Gør op med den flagrende socialindsats

Det er vigtigt at gøre op med tilfældigheden og uklarheden i en metodemæssigt usikker og flagrende social faglig indsats.

Ib Oustrup
Direktør, COK

Af Ib Oustrup
Direktør i COK

Jeg har med stor interesse fulgt med i debatrækken om evidens i socialt arbejde. Der er mange spændende perspektiver, og det er tydeligt, at vi debattører anlægger en meget forskellig optik i forhold til, hvordan vi problematiserer og vurderer evidens.

Politikeren (Pernille Skipper), forskeren (Agi Csonka), fagforeningslederen (Henning Pedersen) og frivilligenheden (Vibe Klarup Voetman) skriver med hvert sit perspektiv, og med et glimt i øjet kunne man drille os alle – mig selv inklusive – med, at vores positioner er nærmest forudsigelige:

• Politikerens bekymring om, at evidens bliver et skalkeskjul, der skærmer den sociale indsats, så vi undgår de skarpe prioriteringer

• Forskeren, der kæmper for den analytiske tilgang med fokus på hverdagsevidens

• Fagforeningslederens appel om at undgå manualer, og ønsket om at fastholde den faglige mangfoldighed

• Læringsmenneskets fokus på, hvordan kompetenceudvikling er afgørende for, hvordan evidens kan skabe udvikling

• Frivillighedsforkæmperen, der ønsker evidensuhyret – med sin kontrol – helt væk.

Så blev scenen sat.

Skal sætte retning for kompetenceudvikling
Jeg, der repræsenterer kompetence- og læringsperspektivet, vil nu stadig fastholde et stærkt ønske om, at vi ikke taler evidens og udvikling ned.

At vi ikke lader mangfoldighed og tilfældighed sætte dagsordenen, men at vi fastholder et skarpt fokus på at udvikle og forstærke en vidensbaseret tilgang til den faglige udvikling på det sociale område.

Foran os ser jeg en rejse. Vi skal gennem fem store faser, hvor vi:

1. Holder fokus på systematisk erfaringsopsamling, så vi samler viden om, hvad der virker
2. Sikrer udvikling af evalueringsbaserede metoder, så god praksis kan overføres og viden kan formidles og tillæres af andre
3. Sigter skarpt efter at få udviklet en socialfaglig videnskabstradition som grundlag for at styrke den faglige metodeudvikling.
4. Arbejder for at knytte forskning, uddannelse og praksis tættere sammen. 
5. Har slutfokus på den praksisbaserede evidens. Viden om, hvad der virker skal stå sin konkrete prøve i det praksisnære og inspirere til konkrete forandringer og forbedringer for vores kunder og brugere.
   

Dermed kommer evidens i socialt arbejde til at handle om læring. Evidens kommer til at sætte retning for en kompetenceudvikling, der skaber organisatorisk forandring. Det er vigtigt at gøre op med tilfældigheden og uklarheden i en metodemæssigt usikker og flagrende social faglig indsats.