DH: Huller i de handicappedes retssikkerhed

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Spørgsmålet om retssikkerhed på det sociale område optager sindet hos mange mennesker. Politikere, ministerier, jurister, administrative medarbejdere, medier og ikke mindst pårørende og personer, der skal modtage ydelser fra den sociale sektor.

Retssikkerheden må ikke mangle, det er alle enige om. Man er vel også nogenlunde enige om, at der kan ske fejl, som må udbedres. Men set fra handicaporganisationernes synspunkt, så lever den sociale retssikkerhed langt fra op til niveauet i et moderne velfærdssamfund.

Huller i retssikkerheden
Mange mennesker modtager de sociale ydelser, de har ret til og behov for. Men praksisundersøgelser og afgørelser fra Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen vidner om, at der er huller i retssikkerheden.

Hvis alt er gået galt igennem det sociale møde med kommunen og den efterfølgende klageadgang i det administrative klagesystem, kan borgerne gå til domstolene for at få prøvet deres sag - i forhold til om den lever op til den forventede retssikkerhed. Men det er der ganske få personer inden for den sociale "kundekreds", der har råd til, selvom erfaringen er, at det ofte kan nytte at få domstolene til at kigge det sociale system over skulderen.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Dette billede underbygges af mange historier i medierne og et stigende antal sociale sager ved domstolene osv. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved.

Det bedste vil naturligvis være, hvis kommunernes beslutninger altid er i overensstemmelse med lovgivningens intentioner og borgernes behov. Men det er de ikke. Der er nogle iboende konflikter med konsekvenser for retssikkerheden i den måde vi behandler sociale sager.

Økonomi fremfor behov
Den anstrengte kommunale økonomi betyder, at der i visse sammenhænge og i visse kommuner lægges et betydeligt pres på sagsbehandlerne om at holde igen - i forhold til at imødekomme borgernes legitime behov.

Det sker igennem interne instruktioner, politiske og administrative udmeldinger og måske heraf afledte fejltolkninger hos medarbejderne. Og her skal man ikke glemme, at hvis lovgivningen er uklar, og praksis ikke er præciseret, kan det kun være med til at skabe grobund for beslutninger, der er i strid med principperne om god social retssikkerhed.

De mange opgaver, vi i nærhedsprincippets navn har lagt i kommunerne, kan medføre, at der opstår nogle konflikter, der kan påvirke retssikkerheden. Det kan godt være vanskeligt for en kommune at skulle rådgive og vejlede, udrede, indstille, beslutte, betale og følge op vedrørende indsatsen for en borger.

Skævhed mellem teori og praksis
Det kan også være et problem, at kommunerne har hele den økonomiske, juridiske og socialfaglige kompetence, mens borgerne har en klar oplevelse af deres behov. Her kan der opstå en ubalance i dialogen, hvor fagligheden utilsigtet kan komme til at overse udfordringerne i borgernes dagligdag, fordi et er teori, et andet er praksis.

På den anden side har borgerne og deres pårørende adgang til information om de konkrete funktionsnedsættelser og deres muligheder for kompensation m.v. - men det er ikke sikkert, at den kommunale sagsbehandler har samme adgang til denne viden.

Der synes at være et behov for at skabe en mere lige balance i dialogen mellem borgerne på den ene side og kommunens ansatte på den anden side.

Gode hensigter, dårlig strategi
Gennem de seneste år har der udviklet sig en tradition for at vedtage lovgivning på det sociale område, hvor der lægges op til, at praksis skal afklares gennem klager i det administrative klagesystem, dvs. Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen. Det er ikke den mest gennemtænkte strategi!

• For første er det helt urimeligt at sende borgerne ud på en mission, hvor de skal klage over sociale afgørelser for at få fastlagt niveauet for ydelser på et specifikt område.
• For det andet kan man ikke forvente, at alle borgere har ressourcer til at tage den kamp. Og det er kun den enkelte borger, der kan klage over sin egen sag/afgørelse.
• For det tredje er det urimeligt over for den kommunale sagsbehandler ikke at give nogle klare indikationer om, hvad det er, der forventes, at man skal leve op til inden for et givet socialt område.
• For det fjerde tager det meget lang tid at nå igennem klagesystemet - ofte mere end to år.
• For det femte kan man ikke forvente, at borgerne har de kompetencer, der skal til for at kunne føre en klagesag, selvom de administrative myndigheder har pligt til at oplyse sagen.
• For det sjette kommer borgeren ofte til kort i kampen mod de professionelt uddannede kommunale embedsfolk (jurister) og deres kollegaer i ankesystemet (med samme uddannelse).

Men det allermest problematiske er, at Folketinget ikke har lagt sig fast på nogle mere konkrete og enkle regler med et mere tydeligt indhold. Hele denne proces er uden sidestykke en af de største trusler imod den sociale retssikkerhed.

Personlig økonomi afgør klagemulighed
Hvis alt er gået galt igennem det sociale møde med kommunen og den efterfølgende klageadgang i det administrative klagesystem, kan borgerne gå til domstolene for at få prøvet deres sag - i forhold til om den lever op til den forventede retssikkerhed.

Men det er der ganske få personer inden for den sociale "kundekreds", der har råd til, selvom erfaringen er, at det ofte kan nytte at få domstolene til at kigge det sociale system over skulderen.

Det er et problem for retssikkerheden, at det er den personlige økonomi, der skal afholde personer fra at kunne få deres behov imødekommet gennem en korrekt domstolsafgørelse. Særligt når vi ved, at der er mange penge at spare på at holde borgerne på et niveau under imødekommelse af deres legitime sociale behov.

Der er grund til at styrke retssikkerheden til gavn for borgerne - ikke for at opnå mere end loven tillader, men for at alle når op på det, der er intentionen i vores velfærdssamfund. Jeg støtter derfor varmt forslaget om at nedsætte en retssikkerhedskommission, som foreslået af S, SF, R og EL (beslutningsforslag B 174).