Uffe Ellemann-Jensens historiske valg 1998: Aftalen med Alice

Altinget har inviteret tre markante skikkelser i dansk politik til at fortælle om det valg, der for dem var det mest skelsættende. Uffe Ellemann-Jensen mindes særligt folketingsvalget i 1998.

"Enhver valgdag rummer en slags antiklimaks. I dage og uger har valgkampen fyldt hele tilværelsen. Og nu er der pludselig ikke mere at stille op," skriver Uffe Ellemann-Jensen.
"Enhver valgdag rummer en slags antiklimaks. I dage og uger har valgkampen fyldt hele tilværelsen. Og nu er der pludselig ikke mere at stille op," skriver Uffe Ellemann-Jensen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af Uffe Ellemann-Jensen
Forhenværende udenrigsminister og formand for Venstre

Jeg var taget til Paris sammen med min kone. Jeg skulle tale om de baltiske lande ved et møde i Maison du Danemark sammen min gode ven, den tidligere franske udenrigsminister Roland Dumas. Det var 19. februar 1998. Lige uden for flyet blev jeg ringet op af Venstres partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, som refererede stærke rygter om, at Nyrup ville udskrive valg. Han holdt telefonen hen til sit tv-apparat – og så hørte jeg, da det skete.

Det blev mit korteste ophold i Paris nogensinde, for vi måtte vende om i lufthavnen og tage samme fly tilbage til København. Heldigvis var der telefon i flyet, så ikke så snart var vi i luften, før jeg havde Claus Hjort i telefonen igen: Vi aftalte indkaldelse af hovedbestyrelse, møder med alle de mennesker, som bare ventede på at få startsignalet. I Venstre havde vi vores planer for valgkampen liggende klar i skuffen. I bogstaveligste forstand. Før vores fly nåede Østersøen, var vores valghjemmeside oprettet på internettet med sprudlende og frækt design. Jeg sad i flyet og skrev skitsen til det første elektroniske valgbrev, som jeg skulle sende ud samme eftermiddag.

Og så satte Alice og jeg os til at tale om de dage og uger – og år – der lå forude. Vi vidste, at det ville blive en hård valgkamp. Det havde vi prøvet før. Men denne gang ville den medføre afgørende ændringer i vores liv, uanset udfaldet. Enten ville valget gøre mig til statsminister, med alt hvad det ville indebære af afbræk i vores fælles tilværelse. Eller også ville valget føre til, at jeg måtte trække mig ud af politik, uden at vi rigtigt vidste, hvad det så kunne føre til. Den tredje mulighed – en ny, lang oppositionsperiode – forelå ikke. Det havde vi aftalt med hinanden, uden at blande andre ind i det.

Fakta
Blå bog: Uffe Ellemann-Jensen
  • Født 1. november 1941 
  • Tidligere udenrigsminister og formand for Venstre 
  • I dag kommentator, især om udenrigspolitik, og forfatter til en række bøger om politik og selvbiografier, senest 'Du store verden' sammen med Mogens Lykketoft 
  • Gift med journalist og redaktør Alice Vestergaard.  

Meningsmålingerne var gode for en borgerlig regering under Venstres ledelse. Jeg var parat til at påtage mig opgaven, og Alice bakkede mig op, selvom det ville betyde, at hun måtte opgive sit arbejde som leder af TV 2 i København, som hun holdt så meget af. Vi vidste også, at vi nok måtte skille os af med vores hus på grund af den betydelige indtægtsnedgang, vi måtte forudse. Og at vores familieliv ville blive alvorligt belastet. Her kendte vi jo rumlen fra mine over ti år som udenrigsminister.

Vi vidste det hele og var parate til at gøre det. Det bekræftede vi hinanden i, da vi sad den formiddag i flyet på vej tilbage til valgkampen. 

Da Nyrup trak mit hus ind i duellen søndag aften, for det naturligvis gennem hovedet på mig, hvad jeg havde fået af råd om eftermiddagen. Men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Uffe Ellemann-Jensen
Forhenværende udenrigsminister og Formand for Venstre

En cubansk cigar fra Lykketoft
Egentlig skulle valget 11. marts 1998 være holdt et halvt år tidligere. Nyrups regering var kommet i mindretal i forhandlingerne om nogle økonomiske stramninger i forbindelse med finansloven. Vi fik siden at vide, at de reelt havde givet op og var klar til at udskrive valg.

Men regeringen blev reddet på målstregen. Den konservative leder, Per Stig Møller, kom til mig og bad så mindeligt om, at vi lavede en finanslovsaftale med regeringen – for hvis der kom valg nu, ville De Konservative blive helt mast, lød hans argument.

De Konservative havde været plaget af stor intern uro, siden Poul Schlüter opgav regeringsmagten uden valg i januar 1993. Først sloges Hans Engell og Henning Dyremose om magten, og da Dyremose opgav og forlod politik, kastede Engell al sin energi ind i kampen mod Venstre, som var blevet større end De Konservative. Den dårlige stemning de to partier imellem toppede i 1995, da Engell gik bag Venstres ryg og lavede et finanslovsforlig med regeringen. I februar 1997 måtte Hans Engell trække sig som leder af De Konservative efter at være kørt ind i en betonklods med høj promille. Han blev afløst som partileder af Per Stig Møller, men bevarede posten som gruppeformand. Den benyttede han til at undergrave Per Stig Møllers position, så De Konservative var så plaget af indre opløsning, at de bestemt ikke ønskede et valg.

Vi havde brug for hinanden, og jeg havde arbejdet hårdt for at få et godt forhold til De Konservative. Jeg havde et godt forhold til Per Stig Møller og mente, at vi skulle støtte ham. Det var ikke alle i Venstres ledelse, som var enige – men jeg gik sammen med Per Stig Møller over til finansminister Mogens Lykketoft og lavede et finanslovsforlig. Han blev så overrasket, at han forærede mig en stor, fin cubansk cigar, for noget skulle jeg da have som tak for at have reddet regeringen …

Det kom derfor som en stor overraskelse, da Nyrup pludselig gik på Folketingets talerstol 19. februar 1998 og udskrev folketingsvalg til afholdelse 11. marts. Den almindelige opfattelse var, at valget ville komme i juni, for ikke at forstyrre folkeafstemningen i maj om EU's Amsterdam-traktat.

Der var kun 20 dage til valget. Det ville blive den korteste valgkamp nogensinde. Men vi havde sådan set befundet os i én lang og uafbrudt valgkamp siden forsommeren 1997. Det skulle vise sig, at vi i virkeligheden var langt bedre forberedt på valget end Socialdemokraterne selv.  

De nemme stemmer i udlændingepolitikken
Vores fly landede i Kastrup. Alice gav min hånd et klem, så på mig med det der blå blik og sagde:

"Nu skal du være dygtig. For nu starter det."

Og det gjorde det. I ankomstfingeren ventede et stort opbud af journalister og fotografer og tv-kameraer. Jeg sagde naturligvis, at Venstre tog imod valget med kyshånd, og at vi var klar til at køre en valgkamp på de store og nærværende spørgsmål, især det tema, som vi vidste ville genere vore modstandere mest: Hvordan kan det være, at danskerne betaler for en billet på første klasse med verdens højeste skatter, men kun får en anden- eller tredjeklasses service af det offentlige?

Valgkampen var i gang.

Duellerne med Socialdemokratiets Poul Nyrup var et kapitel for sig selv, fortæller Uffe Ellemann-Jensen om valget i 1998. FOTO: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Vi var allerede tidligt på efteråret begyndt at forberede os. Vi havde produceret elementerne til vores præsentationsudsendelse i tv, som endte med at blive den bedste, vi havde præsteret i mange år. Valgets temaer var gennemarbejdet: først og fremmest diskussionen om velfærdsstatens fremtid, men også Europa-politikken og udlændingepolitikken.

Og vi havde forberedt et fælles valgudspil med De Konservative, så allerede på valgkampens første dag kunne Per Stig Møller og jeg præsentere det på et pressemøde. Socialdemokraterne havde ikke lavet noget valgoplæg, så jeg holdt to stykker papir op for journalisterne: VK-udspillet, som var tæt beskrevet – og et tomt stykke papir, som var S-udspillet …

Der var tre centrale temaer i Venstres valgkamp:

Flygtninge- og udlændingepolitikken var gjort til et tema allerede året før, da regeringen hentede den tidligere Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen ind som indenrigsminister for at stramme op på reglerne. Vores valgrådgivere ville gøre det til det helt store og afgørende tema i valgkampen. Partisekretariatet var begyndt at arbejde med fokusgrupper, og her var budskabet entydigt: Her var stemmer at hente.

Jeg ville imidlertid ikke gøre udlændingepolitikken til det helt store slagnummer i Venstres valgkamp, uanset hvor mange nemme stemmer der måtte ligge. Jeg ville ikke risikere nye beskyldninger for at lefle for Dansk Folkeparti. Og efter min mening var det også et dårligt tema til en valgkamp med de forenklede budskaber, den kræver – så i Venstres valgkamp blev det kun ét blandt flere centrale temaer. Det var min afgørelse – som jeg er blevet bebrejdet siden, men som jeg ikke har fortrudt. Naturligvis skal man lade sig vejlede af fokusgrupper og alle andre muligheder for at finde ud af, hvad der rører sig i vælgerskaren. Men til syvende og sidst handler politik om at vise lederskab og ikke om at lade sig trække med af folkestemninger. Og i Venstre foregik styringen af valgkampen på den måde, at en kreds af rådgivere samledes hver morgen på mit kontor for at diskutere forløbet – men hvor jeg havde det sidste ord i spørgsmål vedrørende den overordnede strategi. Så ansvaret var mit.

Det andet centrale tema i Venstres valgkamp var afskaffelse af lejeværdi af egen bolig. Det var et forslag, jeg havde det skidt med – fordi der trods alt hang lidt ved fra min uddannelse som økonom – men det var et led i en aftale med CD, som lagde stor vægt på det. Det skulle da også vise sig at blive en akilleshæl i valgkampen, fordi Socialdemokraterne kædede det sammen med en hidtil upåagtet udtalelse et af Venstres folketingsmedlemmer om at give huslejerne fri. Det blev så fremstillet, som om vi ville lade lejerne betale for husejernes skattelettelse, og det kostede os stemmer i de store byer, også fordi vi ikke var hurtige nok til at få det sat på plads.

Det tredje centrale tema var afskaffelse af efterlønnen. Jeg havde selv allerede halvandet år tidligere skrevet i mine elektroniske ugebreve, at efterlønnen ville blive en bombe under dansk økonomi, når de store ældreårgange begyndte at melde sig. Jeg gik derfor ud i valgkampen og sagde, at vi ville fortælle alle på 40 år og derunder, at de ikke skulle vente at få efterløn om 20 år. Efterlønnen havde oprindeligt været tiltænkt dem, der var slidt ned efter et langt liv på arbejdsmarkedet, men nu var den blevet til en social rettighed for alle, og det ville blive både dyrt og farligt for tilgangen af arbejdskraft.

Der var naturligvis nogen betænkelighed blandt vore egne ved at gå så direkte ud med et budskab om at reducere "velfærden", men det fik en forbløffende positiv modtagelse, og jeg tror ikke, det kostede os stemmer. Det kom derimod til at bane vejen for Venstres store valgsejr i 2001: Nyrup reagerede nemlig prompte med at udstede en "efterlønsgaranti", som blev trykt på plakater og i store annoncer, og for åben tv-skærm underskrev han et "efterlønsgarantibevis" – og det blev en voldsom belastning for hans troværdighed, da han få måneder efter valget alligevel gik ud og lavede om på efterlønnen. 

Valgmaskinernes kamp
Socialdemokratiet var i en slem kattepine. Nyrup havde åbenbart ikke sørget for at forberede sine egne godt nok, og her var det partisekretæren, der måtte haste hjem fra et møde fjernt fra København for at gå i gang med at stable en valgkamp på benene. De første annoncer var præget af, at man ikke anede, hvad der skulle føres valgkamp på.

Det lo vi meget af. Men vi vidste af erfaring, at når først den tunge socialdemokratiske maskine kom i gang, ville den kunne trække på så store ressourcer, at den kunne tromle sig hen over mange ting – også mangel på budskaber. Det store spørgsmål var blot, om de havde forregnet sig ved at udskrive en så kort valgkamp. Ville maskinen nå at gå i gang?

Vores maskine rullede fra dag ét. Annoncer, brochurer og plakater strømmede ud fra partihovedkvarteret i Søllerød, hvor vores partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, viste sine store evner som en enestående valggeneral. Udadtil lidt forfjamsket og bekymret, indadtil iskold og velovervejet. Og med en stab af engagerede medarbejdere, forstærket med mange især unge, der strømmede til fra hele landet.

De havde længe gået og arbejdet på et projekt, hvor jeg i løbet af valgkampen skulle holde et stort antal møder over hele landet. Vi havde prøvekørt modellen under den kommunale valgkamp i november med en meget intens mødeaktivitet – hvor vi havde lært vigtigheden af, at selv de mindste detaljer er forberedt, når det hele løber af stablen. Nu havde vi så lejet Simon Spies' gamle luksusbus og indrettet den til kampagnehovedkvarter: Jeg slog mig ned i bussen og drog afsted fra det nordligste Jylland til det sydligste Sjælland. Der var indrettet kommunikationscenter ombord med computere, internetforbindelse, telefax og så videre – og ud over den faste stab af unge VU'ere og sekretariatsmedarbejdere, inviterede vi journalister til at tage med på den hæsblæsende turné. For hæsblæsende var den. I løbet af den korte valgkamp holdt jeg cirka 40 møder, især på uddannelsessteder, hvor fremmødet og interessen var en stor opmuntring. Indimellem måtte jeg drage afsted til tv-udsendelser – og dueller med Nyrup.

De var et kapitel for sig selv.

Duellerne mod Nyrup
Vi havde haft den berømte duel på tv efter EU-folkeafstemningen i 1993, hvor han kritiserede min stil og stjernerne på mit slips, og hvor jeg arrigt havde spurgt, hvad min påklædning egentlig ragede ham. Og siden havde vi begge forsøgt at holde styr på temperamenterne, når vi mødtes på tv. Det lykkedes kun sjældent. Vi var igennem en kostelig periode, hvor han prøvede at slippe for at møde mig til dueller på tv og fandt på den undskyldning, at der jo var to statsministerkandidater, nemlig De Konservatives Hans Engell og mig – så han ville møde os begge. Jeg sagde, at så burde min ven Holger K. fra SF også være med, for det var fejt med to mod én – hvilket var en udsøgt giftighed, fordi Hans Engell netop var gået enegang med Nyrup for at "komme ud af Venstres skygge". Og sådan hyggede vi os rigtigt med hinanden ...

I valgkampen 1998 blev det til to dueller mellem Nyrup og mig: en i Øksnehallen på Vesterbro i København i valgkampens start – hvor der ifølge aviserne var mødt mellem to og fem tusinde mennesker op til et ordentligt rabaldermøde – og en i Sønderborg, hvor der var omkring to tusinde mennesker. Begge steder var stemningen på kogepunktet. Men jeg var instrueret hjemmefra om at opføre mig pænt. Og det gjorde jeg. Jeg lod mig ikke provokere. Jeg blev ikke arrig. Jeg lod mange fristende, men billige point blive liggende. Og det lykkedes mig at bilde mig selv ind, at det egentlig var en ganske god og ny oplevelse. Taktikken var i hvert fald klar fra min side: Jeg havde så gode tal i meningsmålingerne, at jeg ikke skulle prøve at flytte stemmer ved duelmøderne. Jeg skulle koncentrere mig om at holde på, hvad jeg havde.

Jeg vidste med mig selv, at enten var det sidste gang, jeg stod i denne situation – eller også ville rollerne være byttet om næste gang – og den viden gav en indre ro, som gjorde det lettere at indtage en afslappet holdning over for Nyrup i valgkampens direkte konfrontationer.

Da vi nærmede os afslutningen på valgkampen, var det tydeligt, at Socialdemokraterne følte sig hårdt trængt. De havde været famlende i deres indsats, meningsmålingerne gik dem fortsat imod, og man mærkede desperationen i nogle af deres handlinger. Det kom især tydeligt frem under duellen mellem Nyrup og mig, da vi mødtes til duel i Sønderborg en uge før valgdagen. Her trak han pludselig EU-spørgsmålet ind i valgkampen.

Midt under debatten halede han et stykke papir frem og sagde, at her havde han et nyhedstelegram, der netop var udsendt af et af de store internationale bureauer. Her kunne han læse, at Venstres formand hurtigst muligt ville afskaffe de danske EU-forbehold, hvis han bliver statsminister.

"Jeg har lovet befolkningen, at forbeholdene består," sagde Nyrup og angreb mig for at skabe usikkerhed om forbeholdene.

Det angreb besvarede jeg med en stilfærdig opfordring til ikke at gøre EU til et stridspunkt:

"Skal vi ikke stå sammen her i stedet for at bruge EU i et indrepolitisk opgør? Uanset hvem af os to der er i opposition efter valget, må vi kæmpe benhårdt for at få Amsterdam-traktaten igennem til maj."

Jeg var både overrasket og forarget over, at Nyrup trak EU ind i valgkampen på den måde. I forvejen skabte regeringen problemer for den kommende EU-folkeafstemning ved at holde folketingsvalg så tæt på afstemningsdagen. Hvis der nu også skulle være strid mellem tilhængerne af et ja, kunne det yderligere skabe forvirring hos vælgerne.

Jeg havde ikke set det telegram, Nyrup pludselig stod og læste op af. Men bagefter fik jeg fat i det, og så viste det sig, at den engelske journalist fra Reuters helt loyalt havde gengivet, hvad jeg havde sagt til ham, nemlig at Venstre altid havde været imod de danske undtagelser i EU, og at vi ville af med dem snarest muligt, men at det forudsatte en ny folkeafstemning. Nyrup havde ikke læst det hele op under duellen i Sønderborg, og han skabte derved indtryk af, at jeg havde strammet Venstres EU-politik.

Det var, synes jeg, at spille hasard med den forestående folkeafstemning om Amsterdam-traktaten. Og det afslørede den panik, der var ved at brede sig i Socialdemokratiet. Nu gjaldt åbenbart alle kneb. 

Da Nyrup trak mit hus ind i valget
Men det skulle blive værre endnu.

I den afsluttende tv-duel mellem Nyrup og mig søndag aften før valget trak han pludselig min private bolig ind i valgkampen. Vi havde i Venstre blandt andet foreslået at fjerne lejeværdien af ejerboliger, og søndag aften sagde Nyrup pludselig til mig:

"Du kommer vel til at tjene omkring 50.000 kroner om året, hvis lejeværdien fjernes."

Samme eftermiddag havde jeg siddet med et par af landets mest fremragende reklamefolk og diskuteret, hvad Socialdemokraterne kunne tænkes at finde på i de sidste dages valgkamp. Og en af dem sagde, at de nok ville kaste sig over min bolig, og at jeg skulle være forberedt på, at Nyrup kunne finde på at gøre det under aftenens duel i tv. Jeg var skeptisk. Det hører ikke til god tone at gå så tæt på den private sfære. Men hvad skal jeg gøre, hvis han alligevel begynder at tale om min private boligøkonomi, spurgte jeg. Og svaret var: Så skal du stikke ham i næsen, at han selv bor til leje i en billig pamperbolig.

Da Nyrup trak mit hus ind i duellen søndag aften, for det naturligvis gennem hovedet på mig, hvad jeg havde fået af råd om eftermiddagen. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Og det har jeg ikke fortrudt siden. Heller ikke da jeg morgenen efter duellen kunne læse store annoncer i landets aviser, som viste billeder af mit hus samt en gentagelse af Nyrups påstande aftenen før. Annoncerne var rykket ind af Boligselskabernes Landsforening og Lejernes Landsorganisation, begge pengestærke medlemmer af den socialdemokratiske familie. Det var et grundigt organiseret angreb på mit privatliv, og Nyrup havde været aktiv deltager.

Overskriften på annoncen var: Er det lejerne, som skal betale for Jensens skattelettelse? Og annoncen svarede ja på spørgsmålet: "De penge skal blandt andet betales af landets lejere, der typisk har meget mindre indkomster end ejerne." Annoncerne blev fulgt op af løbesedler i landets store boligområder, hvor man blandt andet brugte en udtalelse fra et Venstre-folketingsmedlem under en boligdebat i Folketinget til at "dokumentere", at Venstre ville sætte huslejerne i vejret. Den samme påstand var Nyrup kommet med under tv-duellen, og selvom jeg protesterede mod den forkerte udlægning, var der sået et frø hos landets lejere, som vi ikke kunne nå at gøre noget ved. Jeg er overbevist om, at denne skrækkampagne over for lejerne kom til at flytte mange stemmer i de sidste dage inden valget.

Favorittens forbandelse
Det var sådan set forståeligt nok, at Socialdemokraterne var i panik. En uge før valget stod der på forsiden af Børsen: "Uffe står til klar valgsejr". Og det samme billede tegnede sig i den ene meningsmåling efter den anden. Bookmakerne i London troede også på et socialdemokratisk valgnederlag. Hos det australske firma Centrebet var mine odds for at vinde 1,4, mens Nyrups var helt nede på 2,5. Mine chancer var altså vurderet til at være næsten dobbelt så store som hans.

Det gjorde mig betænkelig, for det kunne dels få borgerlige vælgere til at slappe af, dels kunne det kalde slumrende kræfter frem i Socialdemokratiet. Derfor havde jeg det ikke godt med den forside, som Ekstra Bladet plaskede ud over det ganske land dagen før valgdagen: Et stort billede af mig, der nippede til et glas – mens der med kæmpebogstaver stod: "Den er hjemme". Jeg vidste straks, jeg så den, at den forside ville vende stemningen mange steder.

Naturligvis havde jeg ikke sagt det, der stod i overskriften. Jeg havde tværtimod benyttet enhver lejlighed til at understrege, at jeg ikke troede på de meget gunstige meningsmålinger. Men jeg havde været uforsigtig nok til at lukke en journalist og fotograf fra Ekstra Bladet ind i mit køkken aftenen før. Det var efter Danmarks Radios sidste rabalder-vælgermøde, som var blevet sendt fra Holmen i København. Der havde siddet en lille flok tilskuere og råbt ind i nakken på mig, hver gang jeg skulle tale. Den slags kan seerne ikke høre ude i landet, fordi mikrofonerne fanger, hvad der siges af politikerne, uden forstyrrende baggrundsstøj. Men den lille velorganiserede flok af unge autonome typer, som Enhedslisten havde sørget for at få lukket ind til udsendelsen, gjorde en brav indsats for at hyle os ud af den. Jeg fik dundrende hovedpine og havde bagefter vanskeligt ved at finde en taxa hjem. Så da den flinke journalist fra Ekstra Bladet, en god gammel kollega, tilbød et lift med fotografen, sagde jeg ja tak. Og da vi var hjemme ved det fra annoncerne kendte rækkehus, og den allerede stærkt overrislede journalist trængte til en lille nightcap, ville det have været uvenligt at sige nej. Og da fotografen begyndte at tage billeder, ville det have været uvenligt at brokke sig. Det var dumt af mig. Og det var især dumt, at jeg ikke havde sørget for at have en bil holdende til at køre mig hjem fra mødet på Holmen. Det tror jeg, andre har taget ved lære af siden. 

Så kom valgdagen. Og i avisernes seneste meningsmålinger kunne man se, at Socialdemokraterne havde vundet terræn, og at det nu tegnede til dødt løb. 

Troldmandens lærling
Enhver valgdag rummer en slags antiklimaks. I dage og uger har valgkampen fyldt hele tilværelsen, alt er blevet vendt og drejet i sammenhæng med den ene opgave, man har sat sig for at løse bedst muligt. Og nu er der pludselig ikke mere at stille op. Nu venter man på det endelige resultat.

Da vi havde stemt, tog jeg en lang cykeltur i Dyrehaven. Det havde jeg gjort hver morgen under valgkampen, når jeg var hjemme. Kronhjortene var gået i skjul i den tætte skov i den nordlige ende, hvor de var i gang med at kaste deres stænger. De samlede kræfter til den voldsomme kraftudladning, der lå forude, hvor de mægtige gevirer skulle vokse ud i løbet af få uger.

Alice og jeg spiste middag sammen med de nærmeste medarbejdere fra valgkampen. Så gik hun hen til nogle gode veninder for at følge valgaftenen på tv. Jeg gik over på Christiansborg. Der var ikke til at bevæge sig for kabler og tv-kameraer og pressefotografer og journalister – og de få gæster hos de politiske partier, der blev plads til i dette voldsomme medieopbud. Jeg tænkte tilbage på, da jeg selv havde været "valggeneral" på tv i den første valgudsendelse, der blev sendt direkte fra Christiansborg for over et kvart århundrede siden. Dengang fyldte den enlige danske tv-kanal ikke meget, og udenlandsk tv indskrænkede sig til et par nordiske pulte i et hjørne. Nu havde teknikken og mediernes mangfoldighed i den grad overtaget det hele, at jeg som en anden Troldmandens Lærling blev skrækslagen ved tanken om, hvad jeg havde sat i værk.

Partiernes kandidater og gæster holdt til i deres partiværelser, men her var de helt i mediernes vold. Kameraer og mikrofoner var bestandig tændt for at indhente reaktioner og kommentarer. Jeg satte mig ind på mit kontor for enden af anden sal, hvor medierne ikke kunne trænge ind, for i ro og mag at følge valgresultaterne sammen med en række medarbejdere.

De første delresultater begyndte at komme, og spændingen steg. Vi fik ikke den fremgang i byerne, vi havde regnet med. Det gik Socialdemokraterne væsentligt bedre, end de foregående ugers meningsmålinger havde vist. De allersidste dages kampagne over for lejerne i de store byer så ud til at give gevinst. Timerne gik, og der dannede sig efterhånden et billede, hvor ganske få mandater ville blive afgørende. Prognoserne over det endelige resultat byggede på flere og flere optalte stemmer. På den ene tv-kanal viste prognosen efterhånden et lille flertal for Nyrup, mens den anden kanal viste et lille flertal for os andre. Til sidst var det et enkelt mandat, der var afgørende – og skæbnen ville, at det var et færøsk mandat.

På Færøerne havde vi hidtil haft to mandater i den borgerlige lejr: et mandat til Sambandspartiet, hvis medlemmer altid sidder i Venstres folketingsgruppe, og et mandat til Folkeflokken, som var tilknyttet den konservative gruppe. Men nu så det ud til, at Sambandspartiet knebent ville miste sit mandat, og at det ville gå til det færøske socialdemokratiske parti, som plejede at være knyttet til den socialdemokratiske folketingsgruppe i Folketinget. Efterhånden som stemmetallene fra de små valgsteder på Færøerne kom ind, stod det klart, at selvom tallene var små, så var resultatet rimeligt sikkert: 100-200 stemmer skilte de to partier, og der skulle et lille mirakel til for at finde så mange stemmesedler i en glemt papkasse et eller andet sted ...

Den lange spadseretur
Så jeg var afklaret, da jeg startede den lange spadseretur over til Venstres gruppeværelse i den anden ende af Christiansborg, i en spidsrod af kameraer og mikrofoner og kabler og snublende og kæmpende fotografer og journalister. Jeg erkendte blankt, at valgresultatet ikke var "blevet det, vi havde regnet med", men spøgte stadig med muligheden for, at der skulle dukke en kasse med 100 glemte Sambands-stemmer op i en fjern og forblæst færøsk bygd. Men det vidste jeg godt, ikke ville ske.

Så Nyrup kunne triumferende række fire fingre i vejret og råbe "Four more years", mens jeg gik i gang med at forberede mig på et liv efter politik.

Og set i bakspejlet: Det var mit store personlige held.

Det tog måske nogle år at erkende det. Men i dag er jeg ikke i tvivl.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Ellemann-Jensen

Fhv. udenrigsminister (V), MF og partiformand
cand.polit. (Københavns Uni. 1969)

0:000:00