Gadejurist: Send narkotikapolitikken til eftersyn

Af Nanna W. Gotfredsen
Stifter og leder af Gadejuristen

Senest har jeg her på Altinget.dk redegjort for, hvorfor vi må ophæve årtiers formålsløse og svært skadelige kriminalisering af stofbrugere. Dét er først og fremmest en forudsætning for effekt af hjælpe- og behandlingsindsatsen.

Narkotikalovgivningen er skærpet igen og igen, også de seneste årtier, men samtidig er Sundhedsstyrelsens estimat over antallet af ’stofmisbrugere’ næsten fordoblet.

Nanna W. Gotfredsen
Stifter og leder af Gadejuristen

Men vi kan ikke stoppe der. Der er brug for et fuldkomment narkotikapolitisk eftersyn, der kritisk, fordomsfrit og uhelligt går til de mange udfordringer, der uundgåeligt følger med narkotikafænomenet.

Det ved det politiske niveau vist også. Folketingets retsudvalg er netop kommet hjem fra studietur til Lissabon og Colorado. To ganske interessante steder for narkotikadebatten. Portugal har positive erfaringer fra mere end et årti med afkriminalisering af stofbrugere. Og i USA forsøger flere stater sig nu med legalisering og regulering af hashmarkedet.

Man gør klogt i at tænke sig godt om nu. Dette af hensyn til såvel ofrene for ”krigen mod narkotika” som til samfundsøkonomien, men også fordi man hurtigt kan få sig stillet på den forkerte side af historien.

En del tyder nemlig lige nu på, at vi kan være på vej mod et globalt skifte. Stadig flere slutter sig til koret af organisationer som for eksempel WHO og Human Rights Watch, der kritiserer kriminaliseringen for at underminere sundhed og menneskerettigheder.

På opfordring fra præsidenterne i Colombia, Mexico og Guatemala har FN indkaldt til sær-generalforsamling (UNGASS) i 2016 - udelukkende om narkotikapolitik. Her vil statsledere og internationale organisationer presse på for at få afsluttet ”krigen mod narkotika” og få verdenssamfundet til at søge nye veje med afsæt i sundhed, skadesreduktion og menneskerettigheder fremfor forbud og nultolerance.

Blandt de stærkeste fortalere for et kursskifte er Global Commission on Drug Policy – en prominent sammenslutning af tidligere statsoverhoveder og toppersoner fra FN-systemet, herunder forhenværende generalsekretær Kofi Annan.

Herfra udgav man i sidste måned rapporten ”Taking control: Pathways to drug policies that work”, hvor kommissionen entydigt anbefaler global afkriminalisering af stofbrugere og forsøg med etablering af lovlige, regulerede stofmarkeder. Den udvikling bør Danmark være med i.

Kun én indsats står stærkt
Behovet for at gå nye veje er åbenlyst. Tallene taler deres eget tydelige sprog og viser, hvordan forbudspolitikken har fejlet på både forebyggelse, behandling og kontrol – tre af de fire søjler i narkotikaindsatsen:

• Narkotikalovgivningen er skærpet igen og igen, også de seneste årtier, men samtidig er Sundhedsstyrelsens estimat over antallet af ’stofmisbrugere’ næsten fordoblet.

• Til trods for årtier med stoffrihed som behandlingsmål, indførsel af såkaldt ”behandlingsgaranti” (2003) og massive tilførsler af midler til behandlingssystemet i samme periode, er det ikke lykkes at bedre udkommet. Andelen, der genoptager stofbrug efter endt behandling - og det er langt hovedparten - er i dag lige så høj som i 1970’erne.

• Politiet spenderer milliarder på narkotikakontrolindsatsen, men en doktorafhandling har påvist, at under én procent af sigtede i narkotikasager er egentlige bagmænd (stofkriminelle ikke-brugere). Og selv når det lykkes at beslaglægge større mængder narkotika, påvirker det ikke stofmarkedet i forhold til hverken hverken tilgængelighed eller pris.

Kun den skadesreducerende indsats, narkotikapolitikkens fjerde indsatssøjle, beviser sit værd. Når den udføres ordentligt, herunder sikrer let og anonym adgang til sterilt injektionsudstyr, fixerum, hvor der er brug for netop denne særlige indsats, let adgang til kvalificeret behandling med for eksempel metadon, social, psykologisk og psykiatrisk bistand mv., reduceres hiv- og hepatitis-smitterisikoen, stofbruger-dødeligheden samt følgekriminaliteten, mens stofbrugernes funktionsniveau og inklusion stiger.

På samme måde har heroinbehandlingen, indført af et enigt Folketing i 2008, vist sit skadesreducerende potentiale for både stofbrugerne og samfundet. Brugerne får ro, skal ikke begå kriminalitet for at skaffe stofpenge og får overskud til at fokusere på bedring.

Politisk langsommelighed koster
Netop heroinbehandlingen er et flot eksempel på, hvordan Folketinget kan rykke sig. Og stå sammen. Bare få år forinden var flertallet lodret imod. Heldigvis lykkedes det for fakta at bryde gennem den ideologiske modstand.

Det vil ske igen, men det tragiske med netop narkotikapolitikken er, at langsommelighed på Christiansborg koster liv og førlighed på gadeplan samt et stort antal spildte milliarder.

Den praktisk indiskutabelt nødvendige dybdegående, kritiske og åbne debat om narkotikapolitikken savnes og efterlyses hermed. På tværs af partier har en del politikere fremstået nærmest bange for at indgå i en kritisk debat om forbudspolitikken, mens forslag om afkriminalisering og kontrolleret regulering hurtigt er afskrevet, hyppigt ledsaget af usaglige og udokumenterede skræmmebilleder om, at ’stofferne så vil flyde i skolegårdene’.

Tiden er løbet fra den form for automatisk signalpolitik. De narkotikapolitiske udfordringer er ganske enkelt for alvorlige til, at en debat på det niveau kan findes acceptabel.

Ligesom der stilles kritiske spørgsmål og kræves saglige, veldokumenterede svar fra enhver, der nævner afkriminalisering eller regulering, er det tid til at kræve lige så gode svar fra dem, der insisterer på at holde fast i forbud og nultolerance efter et halvt århundredes ubetinget narkotikapolitisk fiasko. Tiden er inde til en åben og konstruktiv narkotikapolitisk debat.