Ugen i dansk politik: SF-landsmøde og kvindernes kampdag

DET SKER: Flere af Folketingets udvalg tager på studieture i en uge, hvor SF holder landsmøde, og undersøgelseskommissionen om Skat holder afhøringer. Få overblikket her.

Amnesty International afholder fredag konference om voldtægtsofre i samarbejde med Enhedslisten. 
Amnesty International afholder fredag konference om voldtægtsofre i samarbejde med Enhedslisten. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix
Cecilie Toft

I denne uge drager en række af Folketingets udvalg på studietur.

Social- og Indenrigsudvalget er i Helsinki for at lære om, hvordan finske myndigheder hjælper hjemløse. Derudover rejser Beskæftigelsesudvalget til Nederlandene, og Skatteudvalget til Sydafrika.

Mandag
Folketingets Beskæftigelsesudvalg rejser til Holland for at blive klogere på, hvad Holland gør for at øge integrationen på arbejdsmarkedet, og hvordan de gør arbejdsmarkedet klar til den grønne omstilling. Rejsen forgår fra 2-4. marts. Blandt deltagerne er folketingsmedlemmerne Lennart Damsbo-Andersen (S), Kasper Sand Kjær (S) og Morten Dahlin (V).

Tirsdag
Klokken ni starter undersøgelseskommissionen om Skat sine afhøringer. Kommissionen skal blandt andet gennem høringerne undersøge en række forhold hos den tidligere styrelse for Skat. Afhøringerne finder sted i retten på Frederiksberg fra klokken 9 til 15.

Fra klokken 11 til 13 mødes SF til et gruppemøde, hvor de skal drøfte en række politiske spørgsmål.

Herudover rejser Folketingets Skatteudvalg til Sydafrika for at få indblik i Sydafrikas brug af afgifter til at reducere landets CO2-udledning. På besøget skal udvalget mødes med repræsentanter fra sydafrikanske myndigheder, Finansministeriet og danske virksomheder. Besøget sker blandt andet på baggrund af, at Sydafrika har et mål om, at Sydafrika skal have reduceret landets CO2-udledning med 80 procent i 2050. 

Blandt andre deltager folketingsmedlemmerne Thomas Jensen (S), Torsten Schack Pedersen (V), Katrine Robsøe (R) og Hans Kristian Skibby (DF).

Onsdag
Onsdag fortsætter undersøgelseskommissionen om Skat sine afhøringer. Afhøringer finder sted fra klokken 9-15 på Frederiksberg.

Dagen slutter af med, at Bedsteforældre for Asyl inviterer til høring om de danske børn, der sidder i al-Hol-flygtningelejren i Syrien. Blandt de deltagende er juraprofessor Eva Smith, advokat Knud Foldschack, Sveriges ambassadør og en repræsentant fra Red Barnet. Folketingets Integrationsudvalg er også inviteret.

Mødet starter klokken 14, og arrangementet afholdes på Christiansborg Slot.

Torsdag
Socialistisk Folkeparti afholder torsdag endnu et gruppemøde, hvor de skal diskutere politiske forslag som optakt til partiets landsmøde.

Fredag
Fredag klokken 13:00 afholder Amnesty International konference. Konferencen afholdes i samarbejde med Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet og Enhedslisten. Mødet skal sætte fokus på, hvad man fremadrettet skal gøre for at forbedre voldtægtsofres retssikkerhed. Som en del af mødet vil der være oplæg og debat om en samtykkelov, og hvad samtykkeloven skal bestå af.

Konferencen afholdes i Fællessalen på Christiansborg Slot.

Lørdag
SF holder landsmøde, hvor medlemmer af partiet og ungdomspartiet SFU mødes for at diskutere partiets politiske ståsted samt mærkesager. Til mødet vil spørgsmål om en klimahandlingsplan, psykiatrien, uddannelse, ligestilling og andre politiske emner blive diskuteret.

Landsmødet bliver afholdt på Comwell hotellet i Kolding og varer fra 7. til 8. marts.

Søndag
Ugen slutter med en global begivenhed: nemlig kvindernes internationale kampdag, som fejres rundt omkring i store dele af verden.

Herhjemme holder blandt andet Glyptoteket, Kvindemuseet og fagforeningen FOA arrangementer for at sætte fokus på kvindernes stilling.

Her og her kan du finde oversigter over, hvor og hvordan du kan være med til at fejre kvindernes internationale kampdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00