Debat

Viceministre bør indføres – men på den rigtige måde

DEBAT: Det havde været bedre, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) havde gjort Martin Rossen til viceminister i stedet for stabschef. Så havde han været underlagt parlamentarisk ansvar. Men man kan være bange for, at danske koalitionsregeringer vil forkludre udnævnelsen af viceministre, skriver professor.

Mette Frederiksen har udnævnt Martin Rossen til stabschef i Statministeriet og givet ham plads i koordinationsudvalget og i økonomiudvalget.
Mette Frederiksen har udnævnt Martin Rossen til stabschef i Statministeriet og givet ham plads i koordinationsudvalget og i økonomiudvalget.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tim Knudsen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udnævnt sin mangeårige rådgiver, Martin Rossen, til stabschef for et nyt politisk sekretariat.

Hun har desuden placeret ham i de to mest centrale ministerudvalg, som træffer afgørelser også om de øvrige ministres sager.

Dermed har Rossen fået stor magt uden at skulle stå til ansvar for Folketinget og offentligheden. Rossen er tilmed mest kendt for at være mediesky. Det havde været langt bedre at gøre ham til viceminister, fordi han ville komme under parlamentarisk ansvar.

Fakta
Tim Knudsen er professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Tidligere departementschef Jørgen Rosted støtter varmt, at man styrker ministerierne med politiske sekretariater. Men han er noget mere lunken over for, at der indføres viceministre.

Han er med god grund betænkelig, hvis viceministre skal indgå i den almindelige kabalelægning, når regeringer dannes.

"De fulde demokratiske fordele – og de er væsentlige ved et system med viceministre – kan bedst indhøstes, hvis den ledende minister på et område selv håndplukker dem. Og selv kan fyre dem. 

Hvis de ikke er udpeget af ministeren selv, men er pånødet af regeringsledelsen, kan de opleves som en kontrollant af ministeren. Det kommer der sjældent noget godt ud af."

Tim Knudsen, professor emeritus, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Men der er et par tilfælde af gode erfaringer med viceministre i Danmark.

Viceminister som aflastning
Da H.C. Hansen var stats- og udenrigsminister fra 1955, havde han brug for aflastning. I august 1955 blev redaktør på Socialdemokraten, Ernst Christiansen, udnævnt til, hvad der populært blev kaldt "viceudenrigsminister".

Statsministeriet fandt det nu formelt set rigtigst at kalde Christiansen minister uden portefølje i stedet for viceminister med særligt henblik på "udenrigsanliggender".

Dermed blev det understreget, at H.C. Hansen var Christiansens overordnede, men Christiansen fik i øvrigt rettigheder og pligter som andre ministre, herunder adgang til Folketinget.

Dermed kunne han deltage i folketingsdebatter, men også udsættes for sunde direkte konfrontationer med tinget. Ved det vage udtryk "udenrigsanliggender" fik han også statsretligt set muligheder for at underskrive i ministeriets navn.

Christiansen fik ikke de store opgaver. Det blev til lidt FN, lidt Europaråd, nogle ambassadørmodtagelser og et par perioder som fungerende udenrigsminister i H.C. Hansens fravær. Ikke politisk set vigtige opgaver, men væsentlige som aflastning af en bebyrdet stats- og udenrigsminister.

Ikke mindst var det væsentligt, at Ernst Christiansen talte på danske vegne i FN under Ungarnskrisen i november 1956.

H.C. må have været tilfreds med Christiansen, for han spurgte på et tidspunkt i 1956, om Christiansen ville dele Udenrigsministeriet – eller måske snarere overtage en del af det. H.C. opgav dog af "politiske hensyn" Christiansens udnævnelse. Hvad de "politiske hensyn" var, melder historien intet om.

Ti år senere var også Jens Otto Krag en tid både stats- og udenrigsminister. Han fik den loyale og præsentable, men ikke specielt socialdemokratiske kulturminister Hans Sølvhøj til at være viceminister i udenrigspolitik.

Også Krag må have været tilfreds med hjælpen, for da Krag i september 1967 havde indset, at han ikke kunne overkomme at fortsætte som udenrigsminister ved siden af at være statsminister, prøvede han at overtale Hans Sølvhøj til at tage hele Udenrigsministeriet.

Men Sølvhøj ønskede at vende tilbage til en stilling som generaldirektør i DR.

Ministeren skal selv vælge
Man skal lægge mærke til, at i de to ovenstående tilfælde havde ministeren selv valgt sin viceminister og kunne selv fyre ham, hvis det var nødvendigt. Der var et klart over- og underordningsforhold mellem dem.

Senere eksperimenter med at have flere ministre i samme ministerium – også her Udenrigsministeriet – har desværre ikke været så vellykkede. For diverse udviklingsministre og europaministre med flere har været en slags viceministre, fordi de ikke er selvstændige personalechefer over et eget ministerium.

Fejlen er, at udenrigsministeren ikke udvalgte viceministrene, og at de ofte slet ikke tilhørte samme parti. Her er et par eksempler:

Statsminister Anker Jørgensen vidste ikke, om psykologiprofessor Lise Østergaard var socialdemokrat, da han i 1977 ved en rekonstruktion af regeringen tilbød hende posten som "viceudenrigsminister", fordi udenrigsministerposten var blevet svær at overkomme for daværende minister K.B. Andersen.

At aflaste med en viceudenrigsminister var en god idé, hvis K.B. Andersen fik den for ham rigtige person.

Anker kendte ikke Østergaard personligt. Han underrettede heller ikke K.B. om beslutningen om at udpege Østergaard. Lise Østergaard var fuldstændigt uforberedt på tilbuddet, da hun ikke var politiker, men sagde efter en times betænkningstid ja.

Først efterfølgende blev hun medlem af Socialdemokratiet.

Hun blev som minister kaldt "en trane i en spurvedans". Udenrigsminister K.B. Andersen, der jo var den, der skulle samarbejde med viceudenrigsministeren, og som derfor også burde have kontrol med hyring og fyring af denne, ville have haft Poul Nielson.

Nielson skulle tilmed efterfølgende som formand for partiets udenrigsudvalg indføre Østergaard i, hvordan "partiet var skruet sammen og fungerede". Nielson kaldte hende helt "blank".

På et tidspunkt fik han i sin egen kaffeklub, oberstklubben, sagt om hende, at "i begyndelsen var problemet, at hun var en fremmed fugl. Siden hen viste problemet sig at være, at hun ikke kunne flyve."

Anker vidste udmærket, at K.B. var imod at få Østergaard. K.B. Andersen afsluttede en tale i ministeriet med refrænet: "Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får." Ankers udpegning af Lise Østergaard var en underkendelse af K.B. Andersen.

Viceministre kan opfattes som kontrollant
Mindst tre tidligere udviklingsministre (Helle Degn, Anita Bay Bundegaard og Christian Friis Bach) har været i situationer, der viste, at de ikke altid følte sig loyalt støttet af  embedskorpset.  

Det er egentlig også at sige, at de ikke følte, at deres udenrigsminister, som i de tre tilfælde havde en anden partifarve, bakkede dem hundrede procent op.

Det er her værd at citere fra en artikel i Dansk Kvindebiografisk Leksikon om Helle Degn: "Ministerposten var vanskelig at bestride, fordi den var oprettet i forbindelse med en tvedeling af Udenrigsministeriet, og den var klart underordnet selve udenrigsministerposten. Samarbejdet med embedsmændene forløb heller ikke uden problemer. De kritiserede hende anonymt i pressen for at mangle format og for at rejse for meget."

Desuden er der risiko for uløselige gnidninger mellem viceministre og den ledende minister, hvis ikke sidstnævnte selv har udpeget viceministrene og heller ikke – i tilfælde af uløselige samarbejdsproblemer – kan skille sig af med dem.

De fulde demokratiske fordele – og de er væsentlige ved et system med viceministre – kan bedst indhøstes, hvis den ledende minister på et område selv håndplukker dem. Og selv kan fyre dem.

Hvis de ikke er udpeget af ministeren selv, men er pånødet af regeringsledelsen, kan de opleves som en kontrollant af ministeren. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Men det kan ikke nægtes, at man kan være angst for, at danske koalitionsregeringer vil forkludre udnævnelsen af viceministre.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Otto Krag

Fhv. statsminister (S, 1962-68 + 71-72), medlem af Folketinget (valgt i Randers 1947-73), formand for Socialdemokratiet (1965-72)
Cand.polit. (1940)

Jørgen Rosted

Rådgiver, fhv. departementschef, Erhvervsministeriet, fhv. udviklingsdirektør, FORA
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

Martin Rossen

Afgående senior vice president, Danfoss, konsulent
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), MCC (Handelshøjskolen i København 2007)

0:000:00