Analyse af 
Esben Schjørring

Venstres krise handler om personer og strategi. Ikke personer og politik.

ANALYSE: Selvfølgelig er det dårligt nyt for Jakob Ellemann-Jensen, at Marcus Knuth smækker hårdt og nationalkonservativt med døren. Men hvis udlændingepolitikken alligevel er død som strategisk hovedspor, kan det blive hans fordel på længere sigt.

Marcus Knuth og Jakob Ellemann-Jensen i samtale, mens alt endnu åndende fred og idyl mellem dem. Nu er venskab blevet til ufred, men selvom Ellemann lider en tort med Knuths farvel, er det spørgsmålet, om det på længere sigt ikke er til hans fordel.
Marcus Knuth og Jakob Ellemann-Jensen i samtale, mens alt endnu åndende fred og idyl mellem dem. Nu er venskab blevet til ufred, men selvom Ellemann lider en tort med Knuths farvel, er det spørgsmålet, om det på længere sigt ikke er til hans fordel.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Som ekkoet fra Marcus Knuths hårde, nationalkonservative smæk med hoveddøren i Venstre er ved at lægge sig, er mange begyndt at undre sig over hans begrundelser. Hvorfor angiver han som årsag, at han og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, "ikke altid har de samme holdninger – specielt ikke, når det gælder værdi- og udlændingepolitikken"?

Har Venstre da skiftet udlændingepolitik? Næh. Er vi på vej til svenske tilstande? Næh. Er De Konservative placeret anderledes på de værdipolitiske akser end V? Heller ikke.

Men hvorfor så?

Jo, personlige ambitioner, der ikke blev indfriet. Sådan er det altid i politik: Hvor tærsklen præcis ligger mellem punktet, hvor egen vinding slutter, og kampen for sagen begynder, kan man aldrig helt udpege. Og ret ofte lykkes politikere med deres sag, idet de helt og holdent bare kæmper for sig selv; alt imens de rene idealister intet formår. Demokratisk politik er noget rod på den måde.

Som strategisk manøvre er værdi- og udlændingepolitikken ikke længere gaven, der bliver ved med at give. Ja, faktisk giver den nu mest problemer i snart sagt alle borgerlige partier. Selv DF.

Men i stedet for at prøve at fortolke på Knuths bevæggrunde, kan man med fordel vende analysen om og se hans officielle bevæggrunde som en fortolkning af Venstre.

Det handler ikke så meget om politik som om strategi og kommunikation.

Værdikampens strategiske fødsel
For det, Marcus Knuth siger, er jo, at han ikke længere føler, at han som venstremand kan sige de ting, han siger i sin opdatering på Facebook. Alt det om fædrelandet, der er truet på sin eksistens af svenske tilstande, og at vi må styrke bastionerne, der forsvarer de "frie kristne værdier". Hvem taler ellers sådan? Mest af alle Dansk Folkeparti. Altså, ikke anno Kristian Thulesen Dahl, men anno nullerne med Søren Krarup og Jesper Langballe. Dengang værdikampen var det bærende projekt for Venstre, og partiets vigtigste politiske alliance var med DF.

Værdikampen som politisk projekt blev i sig selv født ud af strategisk nødvendighed. Op igennem 1990'erne var Venstre populært og markant og liberalt. Men da man kom til folketingsvalget i 1998 og tabte, blev konklusionen, at hvad man ikke var, var konkurrencedygtig som statsministerparti.

Og hvorfor? Fordi velfærds- og fordelingspolitikken ikke bare var den centrale slagmark i dansk politik dengang, men en socialdemokratisk slagmark, som Venstre tabte på, uanset hvor stærk man ellers var, og hvor svag og klodset man mente, Socialdemokratiet var.

Til gengæld vidste man i Venstre, at kunne man få den afgørende slagmark til at handle om værdier, national identitet og ikke mindst udlændinge, kunne man vinde valg.

For at nå dertil måtte Anders Fogh Rasmussen – af alle – slutte fred med den velfærdsstat, han ellers havde erklæret sit mest bitre fjendskab seks år før, han som Venstre nye formand gik i gang med at betrygge alt og alle i, at han var ligeså meget for og faktisk meget bedre til velfærd end socialdemokraterne. 

Den operation blev en dundrende succes. Først og fremmest fordi værdi- og udlændingepolitikken drev to kiler ind i den socialdemokratiske bevægelse. Internt i folketingsgruppen og særligt mellem partiet og dets vælgere i forstæderne til de store byer.

Men i politik som i livet ejes kun det tabte for evigt. Fordele bliver udlignet via kopikunst og efterabning. Sikre opskrifter findes ikke i politik. Det var for øvrigt også sådan, det lykkedes for Venstre at få neutraliseret fordelingspolitikken, da Fogh blæste til værdikamp.

Værdikampens døde, da Mette Frederiksen kom til
For da Socialdemokratiet overvandt det problem med Mette Frederiksens formandskab, ebbede den succes ud. Samtidig blev stram udlændingepolitik del af den politiske konsensus i Danmark, ligesom den frie og lige adgang til sundhed og uddannelse. Det betyder også, at konfliktpotentialet i emnet udlændinge er mildnet betragteligt siden nullerne – og dermed kan det heller ikke længere mobilisere store vælgergrupper.

Og dertil kommer, at man efterhånden rent policymæssigt har udtømt mulighederne for store yderligere opstramninger af udlændingepolitikken – i hvert fald så længe, vi agerer inden for rammerne af de internationale konventioner.

Med andre ord: Som strategisk manøvre er værdi- og udlændingepolitikken ikke længere gaven, der bliver ved med at give. Ja, faktisk giver den nu mest problemer i snart sagt alle borgerlige partier. Selv DF.

Politik efter værdikampen
Men som Michael Kristiansen, Anders Fogh Rasmussens gamle spindoktor, fortalte her i Altinget i eftersommeren, kom den udvikling bag på visse centrale venstrefolk. Og det er åbenlyst – det er Knuths udmeldelse selv et eksempel på – at der er dele af Venstre, som stadig mener, at udlændingepolitik skal være helt fremme forrest i Venstres appel til vælgerne.

Læs også

Det betyder også, at uenigheden og splittelsen i Venstre egentlig ikke handler om den førte politik, men om politisk strategi. Ja, næsten kommunikationsstrategi: Hvor langt fremme i Venstres identitet og kommunikation til vælgere skal stram udlændingepolitik være? Og hvis den skal længere frem, hvilke kampagnemidler skal man sætte i anvendelse, og hvilke personer skal bære den? 

Og omvendt: Hvis udlændingepolitikken ikke længere kan bruges offensivt, hvad så? Og hvilke politiske karrierer henholdsvis fremmes og bremses af det?

Knuth har jo historien på sin side. Venstres helt store succes i moderne tid var VKO-årene med blodig værdikamp og tre vundne valg i træk. Spørgsmålet er bare, som nævnt ovenfor, om det strategiske setup også har fremtiden for sig.

Det er der ikke meget, der tyder på. Ligesom der heller ikke er meget, der tyder på, at Ellemann-Jensen og kredsen omkring ham ser de store, lyse fremtidsudsigter for et værdikamps-Venstre 2.0. Det betyder ikke, at udlændingepolitikken bliver løsnet og åben; det betyder bare, at der ikke længere er de samme fordele ved at gøre den til sin primære sag.

Det er klart, at Knuths exit gør ondt på Ellemann-Jensen. En del af det tiltrækkende ved ham som ny formand har jo været, at han stod uden for kiven og striden og personkampene. Nu fortsætter de så på hans vagt, og fortællingen om ham som en ny begyndelse har åbenlyst lidt et knæk.

Men spørgsmålet er jo, om det ikke var kommet dertil på et eller andet tidspunkt alligevel. At det måtte komme til et relativt hårdt opgør med en eller flere af værdikæmperne i Venstre. Set i det lys er det største problem for Ellemann-Jensen måske, at det nu blev Knuth, der førte kniven mod ham, i stedet for omvendt. 

Med andre ord kan det på længere sigt blive en fordel for Venstre og Ellemann, at der nu kommer renere strategiske linjer. Men for at nå dertil bliver Ellemann-Jensen nødt til at folde sit eget politiske projekt ud og gøre det tydeligt og skarpt.

Og det venter vi stadig på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Marcus Knuth

Fhv. MF (K)
ba.oecon. (Uni. of Virginia 2002), MBA (Uni. of Navarra 2007), MPA (Harvard Uni. 2013)

0:000:00