Ugens Europa-podcast: Frederiksen tror ikke på hurtig aftale om EU's pengekasse

PARLAMENTET#89: Statsminister Mette Frederiksen vil "ikke sætte sine penge på" et gennembrud, når hun tager til budget-topmøde om to uger. Imens affyrer Bruxelles og London de første varselsskud i slaget om det nye forhold over Den Engelske Kanal – og Morten Helveg Petersen (R) kommer med bud på EU's fremtidsdebat.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Når Europas ledere om to uger samles til et ekstraordinært topmøde om EU’s fremtidsbudget, vil Mette Frederiksen (S) insistere både på besparelser og på en fortsat årlig milliardrabat til Danmark.

”Vi har en dansk rabat i dag, og jeg kan ikke se, hvorfor den skulle forandre sig,” sagde statsministeren, da hun torsdag var i Bruxelles for at diskutere pengekassen med EU’s rådsformand, belgieren Charles Michel.

Bagefter mødte Altingets europæiske podcast Mette Frederiksen sammen med de andre danske medier, som hun fortalte, at regeringen fortsat insisterer på at holde betalingerne til EU’s rammebudget for 2021-2027 på 1,00 procent af medlemslandenes BNI.

Både EU-Kommissionen og en lang række medlemslande i det centrale, østlige og sydlige Europa mener derimod, at det er nødvendigt at øge indbetalingerne. En holdning, som Danmark finder helt forkert.

”Det er ærgerligt, at man på den måde tror, man løser Europas problemer ved at bruge flere penge. Det tror jeg simpelthen ikke er rigtigt,” siger statsministeren, der ikke har den store tiltro til et gennembrud på budget-topmødet 20. februar:

”Jeg ville ikke sætte mine penge på det. Vi går selvfølgelig altid efter at lande aftaler – men lad være med at sætte alt for mange penge på, at der er et resultat allerede i februar,” siger hun.

I ugens podcast analyserer Thomas Lauritzen og Emma Qvirin Holst fraktionerne i debatten om EU’s fremtidsbudget. De har også nyt om de bremsede udvidelsesforhandlinger – og så er der besøg i studiet af den radikale europaparlamentariker Morten Helveg Petersen.

Som del af den nye debat om Unionens politiske fremtid, som EU-Kommissionen netop har lanceret, foreslår Radikale jævnlige møder i folketingssalen med deltagelse af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

”Vi sidder jo typisk i vores hverdag med fingrene nede i noget lovgivning, som rammer Folketinget om et år eller to,” siger Helveg.

Mød ham i denne uges podcast, hvor vi også taler grundigt om de første udspil til forhandlingerne om fremtidens forhold mellem Storbritannien og Den Europæiske Union.

”Der er ingen grund til, at en frihandelsaftale involverer, at vi skal acceptere EU’s regler om konkurrencepolitik, støtte, social sikring, miljø eller noget andet i den stil,” sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, forleden i sin første tale efter Brexit.

Det udgangspunkt for de kommende forhandlinger er EU meget uenig i. Hør hvorfor i ugens politiske øreguf fra Bruxelles.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: Hvad sker der, hvis Donald Trump ikke vinder præsidentvalget? Podcast: Hvad sker der, hvis Donald Trump ikke vinder præsidentvalget? Næste artikel Podcast: Det har Uffe Elbæk lært af at være partileder Podcast: Det har Uffe Elbæk lært af at være partileder
Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

PERSONLIGE DATA: Sundhedsministeren har fået kritik for at "snige" et forslag om at give myndighederne adgang til hemmelige telefonnumre på coronasmittede og deres kontakter ind i behandlingen af et andet lovforslag. Nu trækker han det tilbage.