V går med på regeringens klimamål

KLIMAMELDING: Venstre tilslutter sig de røde partiers mål om at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030. Det sagde Jakob Ellemann-Jensen i sit første indlæg fra Folketingets talerstol som partiformand, hvor han også havde samlet blå blok om en fælles udtalelse.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mads OutzenKristine Korsgaard

Nye Borgerlige er nu det eneste parti i Folketinget, som ikke er med på målet om, at Danmark skal reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Det står klart, efter at Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, har været på talerstolen ved Folketingets åbningsdebat torsdag.

Han gennemgik først Venstres resultater på klimaområdet i de senere år, hvor partiet har siddet på regeringsmagten.

Og så kom meldingen, som både de socialdemokratiske ministre, de røde partier i Folketinget og adskillige grønne organisationer gennem flere uger har efterspurgt.

”Vi skal blive ved med at være ambitiøse. Og Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030,” sagde Ellemann-Jensen og fik både klimaminister Dan Jørgensen og statsminister Mette Frederiksen til at hæve øjenbrynene og vende mundvigene anerkendende nedad.

For Venstre er det afgørende, at det danske klimamål er ”ægte grønt”, sagde formanden.

”Et dansk klimamål må ikke føre til, at vi bare skubber CO2-udledningen ud af Danmark sammen med de gode arbejdspladser, som følger med - og som allerede er i gang med den grønne omstilling,” sagde han.

Hånd i hånd med vækst
Jakob Ellemann-Jensen lagde – ligesom Konservatives Søren Pape har gjort – vægt på, at ”klimaindsatsen skal gå hånd i hånd med økonomisk vækst,” hvis Venstre skal gå med i et bredt flertal om en klimalov.

”Hvis Danmark fortsat skal være et foregangsland, skal vi vise, at grøn omstilling kan gå hånd i hånd med fremgang og personlig frihed – uden at det blive dyrere at være dansker eller svækker vores konkurrenceevne,” sagde han.

Venstre-formanden oplyste også, at han er klar til at bruge af det økonomiske råderum for at skubbe på den grønne omstilling.

Det vil Venstre vel at mærke gøre, samtidig med at partiet holder sit såkaldte velfærdsløfte. Det går ud på, at man vil bruge flere penge på velfærd, i takt med at der bliver flere ældre og børn. De penge skal også komme fra råderummet.

Ifølge Venstre vil der være i alt 36 milliarder kroner tilbage i råderummet i perioden 2020-2025, efter at man har brugt penge på at dække udgifterne til velfærd for det stigende antal børn og ældre.

Venstres melding bliver positivt modtaget af mange aktører, blandt andre Dansk Industri, som også selv bakker op om 70-procentsmålet.

Fælles udtalelse fra de blå
Det var Jakob Ellemann-Jensens første tur på talerstolen, siden han blev kåret til leder af sit parti. Og derfor bemærkede flere af de andre partiers ordførere også, at de glædede sig til her i åbningsdebatten at få mere at vide om, hvad Jakob Ellemann-Jensen egentlig mener om centrale politiske spørgsmål.

Han blev ud over klima spurgt til især velfærd og udlændinge.

En af de store opgaver, Ellemann står over for, bliver at samle de borgerlige partier om en fælles opposition til S-regeringen.

Det tog han første skridt til ved at læse en fælles udtalelse op fra alle de blå partier: Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Her udtrykker partierne blandt andet bekymring over, at den nye regering vil hæve skatterne og lempe udlændingepolitikken. Og de opfordrer regeringen til at leve op til en række af de løfter, S gav i valgkampen om eksempelvis flere sygeplejersker på sygehusene og flere pædagoger i børnehaverne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00