Tak for dit engagement i vores fælleskab


Er du sikker på, at du vil anmelde denne kommentar?

  • Sidsel Jensdatter Lyster · tidligere kirkebogsførende sognepræst og jurastuderende

    Signalloven om fædres rettigheder ved skilsmisse - 20 år efter.

    Hvor er kvinder og børn, 20 år efter at velmenende politikere valgte at lovgive om børns og fædres ret til hinanden?

    Lisbeth er i Sydamerika. Angelina er dømt for børnebortførelse og har mistet børnene. Jørgen Saugsted er dømt for drab på en advokat, og hans datter bliver behandlet som medskyldig, skønt hun intet har gjort. Barnet mistrives uden sin mor. Janni prøver at komme videre efter sin datter dødsfald, efter at hun fik bopæl hos faderen, og S må leve videre med sin søns bekendelse om et liv med incest under samvær, før han tog sit liv. Hun måtte afholde begravelsen sammen med faderen, som aldrig blev dømt. Lene og Anne tilbragte nogle år i Tyskland med børnene. Og Tina måtte rejse til Nordnorge. Jeg rejste til Færøerne, og Heidi rejste til Grønland. Morten Skipper-Pedersens ekskone må leve videre uden sine tre dræbte børn, ligesom Peter-Thue Rudgaards ekskone, som aldrig fik børnene levende hjem fra samvær. Mette og Britt blev alkoholikere, efter at deres voldelige eksmænd fik børnene. Mirel, Eva, Sigga, Elisabeth og Tenna, Trine og Christina mistede børnene i retten, da de flygtede fra vold. Nogle af børnene er nu så gamle, at de er vendt tilbage til deres mødre. Kirstens og Annis børn blev udleveret til den voldelige far i udlandet. Tanja sidder fast i Holland og kan ikke rejse hjem, og foruroligende mange voldsramte færøske kvinder vil miste børnene, hvis de forlader Danmark. Iben bad eksmanden stoppe med at forfølge hende under hendes kræftforløb. Men han blev ved - og er nu bopælsforælder efter hendes død. Ellen blev indlagt på psykiatrisk, da hun mistede børnene til den voldelige eksmand, og begik siden selvmord. Kirsten kastede sig ud fra femte sal, da hun mistede børnene, men overlevede, og prøver nu, fra sin kørestol, at samarbejde med ham, som har gennemtævet hende gang på gang. Janni i Schweiz håber, hun en dag kan vende hjem til Danmark med børnene. Det samme gør Louise i Kina. Merete omkom i Thailand, og sønnen blev sendt tilbage til den danske far, som Merete flygtede for at beskytte sønnen imod. Emil sidder fortsat på børnehjem, da myndighederne har givet hans far bopælen, og han ikke tør bo hos ham. Myles og Elliot ser ikke længere deres mor, som Elliot blev ved at flygte hjem til, når hans far, som vandt bopælen, slog ham. K måtte igennem flugt, fængsel, og hendes søn blev anbragt på en skole for kriminelle, adfærdsvanskelige børn, da han ikke ville hjem til sin far. Hjørdis blev fængslet.

    Bare de få - ud af mange lignende kvindeskæbner fra Danmark - får ingen presseomtale. De overses. Folkestemningen og medierne er hjernevaskede af foreningen Fars paroler, fordi de har hørt dem så tit: "fædre har ingen rettigheder".

    På kvindernes kampdag: Hvis vi får en effektiv straffelov, og hvis anklagemyndigheden i Danmark prøvede noget helt nyt, og rent faktisk sigtede mænd for partnervold, stalking og seksuelle overgreb mod børn, og hvis skilsmisselovens dagdrømme om lykkelige børn med TO forældre som er bundet sammen til døden skiller dem (evt. ved drab) blev lavet om, så ville voldsramte kvinder have friheden til at gå.

    Lige nu kan man ikke forlade vold, når der er børn indblandet.
    Man må blive og tage sine tæsk.

    Hvordan går det børnene? Dét hører vi intet om. Medierne er tavse. Fædres rettigheder er trendy, og voldsramte kvinder og udsatte børn tør jo ikke stå frem og græde for åben skærm. Faktisk er de bange for at blive dræbt eller forfulgt.

    Glædelig 8. marts 2018!

Prøv kommunal gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement