Mennesker med handicap bor fortsat på institutioner

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) har netop udtalt, at der hverken findes små eller store institutioner på voksenområdet i dag. Fordi institutionsbegrebet blev ophævet med servicelovens vedtagelse i 1998. Lovgivningens ord kan jeg ikke bestride, og det er ganske rigtigt, at institutionsbegrebet blev ophævet for 10 år siden. Men kun på papiret.

Jeg er så langt fra enig med Karen Jespersen i, at der hverken findes små eller store institutioner. Det gør der. Selv i nyere botilbud er både byggeri og indsats præget af institutionel kultur og tænkning. I praksis er institutioner ikke afskaffet.

Kun værelserne er private
Blot et enkelt eksempel, som de fleste måske kender til fra dagspressen. Ringbo i Bagsværd, der er et tilbud til psykisk syge københavnere med et aktuelt behov for behandling, omsorg og bolig.

Der må ske noget nu. Når ministeren er enig i, at service og bolig skal adskilles, må der straks tages fat. Denne adskillelse er nemlig en af forudsætningerne for at få gjort op med den institutionelle tænkning.

Stig Langvad
Formand for for Danske Handicaporganisationer

Her bor 159 mennesker i 11 huse, fordelt med 11-14 boliger i hvert hus. Værelserne er mellem 12-31 m2. Værelset er det eneste private. Både opholdsstue, køkken/alrum, toilet og baderum samt terrasse og have er fælles og skal deles med andre. Er det ikke en institution?

Respekt for selvbestemmelse
"Hjælpen skal ydes på baggrund af en individuel vurdering af borgerens behov for hjælp, i samarbejde med denne og med respekt for dennes selvbestemmelse og integritet," siger ministeren videre. Jeg kan ikke være mere enig.

Ministeren har i et tidligere svar til Folketinget slået fast, at bolig og service er adskilt i lovgivningen, og at hjælpen skal ydes på baggrund af en individuel behovsvurdering og med respekt for den enkeltes selvbestemmelse. Fortsat meget enig med ministeren.

Problemet er bare, at det overhovedet ikke sker i praksis. Bolig og service er ikke adskilt. Tværtimod. Mennesker med behov for en særlig indsats kan for det første ikke selv vælge, hvor de vil bo, og dernæst er de afhængige af den "pakkeløsning", der kan tilbydes på stedet.

Hverdagsagtige forhold
Selvbestemmelse og indflydelse på eget liv er fundamentalt. Selvbestemmelse handler om at træffe beslutning i både stort og småt. Både om hverdagsagtige og praktiske forhold som hvilken farve bluse, man skal have på, hvad man skal have at drikke mv., og om andre forhold, der vedrører det daglige liv. For eksempel deltagelse i forskellige former for aktiviteter og fritidsinteresser.

Med den institutionelle tilrettelæggelse af indsatsen er konsekvensen, at nogle ønskede aktiviteter kun kan foregå, såfremt alle i et botilbud følges ad. Selvbestemmelse går derfor hånd i hånd med muligheder for individuel tilrettelæggelse af den nødvendige støtte og hjælp, så det ikke er personalenormering og personalets vagtskemaer, der er styrende for, hvornår og hvordan aktiviteterne finder sted.

Indsatsen skal tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov. Ellers er selvbestemmelse en illusion.

Forventer tilslutning til FN-konvention
Ifølge FN's Handicapkonventions artikel 19 har mennesker med handicap ret til på lige fod med andre at leve i samfundet med de samme valgmuligheder som andre. Dette indebærer bl.a. ret til at vælge opholdssted, hvor og sammen med hvem man ønsker at bo, uden pligt til at tage ophold i en bestemt boform.

Danmark har undertegnet konventionen, men endnu ikke ratificeret, hvilket betyder, at den endnu ikke har juridisk gyldighed i Danmark. Men det forventer jeg, den får.

Med denne rettighed er der et klart forbedringspotentiale. Der må ske noget nu. Når ministeren er enig i, at service og bolig skal adskilles, må der straks tages fat. Denne adskillelse er nemlig en af forudsætningerne for at få gjort op med den institutionelle tænkning.

Ministeren skal handle nu 
Jeg mener, at alle borgere i botilbud skal have udmålt individuel hjælp, så hver især kan se, hvad de er berettiget til. Endvidere må der tænkes radikalt anderledes, når der bygges boliger i Danmark. Boliger skal bygges til alle, også til mennesker med handicap. Endelig må det være slut med, at mennesker med handicap skal bo i små værelser med fælles bad og toilet mv. Det er uværdigt.

Pæne ord fra ministeren er ikke nok. Udvikling kommer ikke af sig selv. Det er som om ingen lytter. Kom i gang nu!