Ugen i dansk politik: Folketinget åbner, og politikerne skal i maratondebat

DET SKER: Folketingsmedlemmerne krydser klinger, når de skal debattere i timevis i anledning af starten på et nyt folketingsår. Et parti fylder et kvart århundrede, og der ventes på en aftale om Arnes pension. Få overblik over den kommende uges politiske begivenheder.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Skal det blive i denne uge, regeringen lander en aftale om tidlig tilbagetrækning for Arne og bestemte grupper på arbejdsmarkedet? Det arbejdes der ifølge Altingets oplysninger ihærdigt på. Ikke mindst fordi det vil være optimalt for statsminister Mette Frederiksen at kunne holde åbningstale i Folketinget tirsdag med en aftale i hånden.

Her er ugens planlagte begivenheder:

Mandag
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) begynder ugen med et besøg i Odense, hvor han skal drøfte udfordringerne med negativ social kontrol med blandt andre Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Tirsdag
Dansk Folkeparti fylder 25 år. Partiet blev stiftet 6. oktober 1995 efter et brud med Fremskridtspartiet.

Jubilæet falder samme dag, som en stor festdag på Christiansborg. Det nye folketingsår skydes i gang, og det markeres traditionen tro med besøg fra Kongehuset og statsministerens åbningstale.

Inden åbningen af Folketinget indledes dagen med gudstjeneste. Det finder normalt sted i Christiansborg Slotskirke, men det er i år flyttet til Holmens Kirke for at imødekomme coronarestriktioner.

Flere af folketingsmedlemmerne deltager efterfølgende i en ikke-religiøs ceremoni arrangeret af Humanistisk Samfund, som finder sted i Hofteateret.

Flere danskere benytter åbningsdagen til at gøre politikerne opmærksomme på deres mærkesag. Der er således både en klimaaktion, hvor demonstranter minder folketinget om deres klimaløfter, og en sideløbende demonstration, hvor politikerne mindes om ønsket om minimumsnormeringer.

Onsdag
Miljøminister Lea Wermenlin skal en tur i hele to samråd. Det første handler om reguleringen af ulvene i Danmark, mens det andet handler om håndtering af generationsforureninger og øvrige jordforureninger.

Altinget lancerer sit nyeste nichemedie Altinget Hovedstaden. Det sker ved en reception hos Altinget med deltagelse af blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen.

Senere samme dag og samme sted bliver Altingets tingpris uddelt. De nominerede i år er statsminister Mette Frederiksen (S), Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, og det konservative folketingsmedlem Mona Juul.

Læs også

Torsdag
Folketingsmedlemmerne står overfor en lang dag, når den traditionsrige åbningsdebat løber af stablen. Den starter om morgenen og varer gerne frem til midnat – eller senere end det. Sidste år sluttede maratondebatten klokken 01.17.

Du kan følge det hele på Altinget, der både sender debatten direkte og holder dig opdateret i vores liveblog.

Fredag
Ugen afrundes med et samråd med finansminister Nicolai Wammen (S), hvor han skal svare på de beregningsmæssige forudsætninger i Finansministeriets regnemodeller vedrørende CO2-priser.

Og så er der sættemøde for det kommende tovtrækkeri om fordelingen af forskningsreserven, inden der for alvor tages hul på forhandlingerne på den anden side af efterårsferien.

Forhandlingerne handler blandt andet om fordelingen af 750 millioner kroner fra den såkaldte coronakrigskasse, som er en del af regeringens finanslovsudspil. Pengene er øremærket til at gå til grøn forskning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00