Voxpop: Har Alternativet brug for mindre eller mere ledelse?

LANDSMØDE: Balancen mellem for meget og for lidt er et af Alternativets omdiskuterede emner. Både i forhold til ledelsen, men også når det kommer til aktivismen. Altinget har hørt partiets medlemmer, om hvordan de synes, balancegangen skal være. 

Uffe Elbæk åbnede for diskussion med et håndtegnet slideshow under talen til landsmødet.<br>
Uffe Elbæk åbnede for diskussion med et håndtegnet slideshow under talen til landsmødet.
Peter Pagh-SchlegelFreja Søgaard

Alternativet skulle ikke være et parti som de andre. I 2015 gik de til valg på en såkaldt “ny politisk kultur” med ambitionen om, at retningen skulle tegnes af politiske laboratorier frem for oppefra og ned.

Den seneste tid har partiet dog haft en lang række uheldige sager med intern uro. Spørgsmålet er, om visionerne har spillet fallit? Skal Alternativet være mere som de øvrige traditionelle partier med en mere magtfuld folketingsgruppe, eller er det paradoksalt nok topstyring, der har været roden til problemerne?

Den diskussion lagde politisk leder Uffe Elbæk op til i sin tale på partiets landsmøde i lørdags.

Altinget har spurgt en række medlemmer, hvad de mener.

Nikoline Erbs Hillers
18 år, gymnasieelev og første suppleant til hovedbestyrelsen i Altingets unge.

Jeg mener, der er brug for ledelse. Selvfølgelig er der en grænse for, hvor meget ledelse der må være, men jeg synes også, det er vigtigt, at man har en struktur, hvor der er nogen, der tager ansvar, når der er brug for det. At der er nogen, der sørger for, at der kommer skub i tingene. Vi har tidligere kørt med en flad struktur, også i ungdomspartiet, hvor vi ikke har haft nogen forperson, og det har bare været et problem. Så det er vigtigt, at der er nogen, der har styret.

En af de andre balancegange, der bliver talt om, er det her med at have en bevægelse og at have et politisk parti. Hvordan synes du, balancen er? 

Jeg synes, at vi startede med at være en bevægelse, og jeg synes, det er godt, at vi er kommet væk fra at være en bevægelse. Jeg har aldrig rigtig været vild med ideen om den der bevægelse. Jo, i starten, for det er sådan, man kommer frem. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi begynder at opføre os som et parti, for ellers bliver vi heller ikke taget seriøst, når vi står oppe på talerstolen i Folketingssalen. Vi unge, vi må gerne lave en bevægelse og gå ud på gaden og have det megafedt, som man gjorde, da Alternativet var helt nyt. Men moderpartiet skal tage sig sammen og blive til et ordentligt parti.

Hvorfor?

Vi er meget seriøse, men vi har svært ved at vise andre, at vi er meget seriøse, og det er vigtigt, at man kan det.

Henrik Marstal
Folketingskandidat, Københavns Storkreds

Der er brug for, at vi efter valget ser på, om vi skal lave noget om, så vi kan optimere muligheden for at få mindre bøvl og ballade. Vi vil gerne have det bedste af to verdener, hvor en ledelse tegner retningen, samtidig med vi kan få flere tilfredse medlemmer og aktivister i partiet. Det, tror jeg godt, kan lade sig gøre. Men vi er stadig et ungt parti, der skal finde sig selv.

Kræver det mere ledelse at nå frem til at finde sig selv?

Jeg tror, det kræver en ledelse, der er endnu tydeligere i at forklare, hvorfor vi går i den retning, vi gør. Det vil lukke ned for en masse kritik. Jeg synes egentlig, ledelsen har gjort det tydeligt nok, men det kan sagtens være, det skal gøres endnu tydeligere. For vi kan se, at nogle medlemmer og aktivister ikke føler, det har været tydeligt nok.

I vil både være en bevægelse og et parti. Hvad er vigtigst at fokusere på den næste tid?

Det har været sværere, end vi måske troede at være begge dele. Vi er måske nødt til at skalere lidt ned og tage et skridt ad gangen. Det med at få partiet organisatorisk på fode og gøre ledelsen endnu mere tydelig, det er for mig at se første skridt. Det betyder ikke, at vi skal glemme bevægelsen. Men det er sindssygt vigtigt, at vi fastholder vores rolle i Folketinget og præger forligene. Så det at have en stærk folketingsgruppe er en meget høj prioritet.

Tove Auda
80 år, med i lokaludvalget i Bispebjerg for Alternativet

Fra min stol synes jeg hverken, der er for meget eller for lidt ledelse. Jeg har ingen problemer. Hvis jeg ikke føler, at jeg kommer til orde, eller at der ikke bliver lyttet, så går jeg da hen til personen. Jeg siger min mening, jeg er blevet for gammel til andet og har aldrig været politisk aktiv før, men på det område bliver jeg nødt til at sige, det har jeg ikke mødt. Jeg negligerer ikke, at der er folk, der har en anden oplevelse. Vi er et nyt parti, vi er alle individualister, vi kommer ind på grund af energien og politikken, og så kan det godt være, at vi glemmer vores ydmyghed nogle gange.

Skal Alternativet være mere en bevægelse eller mere et poltisk parti?

Jeg tror ikke, det ene udelukker det andet. Vi bevæger os, det er vigtigt. Vi har vores politik, den er fantastisk, men bevægelsen skal også være der. Og det er det samspil, man skal finde.

Martin Kjærulff
40 år, it-supporter, aktiv i Alternativets lokalforening

Dem, vi vælger ind i Folketinget, skal have friere hænder. Der kan sagtens være sager, hvor der er brug for mere medlemsinddragelse. Men jeg ved, at de benytter de værktøjer, vi har. Blandt andet vores politiske katalog, som er udarbejdet af medlemmerne. Inden for rammerne skal de have mere selvbestemmelse. Og så tror jeg, at der skal være mere fokus på flere dialoger med medlemmerne fremfor mere medbestemmelse blandt medlemmerne. Men jeg er glad for, at der er sager, hvor de netop spørger os medlemmer, hvad vi synes. 

Skal Alternativet have mest fokus på at være en bevægelse eller et parti lige nu?

Jeg synes ikke, at der er noget af det, der vægter tungest. Jeg synes jo i høj grad, at vi er en bevægelse, samtidig med at vi er et parti. Det synes jeg godt, man kan se. Selv laver jeg bruncharrangementer, som i høj grad er en bevægelse, selvom der også kommer politiske situationer der. Så jeg synes egentlig, at vi har en meget god balance.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00