V, DF og K inden Rossen-samråd: Regeringen angriber den danske forvaltningstradition

Af Sophie Løhde (V), Peter Skaarup (DF) og Mai Mercado (K)
Hhv. politisk ordfører, gruppeformand og gruppeformand

I dag skal Mette Frederiksen for første gang som statsminister stå skoleret for Folketinget i den kontroversielle sag om hendes rådgiver, Martin Rossen, som hun har udnævnt til stabschef i Statsministeriet og de facto-vicestatsminister i Danmark.

Mens sommeren var ved at sænke sig over Danmark i starten af juli måned, udgik en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Kort forinden havde Mette Frederiksen sat sig i landets mest magtfulde kontorstol i Statsministeriet. Og der skulle kun gå nogle få dage, før hun gjorde noget, som ikke er set i nyere dansk politik.

I en pressemeddelelse fra Statsministeriet fremgik det for det første, at Mette Frederiksen for skatteborgernes penge ønskede at tredoble antallet af særlige rådgivere.

 Hertil kom, at den nye statsminister ville ansætte sin personlige rådgiver, Martin Rossen, som stabschef i Statsministeriet. Han skulle stå i spidsen for et nyt politisk sekretariat, hvor der skulle ”indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen”, som det lød i pressemeddelelsen.

Mette Frederiksen skylder danskerne en forklaring på, hvordan en ikkedemokratisk valgt rådgiver kan få så meget magt i Danmark uden at skulle stå til ansvar over for nogen.

Sophie Løhde (V), Peter Skaarup (DF) og Mai Mercado (K)
Hhv. politisk ordfører, gruppeformand og gruppeformand

En politisk rådgiver for Socialdemokratiets formand og statsminister skulle altså nu have magt over neutrale embedsmænd. Sådan en konstruktion er aldrig set før.

Frontalangreb på den danske forvaltningstradition
Derudover fik stabschefen fast sæde i regeringens to mest magtfulde udvalg, hvor regeringens mest centrale beslutninger bliver taget: Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget. 

Her har kun højtstående ministre haft sæde tidligere. Nu skal stabschefen deltage i regeringens drøftelser på lige fod med ministrene. Det har statsministeren efterfølgende skriftligt bekræftet i et udvalgssvar til Folketinget.

Siden den helt nye magtkonstruktion stod klart, har der været kritik af Mette Frederiksen fra både Folketingets partier, professorer og juridiske eksperter. Kan man have en politisk udpeget stabschef til at bestemme over neutrale embedsmænd? Og hvordan vil Folketinget kunne udøve parlamentarisk kontrol af en politisk rådgiver og stabschef, der agerer som minister uden dog at være underlagt de samme kontrolmuligheder, og uden at offentligheden kan få direkte adgang til ham?

For os at se, er der tale om et frontalangreb på den danske forvaltningstradition.

Kritikken har da også fået statsministeren til at reagere. I hvert fald på papiret. Med en snuptagsløsning justerede Mette Frederiksen på Statsministeriets organisationsdiagram. Nu skulle stabschefens medarbejdere i stedet placeres i et andet kontor med en almindelig embedsmand som chef. Så stabschefen ikke på papiret blev chef for de pågældende medarbejdere.

En simpel skinøvelse for at dulme kritikken? Eller havde Mette Frederiksen reelt indset, at hun begik en fejl og risikerer at udviske skellet mellem embedsmænd, særlige rådgivere og politikere?