Uffe Elbæk inden han gik: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Hvordan gik det så galt? Uffe Elbæk fortæller i sit sidste store interview som medlem af Alternativet om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv. 

Uffe Elbæk siger farvel efter seks et halvt år som partileder i Alternativet. Her giver han sine bedste råd videre til sin efterfølger og de nye ledere på Christiansborg.
Uffe Elbæk siger farvel efter seks et halvt år som partileder i Alternativet. Her giver han sine bedste råd videre til sin efterfølger og de nye ledere på Christiansborg.Foto: Arthur Cammelbeck
Henrik Axel Lynge BuchterEsben Schjørring

Dette interview er offentliggjort 29. februar, inden Uffe Elbæk meldte sig ud af Alternativet

Politik er de midlertidige sejres arena. Det er også en gravplads for håbefulde partier. Nogle gange er tidsafstanden mellem de to meget kort.

For fem år siden stormede Alternativet ind i Folketinget på en bølge, de færreste havde set komme, inden den skyllede ind over dansk politik ved folketingsvalget i 2015. Nu danser partiet på randen af sammenbrud.

I skrivende stund ved vi ikke, om de historier, som blandt andet Dagbladet Information har beskrevet, om partiets nyvalgte formand, Josephine Fock – om voldsomme raseriudbrud og deciderede korporligheder – ender med at tvinge hende fra posten som partileder. Ligesom vi heller ikke har nok meningsmålinger, der siger noget om, hvordan partiets vælgere reagerer.

Fakta
Uffe Elbæk - Blå bog
  • Født 15. juni 1954 i Ry 
  • Uddannet socialpædagog og journalist og har blandt andet grundlagt uddannelsesinstitutionen Kaospiloterne.
  • Byrådsmedlem for Det Radikale Venstre i Aarhus fra 2001 til 2007
  • Medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre i 2011
  • Kulturminister fra oktober 2011 til december 2012
  • Stifter af Alternativet i 2013
  • Melder ud, at han træder af som partileder i december 2019.

Når du læser dette interview med hendes forgænger og Alternativets absolutte bagmand, Uffe Elbæk, kan partiets skæbne være beseglet. Det er lavet efter, Fock blev valgt til formand, og før historierne om hende, som Elbæk selv har sagt, han enten har ”bevidnet eller været orienteret om”, kastede partiet ud i eksistentiel krise. Uffe Elbæk har efterfølgende afvist at kommentere dem over for Altinget.

Til gengæld giver vores samtale med Elbæk et altafgørende perspektiv på, hvad partiets krise handler om på et dybere plan.

At det var skæbnetime for partiet, allerede inden historierne om Fock tog den fælles dagsorden, stak Elbæk på ingen måde under stolen, da han satte sig ned i Altingets lokaler for at give interview om partiets storhed og fald og blev stillet spørgsmålet direkte: Tror du på, at Alternativet overlever?

"Det ville være dejligt, hvis jeg bare sagde ja. Men det gør jeg ikke. Men jeg vidste heller ikke, om vi overlevede valget i 2019," sagde han. Inden han både rettede på sig selv og med det samme gentog sin bekymring.

"Men jo, jeg tror på det. Jeg tror på, at hvis Alternativet udvikler sig og bliver en stemme, hvis der er en energi i partiet, så kommer vi ind. Men vi kan også fucke det op for os selv."

Det sidste er mildt sagt der, Alternativet er nu. Men det er ikke svar på, hvordan partiet kom derhen.

Den historie begynder et andet sted. I et eller andet punkt mellem pressede meningsmålinger op til folketingsvalget i 2019, et politisk gamble med at lancere Elbæk som statsministerkandidat og den antiklimatiske valgfest i Cirkusbygningen i hjertet af København.

Og det er netop her i Cirkusbygningen, vi – Altinget og Elbæk – begynder vores interview.

Abonner på Altingets politik-podcast i iTunes | Spotify | Acast 

En bummer
Uffe Elbæk prøver at tage luften ud af skuffelsen. Erkende nederlaget uden at gøre alle totalt modløse. I stedet for at tale om tab eller fiasko tyer han til engelsksproget slang. Det bringer det lidt på afstand.

"Det er en bummer. Altså. Bare tag den ind. Det er en bummer, for helvede."

Partilederen er endelig ankommet til valgfesten i Cirkusbygningen. Valgresultatet for folketingsvalget 2019 er tikket ind, og han har grebet mikrofonen. Partiet er gået tilbage fra 4,8 procent af stemmerne til 3 procent. Det er det, der er en bummer.

Han har en hvid T-shirt på, hvor der med en funky skrifttype står “Revolution” skrevet over brystet, og nu reagerer han på et valg, hvor vælgerne i højere grad end længe har sat kryds ved de etablerede, gamle partier.

Leveringen sker med overbærenhed i stemmen. Han udstråler, at man ikke skal lægge for meget i resultatet. Nu er der fest, og den her bummer, hvor partiet godt nok kom faretruende tæt på spærregrænsen, den må man lige tage ind og så komme videre.

Ud over at den alternativistiske revolution ikke umiddelbart er til at få øje på i nær fremtid, betyder resultatet også, at Alternativets mandater ikke er afgørende for, om Socialdemokratiet kommer til magten. Uden Alternativets fem mandater kan Mette Frederiksen tælle til de nødvendige 90.

Op til valget havde det ellers været Alternativets mål at være tungen på vægtskålen, de uundværlige, der kunne bestemme mere, end mandaterne egentlig tilsagde. For at nå dertil havde partiet prøvet at opløse den almindelige politisk logik: Man skulle hverken være en del af rød eller blå blok, og man pegede hverken på Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat.

Alternativet og Elbæk pegede på sig selv: Uffe skulle være statsminister.

I Cirkusbygningen er det hele reduceret til tomme gestikulationer og forfængelige drømme. En bummer.

Nu står han så her, Uffe Elbæk, i Altingets lokaler og skal tale i datid om sin tid ved roret i Alternativet. Og selvom projektet med at blive statsminister for en grøn blok fejlede og partiet led et svidende nederlag, vil han alligevel ikke sige, at han i bagklogskabens klare lys ærgrer sig over beslutningen, når tilgangen ikke virkede hos vælgerne.

"Nej, egentlig ikke," siger han. "Der er jo ikke bare én grund til, at valget gik, som det gjorde. Det er en blanding."

 Det crazy højdepunkt
Tilbage i november 2013 præsenterede Uffe Elbæk Alternativet. På Christiansborg stod han sammen med netop Josephine Fock bag et rundt højbord med alle de politiske journalister foran sig.

De to havde ikke noget politisk program at præsentere, men i stedet ville de forme politikken de kommende måneder, fortalte de.

Josephine Fock åbnede, så talte Uffe Elbæk i længst tid, og så rundede Fock af. Partiet var jo selvfølgelig andet end Uffe Elbæk, men det var alligevel Elbæk, der var ansigtet udadtil.

Den tidligere initiativtager til uddannelsen Kaospiloterne var cirka et år før præsentationen af Alternativet blevet nødt til at trække sig som kulturminister. Han blev beskyldt for at have holdt en række alt for dyre arrangementer hos AFUK, Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor Elbæk tidligere havde siddet i bestyrelsen, og hvor hans mand var ansat som sekretær.

Rigsrevisionen undersøgte anklagerne og frifandt ham. Men ikke desto mindre havde han selv trukket sig som minister som følge af historierne. Otte måneder efter meldte han også ud af Radikale, fordi "jeg har behov for som folkevalgt at kunne ytre mig – frit og uden strategisk filter”, som han skrev på sin facebookside dengang. 

To måneder senere havde han så igen nyt at fortælle, og denne gang var det altså for at præsentere sit nye parti: Alternativet.

Partiet nåede sit hidtidige højdepunkt ved valget i 2015, hvor 4,8 procent af danskerne bakkede op om det. Og dengang blev der ikke tænkt noget særligt over reaktionen på resultatet.

"Hvor er det crazy, det her, mand," lød den efterhånden legendariske reaktion fra Uffe Elbæk på partiets første valgresultat.

Dengang var alt godt og crazy, og partiet kunne da også glæde sig over at få valgt en borgmester på Fanø og en kulturborgmester i København ved kommunalvalget i 2017.

Men det var også lige omkring kommunalvalget, at partiet blev ramt af den første række af møgsager. Der blev klaget over festkultur i partiet, de mest kuriøse sexanklager ramte aviserne – om sexgynger til en valgfest, og at medlemmerne skulle sende billeder af deres slappe penisser. Sidstnævnte blev der aldrig noget af, men historien fik alligevel masser af medietid.

Det var først efterfølgende, at partiet fik dårligere målinger. Frem mod folketingsvalget i 2019 ændrede de sig ikke. Derfor måtte der ske noget.

Alternativet meldte sig på banen med den opsigtsvækkende udmelding, om at partiet hverken ville pege på rød eller blå blok, og at Elbæk skulle være statsminister. Det erobrede man dagsordenen på, og for en stund var presseomtale af partiet noget, man selv styrede, ikke noget, der ramte partiet udefra. Men på længere sigt var det en fejl, forklarer Elbæk i dag.

"Nogen blev usikre på, at hvis man stemte på Alternativet, stemte man så på Lars Løkke? Vi sagde, at vi hverken kunne se os i Frederiksens eller Løkkes projekt, så vi stiller med vores egen statsministerkandidat. Men der var vælgere, der ikke kunne forstå det," siger han.

Og selve idéen om at pege på Uffe Elbæk som statsminister? Ja, det var faktisk ikke hans egen.

"Jeg var den sidste, der nikkede til det," siger han.

"Hvis ikke hele folketingsgruppen – hver og én – var enige om, at vi skulle gøre det, så ville jeg ikke røre idéen med en ildtang," forklarer han.

Men da Uffe Elbæk kunne se, at alle var med på idéen, tilsluttede han sig. For der lå nogle gode argumenter bag.

"Der skulle være et alternativ, som havde det grønne og klimakrisen som det allervigtigste, og så er det simpelthen for demokratisk fattigt, hvis der reelt kun er to valgmuligheder til rollen som statsminister," forklarer han. 

De mange årsager
Man skulle ellers mene, at folketingsvalget i 2019 var en gylden mulighed for Alternativet.

Klimaspørgsmålet var blevet det vigtigste for vælgerne. Ikke sundhed, ikke integration. Klima var nummer ét.

Det er noget af det tætteste, man kommer på en naturlov i politik: Hvis valgets overskrift handler om det problem eller det emne, dit parti i særlig grad står stærkt på, får du et godt valg. At Alternativet modbeviste den tese, udmåler måske mest af alt dybden af partiets fald ved FV19.

"Vi vandt politikken, men vi tabte valget," forklarer Uffe Elbæk.

Han forklarer selv tilbagegangen med, at nogle af de partier, som Alternativet tog stemmer fra i 2015, nu også brandede sig som grønne, og derfor vendte de vælgere, der tidligere havde stemt på Enhedslisten, Radikale og SF, tilbage til dem ved 2019-valget.

"Men hvis jeg skal være lidt selvkritisk, så var vi nok også for defensive."

Alternativets valgkamp kom til at handle for meget om tal, siger han. 70 procents CO2-reduktion inden 2030 i forhold til 1990-niveauet i modsætning til de andres 65 procents reduktion.

"Hvem kan forholde sig til det? Du kan ikke mærke det i hjertet, og du skal kunne mærke i hjertet, at med vores politik får du et meget bedre liv. Vi gjorde det simpelthen for komplekst, og det er en anden grund til valgresultatet," siger han.

I stedet skulle Alternativet have kommunikeret, hvilket samfund de ønsker. En ting er CO2-reduktion, men de vil også have 30-timers arbejdsuge, borgerløn, fri folkeskole, og det nåede de aldrig til at tale om, siger Uffe Elbæk.

Oven i de eksterne faktorer var der også uenigheder i folketingsgruppen, som dæmpede gejsten forud for folketingsvalget.

"Vi manglede legesygen: det mentale overskud, glimtet i øjet og lysten til at udfordre parnasset. Og det bærer jeg jo også selv ansvaret for. Hvis nogen skal manifestere den energi, så er det jo den politiske leder. Jeg havde den på gode dage, men på dårlige dage havde jeg den absolut ikke."

De manglende mandater
Resultatet blev altså, at Alternativet ikke fik det ud af valget, som de ønskede: At have de afgørende mandater.

Uffe Elbæk er dog dygtig til at flette ind, at partiet alligevel har haft indflydelse på eksempelvis udformningen af klimaloven og finansloven, og han fremhæver også, hvor mange forlig partiet har været med i efter valget.

Nu stopper du jo i Alternativet, som du selv har startet op. Kan du så mærke det lidt ekstra nede i maven?

"Jeg kan mærke, hvor rigtig en beslutning det var," starter han, hvorefter han taler om, at partiet skulle have evalueret det dårlige valgresultat, inden han stoppede, før han ender ud i at svare:

"I den nye folketingsgruppe lavede vi lige en optælling over forlig, som vi har været med i siden sidste sommer. Det kom op på 30 forlig og aftaler, så det har været et enormt produktivt halvår at kigge tilbage på, og derfor synes jeg, at tiden er rigtig."

Han får også indskudt i et par sætninger, at Alternativet har et fantastisk samarbejde med regeringen, men han er også godt klar over, at regeringen kan undvære Alternativet, og at partiet derfor er nødt til at være kreativt.

"Vi har ikke mandaterne til at presse på med. Derfor er den eneste måde, som vi kan få indflydelse på de forlig, vi indgår, at vi har gode idéer. Idéer, som de andre partier også kan se sig selv i, og som de synes er interessante," siger han.

Alternativets tre retninger
Uffe Elbæk er ikke længere partileder for Alternativet. Det ansvar ligger i stedet hos Josephine Fock, med hvem han i sin tid præsenterede hele Alternativet-projektet for den danske presse.

Sætter man parentes om ironien i, at de dengang talte om at skabe en ny og bedre kultur på Christiansborg, og i stedet fæstner sig ved deres tanker om at slå en bro fra den nytænkning, der var ude i landet, og Folketinget, så mener Elbæk, at netop den del egentlig er lykkedes ret godt. De fik eksempelvis afholdt politiske laboratorier, livestreamet gruppemøder og gennemført borgerforslag.dk.

"Og så bliver jeg da glad, når jeg hører, at Tommy Ahlers fra Venstre nu også skal lave politiske laboratorier," siger Elbæk.

Da han annoncerede sit stop, sagde han ellers, at han ikke ville forlade partiet i oprørte vande. Men der skete det modsatte – partiet havnede i de mest oprørte vande i det øjeblik, partiet skulle vælge en ny formand. Det nægter Elbæk mindst af alle.

Føler du dig sikker på partiets fremtid nu?

"Næh. Det gør jeg ikke. Hvis folk følger bare lidt med i pressen, må man sige, at det valg, der lige er overstået, viste, at der er tre markante politiske positioner i partiet nu," svarer han med henvisning til det netop overståede kampvalg i partiet.

Han beskriver Josephine Fock som den mere pragmatiske, der vil tættere på regeringen, Theresa Scavenius som kandidaten med den markante grønne stemme, og Rasmus Nordqvist med iværksættervisioner og ønsket om et grønt velfærdssamfund.

Efter hver beskrivelse tilføjer han, at han er enig og bakker op om de forskellige tilgange. 

"Det, der er problemet nu, er, at alle de tre positioner bærer jeg, og nu er de blevet splittet op på tre forskellige," siger han.

Da afstemningen fandt sted, måtte der tre runder til, før det stod klart, at Josephine Fock overtager posten. I sidste afstemning fik hun 58 procent af stemmerne mod Theresa Scavenius’ 42 procent. Rasmus Nordqvist røg ud efter anden runde.

De forskellige retninger har også ført til, at de interne uenigheder er brudt ud i lys lue. Personhistorierne har bragt hårde anklager med sig. De har handlet om, at valget for Theresa Scavenius bare handlede om selvpromovering, og om, at Josephine Fock skulle være decideret ubehagelig at arbejde sammen med.

Kan partiet hele sårene, danne alliance mellem de tre grønne strømninger – mellem de idealistiske revolutionære, iværksætterne og pragmatikerne?

Det er her, vi vender tilbage til det her med at ødelægge tingene for sig selv. Alternativet står ifølge sin stifter ved en korsvej: splittelse eller ny synergi.

"Hvis jeg ser positivt på det, kan det give en meget interessant dynamik i partiet, fordi der er forskellige bud på, hvor Alternativet skal hen. På en dårlig dag kan det blive fløjkrig. Så vi står i et vadested. Det tror jeg, at alle erkender," tilføjer han.

"Det er derfor, at jeg siger, at vi kan fucke det op selv."

Dermed er vi også fremme ved hans medstifter: Alternativets nye formand, Josephine Fock.

"Den måde, jeg er gået til partilederrollen, har været ved at rumme hele partiet i det, jeg har sagt og gjort. Man skal rumme modsatrettede holdninger og finde konsensus i en organisation, så derfor bliver man mere diplomatisk og forsigtig med at komme ud med skråsikre holdninger," siger han.

Læs også

"Hvad vil du, Josephine?"
Det sidste glæder han sig over er slut. Uffe Elbæk beskrev i Politiken, hvordan hans sidste døgn som partileder forløb.

Her skrev han, at da han satte sig på cyklen ud mod Amager Bio, hvor den nye leder skulle vælges, var det som et befrielsens øjeblik for ham.

"Jeg glæder mig nu til at få min personlige Uffe-stemme tilbage, hvor jeg siger lige nøjagtig, hvad der passer mig. Det kan selvfølgelig lyde som en trussel for dem, der leder partiet – hvad pokker kan han mon finde på? Men jeg skal nok opføre mig ordentligt så vidt muligt," tilføjer han.

Elbæk skal i stedet passe et hav af ordførerskaber, men med syv år i bagagen som partileder vil han være en erfaren stemme i den lille folketingsgruppe på Borgen.

Derfor slutter han også interviewet af med at give et råd videre til de mange nye partiledere, der er på Christiansborg efter valget. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre, Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance, Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og nu også Josephine Fock.

"Man skal sætte sig selv i respekt. Du skal ikke regne med, at fordi du har rollen, så kommer det til at gå godt. Du skal skabe tillid og respekt om dig selv. Du skal have gode relationer både til din gruppe og til baglandet og til de andre folketingsgrupper. Det her er ikke easy, det er det altså ikke," siger han.

Han føjer et politisk råd til, som han retter mod alle de nye partiledere inklusive Josephine Fock.

"Jeg har lært, at det er vigtigt, at man har et politisk projekt, som skaber entusiasme i baglandet og i offentligheden. Af de nye ledere har Pernille Vermund det klareste projekt for, hvilket Danmark hun vil have. Men jeg mangler stadigvæk at høre, hvad Ellemanns projekt er, og hvad Liberal Alliances projekt er."

"Og det er den samme udfordring for Josephine Fock i Alternativet. Hvad er dit projekt? Det venter jeg spændt på at høre. Hun skal absolut have en chance, men vi er alle spændte på at høre, hvad det politiske projekt bliver."

"Så mit gode råd til Josephine og de andre ledere er: Hvad er det for en stemme, du vil være? Hvad – ud over magten i en regering og i dit eget parti – er det, du vil? Med samfundet? Og med mig som vælger og borger? Hvad vil du? Det er vigtigt at kunne svare på." 

Lyt til hele interviewet med Uffe Elbæk her.

Abonner på Altingets politik-podcast i iTunes | Spotify | Acast 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. MF (ALT), fhv. kulturminister (R)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

0:000:00