Zornig: Arbejdsmarkedet skal rumme de svageste

Af Lisbeth Zornig Andersen
Stifter af Rådgivningstjenesten Huset Zornig og tænketanken Social Innovation Forum (SIF)

”Far, du har jo aldrig gidet arbejde. Du er jo bare en nasserøv.” Jeg og et par af de andre gæster til min datters fødselsdag, standser op et øjeblik for at vejre, om der bliver ballade. Det er min bror Monkey og hans søn og min nevø Stanley der diskuterer, hvad et godt liv er.

Monkey er førtidspensionist og Stanley er i lære som gartner. Diskussionen foregår i et sprog, der er meget langt væk fra den måde, læserne af denne artikel meningsudveksler, men meningen er vist tydelig nok for alle. Og som faster til Stanley og ni andre børn, som mine brødre, som tilhører første generation af tabte børn, der flyttede fra København til U-Danmark i start 70’erne, varmede hans udbrud mit hjerte.

Vanedannende arbejdsglæde
For det, som Stanley fik vist på sin meget direkte måde, var, at han var blevet ramt af det mest hårdtslående og vanedannende narkotikum, jeg har oplevet, nemlig arbejdsglæden. Og at han mener, det er forkert, når man ikke arbejder.

Arbejdsglæden er den størrelse, som ikke lader sig kvantificere i lønsum, men som gør, at vi står op på umulige tidspunkter, at vi går på arbejde, selvom vi er syge, og som oveni købet gør, at vi til tider arbejder gratis. Den opstår typisk, når jobbet består af noget, der optager en, og hvor man har et tilhørsforhold. Hvor man ikke kan undværes. For det er sådan, vi mennesker er indrettet. Vi søger de fællesskaber, hvor vi ikke kan undværes.

Monkey har desværre kunnet undværes i samfundet i hans indtil videre 50-årige liv. Han og Tonny, min anden bror, der med HIV og sving stadig er i live på trods af alverdens sygdomme efter et meget aktivt misbrugerliv, er et resultat af 80’ernes og 90’ernes fejlslagne indsats for at få underklassens børn i beskæftigelse.

Underklassens børn kopierer deres forældre, ligesom alle andre børn gør det. Og i familier som min, hvor vi nu har klækket fjerde generation af kontanthjælpsmodtagere, er afhængigheden af det offentlige og dets kasser så massivt, at det er blevet det naturlige livsforløb. Kort sagt og sat på spidsen: Vi kan kun bryde den negative sociale arv ved at give Tonny og Monkey muligheden for at rammes af arbejdsglædefixet – et af de få former for fix, de endnu ikke har prøvet.

Lisbeth Zornig Andersen
Stifter af Huset Zornig og SIF

De er endt ikke bare på samfundets reservebænk, men helt uden for samfundets stadion, hvor deres tilværelse lindres med førtidspension og rusmidler. Og de er så de rollemodeller, deres børn kan kigge på. Det er ikke godt nok. Jamen Tonny og Monkey kan vi da ikke få i job, vil de fleste mene. Jo det både kan vi, og det skal vi.

Bryde den negative sociale arv med tilbagevirkende kraft
Mange vil muligvis mene, at jeg er i gang med at undsige socialpolitikken, der er så meget andet og mere end at få folk i arbejde. For der vil altid være folk, der ikke kan arbejde.

Ja, det vil der, og dem skal vi passe på og understøtte uden at jagte dem rundt i aktiveringscirkusset. Men jeg vil påstå, at der er en stor gruppe af førtidspensionister, der ikke er på arbejdsmarkedet, i dag sagtens ville kunne arbejde i et vist omfang.

Mennesker, der som 50-årige har et jomfrueligt forhold til arbejdsmarkedet og en tilrøget hjerne i sprit, kan også opdage arbejdsglæden.

Glæden ved ikke at kunne undværes i et fællesskab. Det kræver bare en lidt større indsats end for de unge. Og et meget fleksibelt arbejdsmarked. Med nogle kolleger, der reelt ønsker at rykke en balle i skurvognen og nogle virksomhedsejere, der reelt tør lægge hånden på kogepladen og risikere at ansætte de skæve i mere end en forstand. For det er det, der skal til, hvis vi skal få folk fra mit miljø i arbejde.

Jeg tror på, at hvis vi vil bryde den negative sociale arv fremadrettet, må vi gøre det med tilbagevirkende kraft, forstået på den måde, at vi må få dette samfunds Tonny’er og Monkey’er i job.

Hvorfor det? Jo, underklassens børn kopierer deres forældre ligesom alle andre børn gør det. Og i familier som min, hvor vi nu har klækket fjerde generation af kontanthjælpsmodtagere, er afhængigheden af det offentlige og dets kasser så massivt, at det er blevet det naturlige livsforløb. Kort sagt og sat på spidsen: Vi kan kun bryde den negative sociale arv ved at give Tonny og Monkey muligheden for at rammes af arbejdsglædefixet – et af de få former for fix, de endnu ikke har prøvet.