Danmarkspremiere: Togene kører med nyt digitalt signalsystem i Nordjylland

De seneste dage er der blevet installeret højteknologisk udstyr på jernbanen og trænet hos Nordjyskes personale, og nu kører togene altså igen på strækningen mellem Frederikshavn og Lindholm. Som det første sted i Danmark, sker det med et nyt digitalt signalsystem, som skal give nordjyderne flere tog til tiden, fordi der kan køre flere tog på skinnerne.

Med systemet får føreren i toget signalet direkte ind på en skærm via radiosignaler i stedet for at skulle orientere sig via de fysiske signaler langs jernbanen.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen ser afslutningen af den første strækning på fjernbanen som en milepæl:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Banedanmark er blevet kraftigt forsinket i leverancen af signalsystemet, men det er positivt, at det nye digitale signalsystem nu er i drift på den første danske strækning. Efter indkøringsfasen forventes det at give flere tog til tiden, så det er et eksempel på, at passagererne gradvist kommer til at opleve flere forbedringer af jernbanedriften i takt med, at det nye signalsystem rulles ud, siger ministeren.

På kort sigt vil de nordjyske togrejsende opleve nogle mindre gener, da Nordjyske Jernbaner kører med en reduceret køreplan i opstartsfasen. Det skulle dog gerne opvejes af, at systemet på sigt giver nordjyderne flere tog til tiden, når det er fuldt implementeret i Nordjylland.

Efter en modningsfase, hvor samspillet mellem system, tog, personale og passagerer skal testes, udrulles systemet i resten af Danmark. Ifølge Banedanmarks plan for udrulningen i hele Danmark, som blev godkendt af forligskredsen i november 2017, skal systemet være i drift i hele landet senest i 2030.

Fakta:

  • Det er nødvendigt med nye signaler. Signalanlæggene i Nordjylland er nogle af de ældste i Danmark – nogle stammer tilbage fra 1912. De er dyre at vedligeholde, svære at skaffe reservedele til og skaber forsinkelser i togtrafikken.
  • Systemet kommer til at betyde, at togene kan køre tættere på hinanden, så eventuelle forsinkelser lettere kan indhentes, og punktligheden forbedres. På nogle strækninger kan hastigheden også forøges.
  • Systemet er testet i cirka 6.000 timer i testlaboratoriet og 540 timer på skinnerne i Nordjylland. Man kan derfor nu gå i drift med passagerer og foretage de sidste tilretninger af systemet, som måtte vise sig nødvendige.
  • Når det nye digitale signalsystem er i drift over hele landet, kan det spare danskerne for op til 720.000 timers forsinkelse om året.
  • I 2019 forventes det, at signalsystemet går i drift på den næste strækning, Roskilde-Køge.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget