Minimal lempelse af iværksætterskat

IVÆRKSÆTTERSKAT: Finanslovens lempelse af iværksætterskatten er så lille, at det reelt ikke betyder noget, advarer revisorer.
Niels Th. Dahl

Finanslovsaftalens lempelser af iværksætterskatten er ikke store nok til at få nogen egentlig betydning for virksomhederne.

Det siger både revisorer og erhvervsmanden Asger Aamund til dagbladet Børsen og skoser derfor regeringen for ikke at leve op til sine løfter fra i sommer, hvor økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen lovede at se på den udskældte skat.

"Ser man på størrelsen af provenuet, bliver der ikke ret mange, som lempelsen bliver aktuel for. Mange iværksættere har det svært, men det her åbner ikke mange døre i min verden," siger statsautoriseret revisor og skatterådgiver hos PWC Bo Sponholtz til avisen.

Iværksætterskatten blev indført i forbindelse med skattereformen og betød, at aktieafkastet blev skattepligtigt for de såkaldte porteføljeaktier, dvs. aktiebeholdninger, der udgør mindre end 10 pct. af alle aktierne i et selskab. Det vakte hård kritik, fordi det særligt kunne gå ud mange små og nystartede virksomheder, og Brian Mikkelsen udtalte derfor i august, at han ville "se på, om der er åbninger og ting, der kan gøres, så vi ikke længere har det, man i dag kalder en iværksætterskat".

70 mio. kr. er til grin. Der kommer ikke til at ske en pind i forhold til øget kapitaltilførsel til iværksættermiljøet.

Asger Aamund
Formand for Bavaria Nordic

Lempelse i 2011
I finanslovsaftalen for 2011 er det nu blevet aftalt, at skatten skal lempes, således at aktieafkastet for investeringer i små og mellemstore nystartede virksomheder bliver skattefrit "under visse omstændigheder". Men regeringen kalkulerer kun med, at provenuet bliver 70 mio. kr. mindre end de 1,3 mia. kr., som skatten samlet skal indbringe. Og det viser, at det slet ikke vil batte noget, mener Asger Aamund:

"70 mio. kr. er til grin. Der kommer ikke til at ske en pind i forhold til øget kapitaltilførsel til iværksættermiljøet. Miljøet er meget hårdt belastet af, at der ikke kan skaffes kapital i form af aktiekapital og egenkapital. Og vi har ikke brug for, at man går ud og brandbeskatter folk, der netop sætter penge i nye virksomheder," siger Aamund til Børsen. 

Kontorchef Lise Bo Nielsen i Skatteministeriet siger, at en bredere lempelse af skatten ville komme på kant med EU's regler om ulovlig statsstøtte, medmindre man fjernede den helt.

"Vi er tvunget til at holde os inden for EU's retningslinjer. De stiller krav til de selskaber, der investeres i. Der er krav om, at det skal være nye selskaber. Investeringen må ikke overstige et loft på 11,2 mio. kr., og tidspunktet for investeringen har også betydning," siger hun.

Også positive tilkendegivelser
I modsætning til bl.a. Asger Aamund roste direktør i DI Tine Roed dog i sidste uge over for Altinget | Skat ændringen af iværksætterskatten og sagde, at det er "positivt, at man vil se på iværksætterskatten, så man har lettere ved at tiltrække investeringer - men nu skal vi selvfølgelig lige se den endelige udformning først".

0:000:00