Ugens EU-podcast: En ny Orban griber magten mod øst, mens Danmark frygter dagpenge over grænser

PARLAMENTET#79: Ludovic (ikke Viktor) Orban hedder Rumæniens nye regeringsleder, der bryder dødvandet i godkendelsen af den nye EU-Kommission. Imens ruster danskerne sig til kontroversielle nye regler om social sikring i Europa. Hør debatten i ugens podcast.

Præsident Klaus Iohannis (t.h.) lykønsker Rumæniens nye regeringsleder, Ludovic Orban, der tiltrådte denne uge.
Præsident Klaus Iohannis (t.h.) lykønsker Rumæniens nye regeringsleder, Ludovic Orban, der tiltrådte denne uge.Foto: Inquam Photos/Reuters/Ritzau Scanpix

Abonner på Parlamentet i iTunes | Soundcloud | Stitcher

Han hedder Orban, og han leder regeringen i et af EU’s central- og østeuropæiske medlemslande. Men denne nye Orban i kredsen af europæiske ledere har ikke fornavnet Viktor, og han sidder ikke i Budapest – men i Bukarest!

Efter en længere regeringskrise kunne Rumæniens præsident i mandags udnævne LUDOVIC Orban som landets nye, konservative regeringschef. Det åbnede for, at rumænerne i denne uge endelig kunne stille med en ny kommissærkandidat, efter at socialdemokraten Rovana Plumb blev afvist af Europa-Parlamentet tilbage i september.

Nu bliver den rumænske kandidat i stedet den erfarne, konservative europaparlamentariker Adina-Ioana Valean. Hun ventes at skulle til høring i Parlamentet i næste uge sammen med nye kandidater fra Ungarn og Frankrig.

Navnet på den nye rumænske kandidat var endnu ikke bekræftet, da denne uges europæiske podcast fra Altinget blev optaget. Men vi taler alligevel om baggrunden for og debatten om de nye udnævnelser, der gerne skulle føre til en afstemning om godkendelse af Ursula von der Leyens samlede nye EU-Kommission sidst på måneden.

Forsinkelsen af den nye kommission, der skulle være tiltrådt 1. november, har også mere eller mindre sat EU’s lovgivningsmaskine på pause.

I podcasten kan du høre Emma Qvirin Holst og Thomas Lauritzen fortælle om forventningerne til de første store forslag fra von der Leyen og hendes hold, når de kommer på plads: Det gælder klima, industripolitik og sociale forhold.

På sidstnævnte område frygter den danske regering forslaget næste år om en europæisk mindsteløn. Men der er udfordringer inden for det europæiske arbejdsmarked, som er langt tættere på.

Allerede i december forventes det finske EU-formandskab at kunne afslutte forhandlinger om et nyt regelsæt om social sikring over grænser, der er meget kontroversielt i Danmark.

Forordningen med nummer 883 indeholder mange forskellige ting, men den vil blandt andet give alle EU-borgere adgang til danske dagpenge efter kun en måned i landet.

Det nye regelsæt blev sparket til hjørne før sommerferien efter en blokade fra Danmark og andre lande i sidste øjeblik. Men nu er det tilbage på bordet og tæt på vedtagelse – tilsyneladende uden at den danske regering kan gøre noget ved det denne gang.

Bliv klogere på den komplicerede og sprængfarlige historie om genopstandelsen af forordning 883 i denne uges udsendelse.

Podcasten har besøg af de danske parlamentarikere Kira Marie Peter-Hansen (SF) og Nikolaj Villumsen (EL), som begge er koordinatorer for deres respektive politiske grupper i Europa-Parlamentets udvalg for beskæftigelse og sociale forhold.

 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Soundcloud | Stitcher

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00