Eksperter sår tvivl om provenu på særskat

SÆRSKAT: Eksperter tror ikke på, at udligningsskatten vil få de penge ind, som regeringen regner med.
Peter Baggesgaard Hansen

Skatteministeriet regner med, at den nye udligningsskat vil give 260 millioner kroner til statskassen i 2011. Men det er en forkert antagelse, mener cheføkonom hos Danica Jens Christian Nielsen. Han udtaler i Berlingske Tidende, at der er et væld af muligheder for at slippe mere eller mindre fri af skatten.

"Der er flere muligheder for at fjerne eller mindske særskatten. Man kan omlægge sin ratepension til en livsvarig pension og derved sprede udbetalingerne over en længere periode. Eller man kan lade udbetalingerne fra sin ratepension strække sig i op til 25 år i stedet for ti år," siger Jens Christian Nielsen.

Han fremhæver desuden, at den nye særskat er midlertidig og vil blive nedtrappet fra 2015 og være helt væk i år 2020. Det giver muligheder, hvis man både har en ratepension, en kapitalpension og opsparing i frie midler.

"Man kan ganske enkelt vælge at bruge de frie midler først og få kapitalpension udbetalt før ratepension. Derved udsætter man tidspunktet, hvor man skal betale skatten. Nogle kan helt undgå skatten på den måde," siger Jens Christian Nielsen.

Særskatten vil ramme skævt
Ægtefæller, hvor kun den ene står til at skulle betale særskatten, har yderligere muligheder for at slippe for skatten. I reglerne er der nemlig indført, at man kan overføre et bundfradrag på 121.000 kroner til sin ægtefælle, hvis man ikke skal betale skatten. Den fulde værdi af det fradrag er på 7.260 kroner. For en person som har løbende pensionsudbetalinger på 400.000 kroner, betyder det, at vedkommende kan skære sin særskat ned fra 7.607 kroner om året til 347 kroner, viser beregninger fra Danica Pension.

Kim Valentin fra Finanshuset Fredensborg er stærkt kritisk over for den nye skat, som han mener rammer skævt. Han påpeger, at de eneste, som kommer til at betale den fuldt ud, er dem, som slet ikke har mulighed for at omlægge deres pension.

"Rigtig mange vil kunne ændre deres pensioner, og langt de fleste vil gøre det. Så jeg tror ikke på, at regeringen får det beløb ind i provenu, som der står i forslaget. De personer, som er i det her indkomstniveau, har andre muligheder for indkomst end pensioner," siger Kim Valentin.

0:000:00