Nye arbejdsmiljøregler i offshore olie- og gasbranchen

Beskæftigelsesministeriet har netop udstedt otte bekendtgørelser, som fastsætter opdaterede og tidssvarende krav til arbejdsmiljøet på offshore olie-gasområdet.

Bekendtgørelserne skal sikre enkle og forståelige regler i offshorebranchen, som skal gøre det lettere for virksomhederne at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø for de ansatte.

Konkret vil bekendtgørelserne regulere spørgsmål om håndtering af stoffer og materialer, herunder asbest, manuel håndtering af byrder, offshoreanlægs konstruktion og indretning samt beredskab i forbindelse med ulykker.

Bekendtgørelsesændringerne udspringer bl.a. af en analyse af kravene til faste og mobile offshoreanlæg med henblik på at identificere regelforenklingspotentialer og undgå overimplementering af EU-krav uden at gå på kompromis med sikkerhed og sundhed.

Analysen er en del af Nordsøstrategien, som i begyndelsen af juli 2017 blev fremlagt af et udvalg sammensat af repræsentanter for branchen og de relevante myndigheder.

Analysen har givet grundlag for at afskaffe flere danske særkrav inden for områderne indretning konstruktion af offshoreanlæg og manuel håndtering af byrder i samarbejde med parterne i branchen. Der er dog fortsat skrappe regler om sikkerhed og sundhed på offshore olie- og gasområdet.

Bekendtgørelserne er udarbejdet i tæt dialog mellem Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter i Offshoresikkerhedsrådet og vil træde i kraft den 1. januar 2018.

Læs mere om bekendtgørelserne på Arbejdstilsynets hjemmeside


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget