DH: Hvorfor svinder midlerne til de handicappede?

Af Stig Langvad
Formand, Danske Handicaporganisationer 

I juni måned 2009 talte jeg med formanden for KL, borgmester Erik Fabrin. Det var kort tid efter den årlige aftale mellem finansministeren og KL vedrørende kommunernes økonomi for den nærmeste fremtid. KL-formanden gav klart udtryk for, at det var en rigtig god aftale, der var indgået, og at jeg ikke skulle være bange eller skeptisk - vilkårene for personer med handicap ville blive langt bedre, end jeg forventede, bedyrede Fabrin.

Der gik imidlertid ikke mange dage, før jeg læste de første artikler i dagspressen om kommuner, der ikke kunne se, hvordan de skulle kunne levere den velfærd, de er forpligtet til i henhold til lovgivningen og aftalerne med regeringen.

Ensidigt fokus på kroner og kvantitet
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over den store forskel, der er mellem udsagnet fra formanden for kommunerne og kommunernes egen opfattelse af virkeligheden. Virkeligheden er, at flere og flere kommuner genåbner deres forhandlinger om budgettet for 2010, fordi de oplever, at udgifterne til velfærden vokser ud over deres økonomiske formåen.

Det er som om, eksistensen af borgere, der skal have hjælp i det kommunale system, stadig er en overraskende social begivenhed for dem, der planlægger kommunernes økonomi.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Forskellen i synsvinkel er der også, når man ser diverse lovforslag og initiativer fra regeringen. Man må fælle en glædeståre, når man læser om de mange milliarder, regeringen har tilført velfærden. Men der er tale om et ensidigt fokus på kroner og kvantitet, og ikke på resultater i form af oplevet velfærd hos borgerne. Og så hænger regeringens selvopfattelse ikke sammen med den virkelighed, der bliver beskrevet i dagspressen og tv.

Jeg undres over, at der allerede er behov for at justere på de kommunale budgetter. Der er jo ikke kommet flere personer med handicap i kommunerne, ligesom antallet af andre sociale foranstaltninger næppe kan være forøget på så kort sigt. Det er som om, eksistensen af borgere, der skal have hjælp i det kommunale system, stadig er en overraskende social begivenhed for dem, der planlægger kommunernes økonomi. Men de fleste af disse borgere må da være kendt i systemet. Har de pludseligt fået andre behov? Hvad går galt i den kommunale planlægning?

Er der nogen, der kan svare? Den tidligere socialminister kunne ikke forklare, hvad der ligger bagved stigningerne i udgifterne på handicapområdet fra 2008-2009, da et folketingsmedlem stillede spørgsmål herom. Men man må vel have en formodning om, at kommunerne er i stand til at gennemskue deres egne udgifter til deres egne borgere?

Flere klager til handicaporganisationerne
Den relativt begrænsede forskning på området fortæller ikke om væsentlige forandringer hos de borgere, de følger i deres forskning. Forskningen synes ikke at have registreret store forandringer i velfærden, hverken opad eller nedad.

Men handicaporganisationerne oplever en markant stigning i antallet af henvendelser fra borgere, der føler, at de løber panden imod en mur, når det drejer sig om at få imødekommet selv de mest basale behov ude i de kommuner, der har ansvaret for at sikre den nødvendige velfærd. Det kan være gennem specialundervisning, revalidering, hjemmehjælp, forebyggende indsats, genoptræning osv.

Det er udfordrende at være forældre til et barn med et betydeligt handicap, der skal i skole og have specialpædagogisk bistand, og samtidig undervises af en lærer med de nødvendige kvalifikationer. Det er også udfordrende at være voksen med et behov ud over det sædvanlige, som forudsætter høj grad af koordination og stor viden om det specifikke handicap. Især hvis dette fylder meget i det kommunale budget.

Og det er ikke kun handicaporganisationerne, der bliver løbet over ende af borgere, der oplever, at de bliver behandlet forkert i det kommunale system. Der er mange, der klager over deres afgørelser til de sociale nævn, klagenævnet for specialundervisning m.v., for at opnå den støtte, de mener, at de eller deres pårørende har krav på og behov for.

Det går ikke kun ad H-til ude i kommunerne - langtfra. Mange borgere er tilfredse med den indsats, de modtager. Men et stigende antal borgere oplever, at deres behov ikke bliver imødekommet i det omfang, man kan forvente med udgangspunkt i den gældende lovgivning. Og samtidig fortæller kommunalpolitikerne os, at vi koster alt for mange penge. Hvad sker der? Det er et problem, der kræver et svar.