V og R: Frederiksen skal huske at forhandle klogt om flere penge til EU

FORHANDLINGER: Mette Frederiksen afviser forud for forhandlingerne om EU’s budget at øge Danmarks økonomiske bidrag. Men statsministeren må ikke glemme at være konstruktiv i forhandlingerne, lyder det fra Venstre og Radikale.

Er der penge til overs i den danske statskasse, skal de bruges på at styrke velfærdssamfundet og ikke på at øge bidraget til EU’s budget.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Jyllands-Posten forud for de europæiske stats- og regeringschefers topmøde i Bruxelles torsdag.

Her slår hun fast, at hun i forhandlingerne om EU’s budget for perioden 2021 til 2027 vil kæmpe for, at det danske bidrag ikke må stige ud over det nuværende niveau på én procent af det danske BNI.

Men ifølge Venstre og Radikale bør Mette Frederiksen undlade at komme med så ”EU-skeptiske” udtalelser forud for forhandlingerne.

EU-ordfører i Venstre, Jan E. Jørgensen, fortæller, at partiet ”grundlæggende er enige” i statsministerens budskab.

“Men det er en ret bombastisk udmelding. Mette Frederiksen skal huske at forhandle klogt, og selvom hendes udgangspunkt er rigtigt, skal hun tænke meget over, at man skal være konstruktiv for at få indflydelse,” siger Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.

R: Statsminister på ”bekymrende” kurs
EU-Kommissionen har forud for EU’s budgetforhandlinger lagt op til at hæve medlemslandenes økonomiske bidrag til EU med 0,1 procentpoint i forhold til de nuværende 1,0 procent af BNI.

Det svarer til en årlig kontingentstigning på omkring tre milliarder kroner for Danmark. 

Dertil kommer, at Danmark har en særlig rabat, der blev forhandlet på plads i 2013. Den rabat vil EU-Kommissionen udfase, og det vil koste Danmark cirka en milliard kroner ekstra om året.

Og sammen med mulige udgifter på grund af Brexit betyder det, at Danmarks EU-bidrag kan vokse med fem milliarder kroner årligt.

Regeringens støtteparti Radikale Venstres EU-ordfører, Jens Rohde, siger, at ”det er helt i orden” at tage en diskussion om, hvordan EU skal prioritere sine midler, inden man pålægger medlemslandene at øge bidraget.

Men ifølge ham er Mette Frederiksen i gang med at bevæge sig ind på en ”bekymrende” kurs.

”Problemet er, at Mette Frederiksen optræder, som om at decimalen på 0,1 procent ikke er til forhandling, og den dogmatiske tilgang støtter vi ikke. Alt bør være til forhandling – også decimalen,” siger Jens Rohde.

DF byder Frederiksen velkommen i klubben
Til gengæld får statsministerens melding opbakning fra både Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

”Hvis vi ikke fastholder den ene procent, fremtvinger vi aldrig en reel diskussion om, hvad pengene skal bruges til,” skriver EU-ordfører Søren Søndergaard (EL) i et skriftligt svar til Altinget.

Ifølge ham er det langt vigtigere at diskutere, hvordan pengene i det nuværende budget kan omprioriteres og bruges bedre og mere retfærdigt.

Morten Messerschmidt, der er EU-ordfører for Dansk Folkeparti, skriver i et svar til Altinget, at det er positivt, at Mette Frederiksen ”melder sig ind i den budgetrestriktive klub”.

”Men det er slet ikke ambitiøst nok blot at ville fastholde budgettet på det nuværende niveau. Målet bør selvsagt være at få det ned – og dermed også danskernes bidrag ned. Stod det til Dansk Folkeparti, kunne EU's budget trimmes gevaldigt,” skriver han.

Han peger blandt andet på landbrugsstøtten, strukturstøtten og administrationsomkostningerne som poster i budgettet, der kan skæres gevaldigt ned.

EU's stats- og regeringschefer samles til et topmøde i Bruxelles fra 17.-18. oktober, hvor de tager hul på forhandlingerne om den finansielle ramme for EU's budget i perioden 2021-2027. Her har Danmark indtil videre allieret sig med Sverige, Holland og Østrig, der også kæmper for at fastholde medlemslandenes nuværende EU-tilskud.

,

Forrige artikel Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale Næste artikel Politisk modstand mod ny Brexit-aftale i Storbritannien Politisk modstand mod ny Brexit-aftale i Storbritannien
Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

FEATURE: Op mod 400.000 danskere har tegnet lønforsikringer, og tallet stiger. Mens vi i de sidste tyve år har talt om udlændinge, er den danske samfundsmodel blevet skrevet om – uden debat.