslag til omlægning af den kommunale udligningsordning, der bebudes præsenteret torsdag formiddag. Det skriver dr.dk.

Regeringens framing af den kommende reform er, at den først og fremmest skal flytte penge fra velhavende til socialt udfordrede og fattige kommuner.

Konkret peger statsminister Mette Frederiksen (S) på, at en kommune som Gentofte godt kan berede sig på at aflevere penge til en kommune som Kalundborg.

"Hvis man skal sige det meget enkelt, så bliver Gentofte den kommune, der kommer til at bidrage mest i den her udligningsreform. Og Kalundborg Kommune er en af de kommuner, der kommer til at modtage flest penge," siger statsministeren til dr.dk.

Også Østjylland skal bidrage
Statsminister Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at reformen skal give en hjælpende hånd til kommuner "langt fra de store byer." Dette indebærer, at der skal flyttes penge fra Østdanmark mod vest.

I et interview med Avisen Danmark fortæller Mette Frederiksen, at det ikke kun er hovedstadsområdet, der i høj grad kommer til at bidrage til en udligningsreform. Det samme gælder Østjylland.

"Vi kommer til at udligne mere, og bevægelsen er, at det bliver fra øst mod vest. Det handler om hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men også om Østjylland i forhold til resten af landet," siger Mette Frederiksen.

Ifølge Avisen Danmark vil 68 kommuner modtage flere penge med regeringens udspil, mens 38 kommer til at skulle afgive flere penge. Hvilke konkrete kommuner, der modtager og afgiver hvor meget, vil statsministeren først sætte navn på torsdag, når regeringens udspil præsenteres.

Læs også

Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), glæder sig umiddelbart over den mulige udsigt til at få  løftet sin kommunes økonomi. Nu håber han, at der kan laves en aftale hen over midten i Folketinget.

"Jeg håber på en bred aftale om udligningen, så kommunerne ikke fortsat skal agere i uvished om økonomien," skriver Martin Damm i en sms til Altinget.

Ifølge socialdemokratiske borgmester, Altinget har været i kontakt med, er regeringen opmærksom på, at hånden også skal holdes under kommuner med mange udlændinge, ikke mindst på den københavnske Vestegn.

Mindre udligning til raske ældre
Desuden forventes det, at en kommune som København også i kroner og øre kommer til at bidrage mærkbart til en endelige aftale.

Blandt de på nuværende tidspunkt kendte elementer i regeringens udspil er, at alderskriteriet for ældre skal tilpasses i forhold til gennemsnitslevealderen, så der ikke udlignes uforholdsmæssigt meget til kommuner med raske ældre over eksempelvis 85 år sammenlignet med kommuner, hvor mange ældre under 85 år typisk har flere sundhedsproblemer.

Det skriver Avisen Danmark.

Herudover skal au pairer ikke længere tælle med som udlændinge, og så skal der sættes et loft på 100.000 kroner for tilskud for hver borger, en kommunes befolkningstal falder med. Det skriver dr.dk.

Det var torsdag aften ikke muligt at få udleveret samme materiale fra Social- og Indenrigsministeriet, som dr.dk har modtaget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00