Zornig: Behov for flere tvangsadoptioner

Af Lisbeth Zornig Andersen
Stifter og leder af Huset Zornig, fhv. formand for Børnerådet

Jeanettes værelse var dobbelt så stort som mit. Det var malet i en sart lyserød farve, og de blomstrede gardiner var foldet på den helt rigtige måde over gardinstangen og med holdere i siden, der fik dem til at ligne pufærmer på en balkjole. På et lille bord havde hun et akvarie med et lille slot i bunden, som hendes kælefisk – en slørhale – kunne gemme sig i.

Når man rørte vandet med fingerspidsene kom fisken op for at blive aet. Jeanette lærte jeg at kende, da hun og jeg var 15 år. Jeanette var heldig. Hun var blevet adopteret som spæd ind i et hjem med nogle forældre, der i den grad havde ventet på hende.

Stine lærte jeg at kende i midten af tyverne. Vi var i mødregruppe sammen. Stines forældre var veluddannede, intellektuelle, lidt ældre mennesker, der havde længtes efter den dag, Stine gjorde dem til bedsteforældre. Og fra den dag var de klar, når Stine havde brug for en hånd til børnebørnene. Ligesom de hurtigt fik indført, at hendes børn mindst en dag om ugen havde en bedsteforældredag, hvor børnebørnene kunne hygge sig med dem. Stine var også adopteret.

Jeanette og Stine var danske børn frivilligt adopteret væk i slut-tresserne fra ressourcesvage biologiske forældre til par, der havde det hele. Undtagen børn.

Tvangsadoptionens mulighed
Inden jeg fagligt begyndte at interessere mig for adoption fremfor almindelige anbringelser med og uden samtykke, og dermed gjorde mig nogle bevidste tanker i den retning, havde jeg ét grundlæggende ønske. Nemlig, at jeg var blevet født i en kommune og af biologiske forældre, der havde truffet den beslutning, at jeg skulle adopteres væk.

Jeg forstår i den grad godt, hvorfor kommunerne har svært ved at tage loven om tvangsadoption til sig - og bruge den i praksis.  

Lisbeth Zornig Andersen
Stifter, Huset Zornig

Det blev jeg ikke. I stedet delte jeg skæbne med rigtig mange andre børn, der blev anbragt med en grundlæggende servicelov-tænkning – nemlig, at der til enhver tid skal arbejdes på hjemgivelse til biologiske forældre. Med de hjemgivelser, genanbringelser og sammenbrud i anbringelsen, som mange af de børn oplever.

For pokker, hvor ville jeg have givet min ene arm for at være blevet adopteret ind i familier som Jeanettes eller Stines. Så skal jeg alene kigge på barnets tarv, vil jeg mene, at vi i Danmark skal blive langt bedre til at benytte os af tvangsadoptionsreglernes mulighed.

Forældrenes tarv
Ankestyrelsen lavede i 2011 en undersøgelse for at finde ud af, hvorfor mulighederne for tvangsadoption ikke benyttedes. Da undersøgelsen lå klar, var muligheden kun brugt én gang, til trods for at den havde været til stede i adskillige år.

Ankestyrelsen spurgte kommunerne, hvorfor de ikke benyttede sig af den, og svarene var, at vurderingen af, hvornår forældre har et varigt fravær af forældreevne, i praksis er umuligt at vurdere. Det er da vist kun i tilfælde af alvorlig hjerneskade eller retardering hos forældrene, at man kan vide sig nogenlunde sikker på, at fraværet af forældreevne er permanent.

Ellers kan alle forældre i princippet ”rette sig” med tiden. Og det er her, hvor jeg vakler og bliver lidt lang i spyttet. For hvad med forældrenes tarv? Forældrenes ret til at beholde de børn, de har fået, eller for at få en chance mere? Hvor længe skal børnene vente på, at mor og far opfører sig forsvarligt?

Den almindelige dansker vil her være langt hårdere, end jeg er. ”Børnenes tarv er det vigtigste”, vil de sige. Og jo, det er jeg enig i. Naturligvis. Men mit hjerte banker også for de mange voksne børn, der ikke blev set og passet på, der som voksne står med et lille barn og drømmer om, at alt nok skal blive bedre.

En taber - forældrene
Jeg har netop stået på sidelinjen, hvor en ung kvinde på 17 år fik fjernet sit barn uden at have fået chancen for at vise, at hun kunne. Og jeg græd med hende, da hendes lille søn blev fjernet. Han blev ikke bortadopteret, for det ønskede hun ikke.

Det ville han sikkert have haft bedst af. En stabil opvækst fra dag et. Men hvad med det unge menneske? Hvis hun havde fået de rigtige rammer, den rigtige støtte, så havde hun utvivlsomt ”rettet sig”. Nu venter der en årrække med overvåget besøg, weekendophold, forsøg på hjemgivelser og måske genanbringelser.

Jeg forstår i den grad godt, hvorfor kommunerne har svært ved at tage loven om tvangsadoption til sig - og bruge den i praksis. Det er en meget stor, gennemgribende og irreversibel beslutning, der skal træffes. Med i hvert fald en taber – forældrene. Til gengæld kan det bortadopterede barn måske få en normal opvækst uden hjemgivelser og weekender hos biologiske forældre.

Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i det børne-ungeudvalg, der skal træffe en sådan beslutning. For hvornår er det rigtigt at ændre på en families skæbne? Hvornår er det rigtigt at kappe ikke blot navlestrengen, men fremtiden for et barn og dets forældre? Jeg har ikke noget godt svar.