Venstre: Frygten for velfærdssamfundets død er komisk

Af Hans Andersen (V)
Beskæftigelsesordfører

De fleste af os, der har oplevet glæden ved teenagebørn, har nok også oplevet at blive mødt af vrissende vendinger om børnearbejde og kummerlige forhold på matriklen, når teenageren bliver sat til at støvsuge eller skrælle kartofler.

Den slags udbrud finder man som forælder ofte lidt komiske. For vores børn kunne næppe vokse op et meget bedre sted på kloden end her i Danmark.

Nogenlunde samme følelse får jeg ærlig talt også, når det danske velfærdssamfund fra tid til anden bliver erklæret død og begravet. For helt ærlig: Vi er et fantastisk land og et fantastisk velfærdssamfund. Også – ja, vel ikke mindst – når vi sammenligner os med resten af verden.

Alligevel er det en debat, som dukker op fra tid til anden. Ved overenskomstforhandlinger i foråret 2018 stod eksperter og dele af venstrefløjen i kø for at erklære den danske model død og begravet. Den slags giver gode overskrifter.

Men da overenskomstaftalen landede, og mediehysteriet forstummede, blev alle alligevel enige om, at vi har noget helt fantastisk. Kritikken blev skiftet ud med hyldest til den danske model.

Når udviklingen i antal lønforsikringer får nogle til at synge en sørgesang over velfærdsstaten, så har jeg det lidt, som jeg har det med de vrissende vendinger fra mine teenagebørn: Det flugter ikke med virkeligheden.

Hans Andersen (V)
Beskæftigelsesordfører

Mange kom igen i tanke om, hvordan modellen fungerer – og hvorfor den bestod sit 120-års servicetjek dér i foråret 2018.

Har et godt og trygt dagpengesystem
Forstå mig ret. Jeg synes sådan set, det er både legitimt og godt, at vi tager debatten fra tid til anden. Det gælder også, når det som nu handler om dagpengesystemet og det stigende antal lønforsikringer.

For vi er alle interesserede i at holde fast i et trygt og fleksibelt arbejdsmarked, mens vores samfund ændrer sig. For selvfølgelig ændrer samfundet sig over tid.

Heldigvis til det altovervejende bedre. Det er min klare påstand. Det glemmer alt for mange desværre også alt for ofte. Det kan vi så være nogen, der forsøger at minde om.

Vi har et godt og trygt dagpengesystem, som holder hånden under vores ledige i op til to år. Og med den stærkeste hånd under de lavestlønnede. Det synes jeg, at vi kan være stolte over.

Så når udviklingen i antal lønforsikringer får nogle til at synge en sørgesang over velfærdsstaten, så har jeg det lidt, som jeg har det med de vrissende vendinger fra mine teenagebørn: Det flugter ikke med virkeligheden.