Ugen i dansk politik: Venstre holder landsmøde

DET SKER: Søren Pape Poulsen tager til Esbjerg for at tale om bander, og Jakob Ellemann-Jensen til Grenaa for at tale økonomi. Og så holder Venstre landsmøde.

Lars Løkke Rasmussen ved Venstres landsmøde i 2016.
Lars Løkke Rasmussen ved Venstres landsmøde i 2016.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Mandag
Den politiske uge starter ved vestkysten, når justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tager turen til Esbjerg for at mødes med repræsentanter fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Her skal han orienteres om politikredsens indsats mod bandegrupperingerne i Esbjerg.

Og i den modsatte side af Jylland skal miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) tale om cirkulær økonomi. Ministeren besøger nemlig Grenaa Havn for at få indsigt i havnens målrettede satsning på at gøre cirkulær økonomi til en større del af forretningen.

Og vi bliver i Jylland, hvor Ulla Tørnæs (V) sammen med kronprinsessen deltager i åbningen af fotoudstillingen #Childmothers samt lancering af State of World Population rapport på Dokk1 i Aarhus.

Tirsdag
På Sjælland er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vært for et liberalt topmøde, når otte premierministre fra hele Europa samles på Marienborg i Kongens Lyngby.

Og der er også topmøde i København. Akademiet for de Tekniske Videnskaber holder møde om intelligent vækst i Danmark, herunder kunstig intelligens og digitale teknologier i vækst og velfærd. Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers er blandt talerne ved mødet.

Derudover skal sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i tre samråd i dag.

Det første er sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Her skal de snakke om arbejdspres på landets sygehuse.

Det andet er i selskab med ældreminister Thyra Frank (LA) om brugerbetaling på kommunale akutfunktioner.

Og på dagens tredje samråd skal sundhedsministeren alene i aktion, hvor hun skal redegøre for besparelser på sundhedsområdet i Region Sjælland.

Og så er det miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens (V) tur til at være i kongeligt selskab, når han sammen med prinsesse Marie deltager i en middag mod madspil, som afholdes af den den hollandske ambassadør i Danmark, Henk Swarttouw og stifteren af Stop Spild Af Mad, Selina Juul.

Onsdag
I dag er ugens helt store samrådsdag med hele seks samråd på dagsordenen.

Først skal det endnu en gang handle om svindel, når Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) er kaldt på banen om svindel med udbytteskatten og ejerskab med danske virksomheder.
Derudover er der følgende samråd:

  • Kulturminister Mette Bock (LA) om regeringens planer om at sælge en række offentligt ejede bygninger med stor kulturel og historisk værdi.
  • Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om fattigdomskonsekvenser ved integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og optjeningskravet til børne- og ungeydelse og børnetilskud.
  • Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om opholdskrav for ret til arbejdsløshedsdagpenge.
  • Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om truede dyre- og plantearter i Danmark.
  • Kulturminister Mette Bock (LA) om nedskæringer på kulturområdet.

Herudover holder Venstre baggrundsbriefing forud for partiets landsmøde i weekenden. Til briefingen deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres næstformand og finansminister Kristian Jensen.

Torsdag 
Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og innovationsminister Sophie Løhde (V) er blandt talerne ved årsmødet i brancheorganisationen Forsikring & Pension, der i år markerer sit 100. år. Temaet til mødet er data og etik.

Og så skal ugens sidste tre samråd gennemføres.

Først er det erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) om konkurrencesituationen for skandinaviske færgeruter.

Så skal børne- og socialminister Mai Mercado (K) i aktion om indsatsen for mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb.

Og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) får æren af ugens sidste samråd, der omhandler prisportaler på internettet, som narrer forbrugerne.

Weekend
Lørdag og søndag afholder Venstre landsmøde i Herning kongrescenter.
Her åbner statsminister Lars Løkke Rasmussen mødet med en tale, hvor han udstikker kursen for partiet frem mod de kommende valg. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00