Ministre og Danske Handicaporganisationer inviterer til stor konference: Handicap må ikke stå i vejen for job

Konferencen kickstarter regeringens arbejde med et handicappolitisk udspil, som de to ministre forventer at lancere senere på foråret. Personer med handicap har nemlig stadig en lavere beskæftigelsesprocent end resten af befolkningen, og potentialet for at få flere af dem ind på arbejdsmarkedet er stort.

”Det går forrygende godt på arbejdsmarkedet i øjeblikket med høj beskæftigelse og lav ledighed. Det skal vi sørge for også kommer mennesker med et handicap til gavn. Jeg ser frem til at gå gode input fra både eksperter, kommuner og ikke mindst mennesker med handicap til, hvordan vi fra politisk side bedst muligt kan hjælpe dem med ind på arbejdsmarkedet,” siger Troels Lund Poulsen.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

”Vi har en historisk mulighed for at bygge en bredere bro mellem arbejdsmarkedet og borgere med handicap. For den enkelte giver det livskvalitet at blive en del af det arbejdende fællesskab, og for samfundet er det en kæmpe ressource, som vi i dag er alt for dårlige til at gribe.”

Formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen siger:

”Mennesker med handicap udgør en stor ressource, og mange vil meget gerne bidrage på arbejdsmarkedet. Derfor er det meget positivt at både beskæftigelsesministeren og socialministeren har fokus på, hvordan vi kan skabe et mere inkluderende arbejdsmarked, der har plads til mennesker med handicap. For de fleste mennesker er et job meningsfuldt og identitetsskabende. Det er vigtigt i forhold til at føle sig inkluderet i samfundet.”


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget