Ugen i dansk politik: Samråd, møder i salen og klimakonference i DF

DET SKER: Ministrene får især midt på ugen travlt med samråd. Samtidig skal Folketinget andenbehandle lovforslag om vælgererklæringer, mens Dansk Folkeparti er værter for en klimakonference. Her er ugens politiske overblik.

Torsdag eftermiddag holder Dansk Folkeparti og flere erhvervsorganisationer klimakonference på Christiansborg. 
Torsdag eftermiddag holder Dansk Folkeparti og flere erhvervsorganisationer klimakonference på Christiansborg. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Godmorgen og velkommen til ugen i dansk politik.

Især ministrene får travlt i denne uge, hvor de under en række samråd blandt andet skal stå på mål for udenlandske arbejdstagere, børn og unges mistrivsel og arbejdsudbud.

Og så skal politikerne i folketingssalen også tage stilling til en ny procedure for indsamling af vælgererklæringer. Få overblikket her.

Mandag:
Og vi starter faktisk uden for Danmark, hvor EU's udenrigsministre skal mødes til rådsmøde i Bruxelles klokken 09:00. Her skal de blandt andet drøfte den igangværende krise med Iran.

Hjemme på Christiansborg holder IT-Politisk Forening og Retspolitisk Forening klokken 13:00 konference om overvågning. Her vil de i anledning af regeringens tiltag Tryghedspakken sætte fokus på konsekvenserne af borgerovervågning.

Senere på eftermiddagen besøger forsvarsordførerne Karsten Lauritzen (V) og Bjarne Laustsen (S) klokken 17:30 en gruppe psykisk skadede nordjyske veteraner fra DIF Soldaterprojekt i Nørresundby.

Tirsdag:
Folketingets Europaudvalget mødes klokken 08:00 på Borgen, hvor de skal drøfte det kommende rådsmøde.

Uden for Christiansborg holder den undersøgelseskommission, der skal undersøge en række forhold i den daværende styrelse i Skat, afhøringer klokken 09:00 i retten på Frederiksberg.

Tilbage på Slotsholmen er der klokken 13:00 møde i folketingssalen, som indledes med en partilederdebat. Derudover skal en række markante lovforslag behandles; heriblandt et forbud mod offentlige myndigheders anvendelse af ansigtsgenkendelsesteknologi i det offentlige rum.

Uden for landets grænser er det værd at bemærke, at rigsretssagen mod USA's præsident, Donald Trump, indledes klokken 19:00 dansk tid.

Onsdag:
Det bliver mildest talt en travl dag på Christiansborg, da der ud over et møde i salen er hele fire samråd på programmet.

Det første samråd finder sted klokken 10:00. Her skal børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) redegøre for, hvad deres holdning er til, at op mod hvert femte barn og unge ifølge et dansk studie mistrives.

En halv time efter er skatteminister Morten Bødskov (S) kald i samråd for at diskutere sikring af nærværende ledelse for styrelser, der er placeret uden for hovedstaden.

Klokken 11:30 er det så udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) tur til at svare på spørgsmål. Her skal han under et samråd redegøre for, hvordan man sikrer, at udenlandske arbejdstagere, der kommer til Danmark under beløbsordningen, arbejder under danske løn- og arbejdsvilkår.

Senere på dagen er der klokken 13:00 møde i folketingssalen, der hovedsageligt kommer til at stå på ministrenes spørgetid.

En time efter, klokken 14:00, er det tid til dagens sidste samråd. Her skal finansminister Nicolai Wammen (S) blandt andet redegøre for arbejdsudbudseffekten af de tiltag, som regeringen har taget, siden tiltrædelsen sidste sommer.

Torsdag:
På Borgen starter dagen med et møde i salen klokken 10:00. Her skal partierne blandt andet andenbehandle et forslag om ny procedure for indsamling af vælgererklæringer.

Senere på dagen, klokken 14:00, er Dansk Folkeparti sammen med Landbrug & Fødevarer, Dansk Energi og Dansk Erhverv værter for en klimakonference under overskriften "Et Grønt Danmark".

En halv time efter er Astrid Krag kaldt i ugens sidste samråd. Her skal hun forsøge at svare på, hvilke initiativer hun vil tage for at sikre, at der ikke hyres konsulenter med det formål at lave besparelser på handicapområdet.

Fredag:
Fredag byder på en mere stille dag på Christiansborg. Klokken 10:00 er der møde i folketingssalen, hvor sundheds- og ældreministeren skal diskutere ny medicin til sjældne sygdomme.

En time efter er der møde i Folketingets Europaudvalg, som blandt har på dagsordenen at diskutere de kommende rådsmøder for landbrug og fiskeri.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00