Forsker: Politisk løsning på fejlagtige tvangsanbringelser skræmmer

DEBAT: Kommuner afgør fejlagtigt i sager om tvangsanbringelser. Den instinktive politiske løsning er at ændre lovgivningen og gøre det nemmere for kommunerne at tvangsanbringe, skriver RUC-forsker.

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Et afgørende spørgsmål for borgere, der er i berøring med det sociale område, er, hvorvidt de kan være sikre på, at kommunen forvalter lovgivningen på en måde, hvor deres retssikkerhed forbliver intakt.

For eksempel i forhold til at kommunen ikke træffer afgørelse om en foranstaltning, der er mere indgribende, end hvad der er nødvendigt, og generelt følger lovgivningen.

Lad mig give to eksempler fra det specialiserede børneområde, der netop aktualiserer dette dilemma.

Anbringelser uden samtykke
1. november offentliggjorte Ankestyrelsen en undersøgelse om anbringelser uden samtykke. Heri konkluderes det, at antallet af anbringelser uden samtykke er steget, og at halvdelen af de 229 sager er blevet ophævet af styrelsen.

Årsagen til stigningen er ikke videre tydelig, men der leveres forskellige bud i rapporten, for eksempel ændrede praksisgange og et skærpet fokus.

Styrelsen fremhæver desuden, at "ulemperne ved at anbringe uden samtykke er omvendt, at det kan gøre samarbejdet med forældrene vanskeligt og i sidste ende påvirke barnet negativt".

Med andre ord: Der er en god begrundelse for, at anbringelser iværksættes med forældrenes samtykke, hvis der foreligger mulighed herfor. Ved anbringelser kan forældrene klage til Ankestyrelsen, hvis de ikke er enige i afgørelsen. Men her får halvdelen medhold.

Styrelsen peger på, at der "erfaringsmæssigt ophæves en del sager på grund af formelle mangler som eksempelvis manglende forsøg på at få samtykke". At antallet af anbringelser uden forældrenes samtykke er steget, mens antallet af anbringelser generelt er faldet, burde foranledige til selvrefleksion hos kommunerne og hos social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), idet kommunerne ikke engang forsøger at få forældrenes samtykke i flere tilfælde.

Som en reaktion herpå sagde Astrid Krag til DR, at hun var klar til at se på muligheden for at få ændret lovgivningen, så det bliver nemmere for kommunerne at tvangsanbringe. Hun mener stadig, at for mange børn anbringes for sent.

Det kan givetvis være korrekt, men den politiske reaktion på undersøgelsen er mærkværdig. Når kommunerne ikke kan forvalte lovgivningen korrekt, men forvalter på en måde, hvor det krænker borgernes retssikkerhed, så er det den instinktive løsning at ændre lovgivningen og gøre det nemmere for kommunerne at tvangsanbringe.

Krav overholdes ikke i sagsbehandling
22. november offentliggjorte Ankestyrelsen endnu en undersøgelse. Denne gang en stikprøveundersøgelse af 12 kommuners sagsbehandling på området for udsatte børn.

Her konkluderede styrelsen i henhold til kommunernes inddragelse af barnet i egen sag, at "i 44 procent (svarende til 99 sager) er kravene i § 48 ikke overholdt. Ud af de 99 sager er der 49 sager, hvor det ikke fremgår, at der er afholdt en samtale, og hvor der ikke var grundlag for at fravælge samtalen. Der er endvidere 26 sager, hvor der er afholdt en samtale, men ikke talt om den konkrete foranstaltning, og 24 sager, hvor samtalen er afholdt, efter kommunen har afgjort sagen".

Igen var indenrigs- og socialministerens svar på Facebook, at "vi skal have kulegravet alle reglerne på området og fundet ud af, hvorfor det står så grelt til. Så vi kan ændre lovgivningen, hvis det er det, der skal til. Ændre rammerne for børnesagerne lokalt, hvis svaret ligger her."

Vi må ikke ofre retssikkerheden
Hvad kan vi egentlig lære af de to eksempler? Vi kan lære den grundsætning, at hvis kommunernes sagsbehandling er forkert eller indeholder fejl, så er det lovgivningen, der skal ændres.

Jeg er sikker på, at Astrid Krag ønsker det bedste for børn i udsatte positioner. Men vi kan ikke i kampen for at virkeliggøre vores gode intentioner ofre den retssikkerhed, der netop har til hensigt at beskytte børn mod voksnes vilkårlige reaktioner og handlinger.

Der kan naturligvis være legitime årsager til at anbringe et barn uden forældrenes samtykke eller undlade at inddrage et barn, men kommunerne skal stadig arbejde for det.

I stedet for at snakke om, at kommunerne ikke overholder den eksisterende lovgivning, så snakker vi om, at vi bare skal lave lovgivningen om. Hvis vi først starter den proces, så risikerer vi, at den gentager sig selv, hver gang Ankestyrelsen har omgjort for mange afgørelser eller finder ud af, at kommunerne ikke overholder lovgivningen. Her er mere detaljeret lovgivning ikke nødvendigvis svaret.

Adresserer ikke det virkelige problem
Det står allerede i lovgivningen, at kommunerne skal arbejde på at få et samtykke ved sager om tvangsanbringelser, og at de ved bestemte foranstaltninger skal inddrage barnet.

At der er udfordringer på det specialiserede børneområde, er ikke nyt, men det er den politiske reaktion derimod. Her er politikerne ikke nødvendigvis sat i verden for at løse borgernes udfordringer, men for at konstruere nye problemer, for eksempel ved at italesætte brud på borgerens retssikkerhed som fejl i lovgivningen.

Det virkelige problem – at kommunerne ikke følger og forvalter lovgivningen korrekt – undlader vi at adressere, kritisere eller sanktionere.

Forrige artikel Cepos: Børnefamilier med 20.000 kroner i hånden om måneden er ikke fattige Cepos: Børnefamilier med 20.000 kroner i hånden om måneden er ikke fattige Næste artikel Frivilligjob.dk: Fordomme ekskluderer folk med handicap fra foreningslivet Frivilligjob.dk: Fordomme ekskluderer folk med handicap fra foreningslivet
  • Anmeld

    Erik Christensen · Pensioneret socialchef

    Om kommuners tvangsanbringelser

    Nu vil ministeren se på lovgivningen om det skal være letter at tvangsanbringe børn.
    Der er ikke noget galt med lovgivningen, men der imod er der noget galt med administrationen af lovgivningen.
    Kommunerne overholder konsekvent ikke lovgivningen. Sagsbehandlerne er ikke fagligt kompetente til at behandle sådanne alvorlige sager. Prøv at se på socialrådgiveruddannelsen. Den er 3½ år, de fag de undervises i tager hver for sig mindst 6 år på universitetet. Enhver kan umiddelbart se, at de højst har fået en introduktion til nogle fag. En socialrådgiver er færdiguddannet allerede når de er 23 - 24 år.
    De har således hverken faglig eller personlig kompetence.

    Forvaltningsreglerne herunder officialmaximen bliver stort set ikke overholdt. Min erfaring fra næste 40 år i branchen viser, at disse regler er ukendt. Selv de dommere der er mødeleder i børn - og ungeudvalgene kender dem ikke. De følger dem ikke.
    Ankestyrelsen følger dem heller ikke.
    At Ankestyrelsen omgør mange sager er ikke ensbetydende med, at Ankestyrelsen er borgernes beskytter mod overgreb fra kommunerne. Mange flere sager burde være omgjort hvis Ankestyrelsen havde fulgt reglerne. Jeg kan rent faktisk dokumentere Ankestyrelsen manglende efterlevelse af reglerne.

    Det er helt klart, at det ikke er lovgivningen, der er noget galt med. Lovgivningen har et meget højt niveau, det er administrationen, der ikke kan lever op til lovgivningsmagtens ambitioner.
    Det der er behov for er en sanering af administrationsområdet.

Podcast: Intensiverer regeringen konsulentjagten i kommunerne?

Podcast: Intensiverer regeringen konsulentjagten i kommunerne?

AJOUR: Regeringen vil bruge færre penge på konsulenter på statsligt niveau. Det fokus kan sprede sig til kommunerne efter sagen om 19 kommuners brug af konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet. Ajour giver dig overblikket.