Ugen i dansk politik: Wammen indkalder til nye finanslovsforhandlinger

DET SKER: Ursula von der Leyens kommissærhold skal godkendes af Europa-Parlamentet, finanslovsforhandlingerne fortsætter, og Nye Borgerlige fejrer fireårs fødseldag. Altinget giver dig et overblik over ugens politiske begivenheder. 

Velkommen tilbage fra efterårsferie til en ny, spændende uge i dansk politik. 

Der er både finanslovsforhandlinger, vigtige EU-møder og Nye Borgerliges årsmøde i kalenderen. 

Altinget giver dig et overblik over ugens vigtigste politiske begivenheder. 

Mandag
Ugen skydes i gang med en konference arrangeret af DI i Industriens Hus i København.

Konferencen begynder klokken 10.00, hvor DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, vil holde en tale.

Dagens arrangement skal sætte fokus på den aktuelle politiske debat om generationsskifte og på forslaget fra regeringen om at hæve beskatningen ved generationsskifte i virksomheder.

En lang række virksomhedsejere deltager, og et panel bestående af skatteminister Morten Bødskov (S), Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, og Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, skal debattere emnet.

Derudover har finansminister Nicolai Wammen (S) indkaldt regeringens støttepartier til nye forhandlinger om finansloven for 2020.

Planen for dagens forhandlingsmøder ser således ud:

  • Klokken 10.00: Radikale Venstre
  • Klokken 13.00: SF
  • Klokken 14.30: Enhedslisten

Uden for Danmarks grænser mødes Europa-Parlamentet til plenarsamling i Strasbourg, og i Canada er der parlamentsvalg, hvor den liberale premierminister, Justin Trudeau, går efter et genvalg.

Tirsdag
Folkemødeforeningen holder fra klokken 15.00-17.00 på Nørrebro Teater et kickoff-møde for Folkemødet 2020. Her præsenteres Folkemødeanalysen 2019 og planerne for næste års folkemøde. Arrangementet er tiltænkt arrangører på Folkemødet, men alle er velkomne, og du kan tilmelde dig her.

Derudover byder dagen på tre åbne samråd:

  • Klokken 14.00: Retsudvalget har i forlængelse af samrådet 12. september 2019 om Easytranslate bedt justitsminister Nick Hækkerup (S) redegøre for, om regeringen mener, at Easytranslate formår at løfte sin tolkeopgave.
  • Klokken 14.00: Samtidig skal sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om mangelfulde brystkræftundersøgelser i Region Sjælland. Ministeren skal blandt andet redegøre for, om regionen har foretaget de nødvendige foranstaltninger, så der ikke fremover foretages mangelfulde brystkræftundersøgelser.
  • Klokken 15.00: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) skal i samråd, hvor han blandt andet skal redegøre for, hvorfor udlændinge på tålt ophold og udviste kriminelle, der opholder sig på Kærshovedgård, har adgang til at komme i praktik.

I Strasbourg fortsætter Europa-Parlamentet sin plenarsamling.

Onsdag
Dagens helt store begivenhed finder sted i Strasbourg, hvor Europa-Parlamentet skal godkende Ursula von der Leyens kommissærhold. Det sker ved en afstemning, og såfremt de 27 kommissærer godkendes, træder den nye kommission efter planen til 1. december.

I Danmark begynder dagen med en åben høring om Medicinrådet i Sundheds- og Ældreudvalget.

Her deltager blandt andre formand for Medicinrådet, Jørgen Schøler Kristensen, formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, og direktør i Danske Patienter, Morten Freil.

Danske Regioner har vurderet, at Medicinrådet fungerer efter hensigten, men at der er plads til forbedringer. Derfor skal det diskuteres, hvilke initiativer der kan tages for at forbedre rådet.

Derudover byder dagen på et enkelt åbent samråd, hvor justitsminister Nick Hækkerup (S) skal komme med status og redegørelse for den seneste udvikling i Dan-Bunkering-sagen. Samrådet finder sted klokken 14.00.

På samme tidspunkt er der møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) forventes at deltage i kølvandet på topmødet for de europæiske stats- og regeringschefer i sidste uge.  

Herefter er der møde i Europaudvalget klokken 14.30, hvor statsministeren også deltager for at give en afrapportering om topmødet til udvalgets medlemmer.

Torsdag
Morgenen skydes i gang med den årlige sikkerhedspolitiske ungdomskonference klokken 09.00 i Landstingssalen på Christiansborg, som er arrangeret af Forsvarsudvalget og Folk & Sikkerhed. Her deltager blandt andre Martin Lidegaard (R), Morten Messerschmidt (DF) og flere ungdomspolitiske formænd.

Samtidig afholdes der Økologisk Topmøde klokken 9.30 i Kerteminde, hvor fødevareminister Mogens Jensen (S) deltager. Ministeren holder en tale og uddeler Det Økologiske Spisemærke nummer 3.000.

Klokken 10.00 er der møde i Folketingssalen, hvor der blandt andet er en forespørgsel til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) af Eva Flyvholm (EL) og Søren Søndergaard (EL) om situationen i det nordøstlige Syrien.

Derudover byder dagen på hele fire åbne samråd:

  • Klokken 08.00: Finansminister Nicolai Wammen (S) skal på et samråd redegøre for regeringens kasseeftersyn, der blev præsenteret i august.
  • Klokken 10.15: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er kaldt i samråd, hvor hun skal redegøre for, om hun er tilfreds med implementeringen af folkeskolens lovkrav om, at elever i gennemsnit skal have 45 minutters motion i løbet af skoledagen, og hvad hun konkret vil gøre for, at lovkravet bliver opfyldt.
  • Klokken 11.00: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) skal på et samråd redegøre for, hvorfor regeringen lemper kravene til oplysninger om udlandsophold, når udlændinge søger om dansk statsborgerskab.
  • Klokken 14.00: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) om at stoppe for nye tilladelser til indvinding af olie og gas i Nordsøen. Ministeren skal blandt andet tilkendegive sin holdning til muligheden for at afvise ansøgninger fra olieselskaber under ottende udbudsrunde.

I Luxembourg mødes de europæiske ministre for beskæftigelse og socialpolitik til et rådsmøde, mens Nato-landenes forsvarsministre mødes i Bruxelles. Her deltager Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Fredag
Det er en stille dag i dansk politik.

Klokken 15.00 er sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) kaldt i samråd om regeringens forslag om højere cigaretafgifter. Ministrene skal blandt andet redegøre for regeringens forslag til forhandlinger om højere cigaretafgifter og øvrige initiativer til forebyggelse på rygeområdet.

I Bruxelles fortsætter Nato-landenes forsvarsministre deres møde.

Lørdag og søndag
Lørdag fejrer Nye Borgerlige fireårs fødselsdag på partiets årsmøde i DGI-huset i Vejle. Det er partiets første årsmøde, siden det lykkedes Pernille Vermund og co. at få pladser i Folketinget.

Søndag klokken 14.00 afholder Nordatlantens Brygge og Grønlands Selvstyre et debatarrangement i København om seksuelle overgreb i Grønland. Her vil den grønlandske regerings politiske strategi samt personlige og professionelle vinkler blive belyst og drøftet.

Forrige artikel DF henter vælgere retur fra både V og S: Se vælgernes vandringer siden valget DF henter vælgere retur fra både V og S: Se vælgernes vandringer siden valget Næste artikel Dagens overblik: Ministerier har ansat pressechefer med bånd til regeringen Dagens overblik: Ministerier har ansat pressechefer med bånd til regeringen
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.