DF kan ikke samle satspuljeflertal

NYHED: DF vil suspendere næste års satspuljemidler og i stedet give pengene til pensionisterne. Forslaget møder modstand fra V og S.
Dansk Folkeparti får svært ved at samle flertal til forslaget om at suspendere satspuljemidlerne næste år.
Dansk Folkeparti får svært ved at samle flertal til forslaget om at suspendere satspuljemidlerne næste år.Foto: Altinget/Henrik
Anders Agner Pedersen

Jeg synes, at Dansk Folkepartis forslag klinger hult. Jeg kan konstatere, at de ting, som Dansk Folkeparti ofte siger på det her område, sjældent bliver til virkelighed, og derfor har de et problem med at finansiere deres forslag, og det er derfor, at de kaster sig over satspuljen.

Morten Bødskov
Finansordfører for Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti vil i det kommende år suspendere satspuljemidlerne, som i stedet skal gå til pensionisterne. Og de sociale projekter, som normalt finansieres via satspuljen, skal i stedet finansieres via finansloven, lyder meldingen fra gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl:

"Vi vil foreslå, at de initiativer, der skal tages i forhold til de udsatte grupper, bliver taget i forbindelse med den almindelige finanslov," siger Kristian Thulesen Dahl.

Venstre vil ikke støtte forslaget
Forslaget bliver imidlertid ikke godt modtaget af Dansk Folkepartis normalt så nære allierede Venstre, hvor socialordfører Ellen Trane Nørby blankt afviser det.

"Vi vil ikke stemme for forslaget, når Dansk Folkeparti fremsætter det. Vi mener, at den nuværende løsning er meget fornuftig, og den støtter vi fortsat. Vi har en bred aftale, som indeholder alle partier på nær Enhedslisten, og vi er bange for, at der er mange gode initiativer på det sociale område, som vil gå tabt, hvis man afskaffer satspuljen," siger Ellen Trane Nørby.

Også S afviser DF
Dermed er det altså på den anden side af midten, at Dansk Folkeparti skal finde stemmer, hvis forslaget skal gennemføres. Men heller ikke Socialdemokraterne synes villige til at bakke op om Dansk Folkepartis initiativ.

"Vi synes grundlæggende, at det er en dårlig ide at tage penge fra svage og give til andre svage grupper. Jeg synes, at Dansk Folkepartis forslag klinger hult. Jeg kan konstatere, at de ting, som Dansk Folkeparti ofte siger på det her område, sjældent bliver til virkelighed, og derfor har de et problem med at finansiere deres forslag, og det er derfor, at de kaster sig over satspuljen," siger Morten Bødskov, finanspolitisk ordfører hos Socialdemokraterne, der mener, at satspuljen tjener et godt formål og er værd at fastholde.

0:000:00