Ugen i dansk politik: Her er politikernes kalender, hvis der ikke udskrives valg

DET SKER: Løkke debatterer udenrigspolitik med Uffe Ellemann og Fogh, der er 13 samråd på dagsordenen, og den danske udenrigsminister mødes med den amerikanske. Få overblik over begivenhederne i dansk politik i denne uge. 

For udenrigsminister Anders Samuelsen byder den kommende uge blandt andet på en tur til Grønland, hvor han skal mødes med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo. 
For udenrigsminister Anders Samuelsen byder den kommende uge blandt andet på en tur til Grønland, hvor han skal mødes med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Arp

Velkommen til en uge i dansk politik, hvor valgkampen til europaparlamentsvalget for alvor skydes i gang.

Flere havde måske også ventet, at valgkampen til folketingsvalget vil kunne begynde, men statsministeren har endnu ikke løftet sløret for en valgdato. 

Du må derfor her nøjes med et overblik over de begivenheder, der officielt står i politikernes kalender i den kommende uge:

Mandag
For transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) starter ugen med en tur til Vestfyn, hvor han skal tage første spadestik på udbygningen af motorvejen mellem Odense V. og Nørre Aaby.

Andetsteds besøger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) Mejeriforeningen for at snakke om fremtidens bæredygtige mejeri. Ministeren får en rundvisning på Arlagården Ejer Møllegård ved Skanderborg, hvor han bliver præsenteret for Mejeriforeningens og Arlas udspil om bæredygtighed.

Klokken 08.30 er skatteminister Karsten Lauritzen (V) og kulturminister Mette Bock (LA) kaldt i samråd om indførelse af nulmoms på elektronisk leverede aviser.

Tirsdag
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler tirsdag til den største danske mediekonference, Mediernes Årsdag 2019, hvor også Facebooks europæiske chef, Jesper Doub, the Guardians chefredaktør, Katharine Viner, og det amerikanske journalistikon Carl Bernstein vil være blandt talerne.  

Klokken 13 er der møde i folketingssalen, hvor en række lovforslag skal behandles. Det gælder blandt andet forslag om skærpede miljøzonekrav til tunge køretøjer og varebiler, aftale om en ny ankenævnsstruktur og indførelse af nulmoms på e-aviser.

Derudover er følgende ministre kaldt i samråd tirsdag:

  • Klokken 14: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om forholdene på danske hospitaler for patienter og ansatte.
  • Klokken 14: Undervisningsminister Merete Riisager (LA) om nationale tests.
  • Klokken 14.30: Finansminister Kristian Jensen (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om offentliggørelse af rapport om nedslidning og tilbagetrækningsmuligheder.
  • Klokken 15: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om nye beregningsforudsætninger for Viking Link-projektet.
  • Klokken 15: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om regeringens udspil om en ny sundhedsreform og løft af psykiatrien og om midler til tilstrækkelige antal pladser på Sikringen i Slagelse.

Læs også

Onsdag
Der er møde i folketingssalen klokken 13.

På samme tidspunkt skal miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) i åbent samråd om skadelige kemikalier i børneinstitutioner.

Et andet sted i København løber Dansk Erhvervs Årsdag af stablen, hvor både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, skal en tur på talerstolen.

Torsdag
I Nuuk i Grønland skal udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, torsdag mødes med USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo. Her er fælles prioriteter i Arktis og muligheder for et udvidet amerikansk engagement med Grønland på dagsordenen.

Også Lars Løkke Rasmussen rejser udenlands torsdag. Statsministeren skal en tur til Sibiu i Rumænien, hvor han sammen med de resterende stats- og regeringschefer i EU skal tale om Unionens fælles fremtid på et uformelt topmøde.

Hjemme i Danmark indbyder Kommunernes Landsforening (KL) torsdag til KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg. Arrangementet kommer til at vare to dage og vil sætte fokus på nogle af de temaer, der fylder mest på social- og sundhedsområdet.

Europadagen fejres også torsdag i hele EU. Radikale Venstre og Dansk Folkeparti markerer blandt andet dagen ved at invitere til dobbeltduel i Tønder, hvor partiets politiske ledere og spidskandidater, Morten Østergaard (R), Morten Helveg Petersen (R), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Kofod (DF), mødes. 

Længere mod øst, nærmere bestemt på Christiansborg, er der møde i folketingssalen klokken 10, hvor en række forslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet forslag om styrkelse af borgernes tryghed og tillid til sundhedsforskning, bemyndigelse til at fastsætte mængdebegrænsning ved salg af lattergaspatroner og nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til stor knallert.

Klokken 13 afholder Folketingets Retsudvalg en åben høring i landstingssalen om retsforfølgelse af fremmedkrigere.

Følgende ministre skal derudover en tur i samråd:

  • Klokken 10.30: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om vildsvinehegnet.
  • Klokken 11.15: Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om konkursrytteri og konkurskarantæne.
  • Klokken 12: Børne- og socialminister Mai Mercado (K) om stigningen i mængden af (om)afgørelser på børnehandicapområdet i Ankestyrelsen.
  • Klokken 13: Børne- og socialminister Mai Mercado (K) om styrket behandlingsgaranti for personer med et stofmisbrug.
  • Klokken 16: Ældreminister Thyra Frank (LA) om kvalitetsstandarden for hjemmehjælp i Assens Kommune.

Fredag
På Christiansborg er der møde i folketingssalen klokken 10, og så skal forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om lufthavnen i Kangerlussuaq i Grønland.

Lige udenfor Christiansborg afslører dronning Margrethe klokken 15 den færøske billedhugger Hans Pauli Olsens statue af Christian 4, som kommer til at stå ved rampen foran Børsen.

Senere på dagen samler Det Udenrigspolitiske Selskab den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og statsminister Lars Løkke Rasmussen til en debat om dansk udenrigspolitik.

Weekenden
Europaparlamentsvalget kommer nærmere, og lørdag arrangerer Europæisk Ungdom, Europabevægelsen og Europæisk Ungdom Norge så demonstration og folkemarch for at sætte fokus på valget 26. maj. Demonstrationen begynder i Kongens Have og vil slutte på Christiansborg Slotsplads, hvor Europabevægelsens formand, Stine Bosse, og kandidat til europaparlamentsvalget Bergur Løkke Rasmussen (V) vil være blandt navnene på talerstolen.

Søndag skal færdiggørelsen af etape 1 af Aarhus Letbane fejres i både Aarhus og Grenaa. Det markeres med et særtog fra Aarhus til Grenaa, hvor blandt andre transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard vil være ombord.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00