Valgblog #10: Hvorfor er K ikke vokset mere, når resten af blå blok er i krise?

En sikker borgerlig stemme for dig og for Danmark.

Sådan lyder den annonce, Det Konservative Folkeparti har indrykket i aviserne.

Det er partiets forsøg på at kapitalisere på Venstres rejse mod – eller måske hen over – midten i dansk politik; 69 milliarder, SV-regering, lige så meget velfærd som Socialdemokratiet, og hvad har vi.

Midt i at alle meningsmålinger og vægtede gennemsnit viser, at regeringsmagten skifter, og midt i at Pape er tydeligt frustreret over Venstre, så har FV19 åbnet et mulighedsrum for K til at udvide stemmebasen. Og netop det projekt – at få lagt en ny bund under partiet og langsomt få det til at vokse – er kernen i Papes formandskab.

 At Det Konservative Folkeparti ikke har kunnet drage større fordel af det, er selve symbolet på, hvor kriseramt det borgerlige Danmark faktisk er i dag.

Kampen om de fem procent
Faktisk er det den historie, partiet gerne vil fortælle om sig selv. At vælgervinden er vendt.

Efter FV15, hvor man fik det andet katastrofevalg i træk og med blot 3,4 procent af stemmerne overgik resultatet fra 2011 (4,9 procent) har partiets folk været dygtige til at relancere sig selv med optimisme. Og har man fulgt dem på Twitter, er de konservative politikere og deres rådgivere dygtige til at finde solstråler og positive tendenser i meningsmålingerne. Lige nu ligger de og svinger lidt over og lidt under fem procent. Nogle gange er man endda over 6 procent.

Og så kan man tale om, hvordan man er vokset med 25, 30 og 50 procent. Men som vi går ind i det sidste år i tierne kan man også konstatere, at hvor kampen i nullerne handlede om de 10 procent, har den i tierne handlet om de 5 procent.

Nu kan partiet fæstne lid til, at meningsmålingerne kan undervurdere dem.

Meningsmålingsinstitutterne spørger vælgerne om partier, ikke om personer, og her kan Pape og co. håbe på, at tiden i regering har skærpet profilerne hos Mercado og Jarlov. Mette Abildgaard og Naser Khader står også ret stærkt i den offentlige debat. Det var den logik, der gjorde, at man op til FV15 kunne se prognoser, hvor partiformanden ikke blev valgt ind, mens han endte med et pænt valg.

Så kriseramt er det borgerlige Danmark
Det ændrer bare ikke på det for partiet forstemmende i, at man højest er vokset med to-tre procentpoint i en tid, hvor Venstre og Liberal Alliance målt i forhold til 2011-valget er i brutal vælgerkrise. Og hvor DF ser ud til at blive halveret. At Det Konservative Folkeparti ikke har kunnet drage større fordel af det, er selve symbolet på, hvor kriseramt det borgerlige Danmark faktisk er i dag.

Tirsdag aften havde jeg Søren Pape Poulsen og partiets spidskandidat til søndagens EP-valg, Pernille Weiss, i Altingets gård. Begge var gode, og blandingen af frustration og nye muligheder gjorde Pape Poulsen mere levende, end jeg har set ham før. Men det må bekymre, at momentum blandt vælgerne ikke er større.

Går det som meningsmålingerne spår, står tiden efter 5. juni på et liv i opposition. Det har historisk heller ikke altid været noget, der har huet og styrket Det Konservative Folkeparti.

På den måde bliver næste valgperiode en indikator for partiets fremtid – fortsætter livet som en kamp fra hus til hus i nabolaget af de fem procent af vælgerne. Eller formår partiet at udnytte tiden – og de andre borgerlige partiers krise – til få en mere dominerende position?