Advokat: Godt at ministeren dropper kønskvoter

Af Søren Hessellund Klausen
Advokat og partner i IUNO

Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) har droppet kønskvoter i danske virksomheder, tak for det. 

En ny vejledning fastslår, at danske virksomheder ikke længere er forpligtede til løbende at fastsætte højere og højere måltal for andelen af kvinder i deres bestyrelse, indtil de opnår en kønsfordeling på 60/40, men i stedet selv kan fastsætte et måltal, som er ambitiøst og realistisk. 

Det kommer både virksomheder og samfund til gode.

Den nye vejledning kommer i forlængelse af en debat, som jeg startede i Børsen. I debatten kritiserede jeg og senere også Jesper Lau Hansen, professor, dr.jur, at landets cirka 1.200 største virksomheder var pålagt kønskvoter ad bagvejen, fordi de ifølge den tidligere vejledning var forpligtede til at fastsætte et nyt og højere måltal for kønssammensætningen, når det gamle måltal var opnået. En kritik, som blev bakket op af Børsens leder, som opfordrede ministeren til at svare på, om landets cirka 1.200 største virksomheder var pålagt kønskvoter, ja eller nej?

Frivillig tvang
Ministerens svar var meget overraskende, at nej, danske virksomheder er ikke bundet af kvoter, hverken ad bagdøren eller gennem fordøren. Dette svar var dog både forkert og udenomssnak. 

Virksomhederne slipper for administrativt bøvl og ærgerlige kvoter, mens samfundet meget gerne skulle få flere kvinder ind i bestyrelserne, både på den korte og lange bane.

Søren Hessellund Klausen
Advokat og partner i IUNO

Ministeren tog nemlig ikke stilling til, at vejledningen til loven forpligtede landets cirka 1.200 største virksomheder til løbende at fastsætte højere og højere måltal. I stede nøjedes ministeren med at give en snik-snak om fordelen ved den danske model og dens fleksibilitet.

Sagen er dog, at cirka 1.200 virksomheder siden 2013, hvor loven trådte i kraft, har været forpligtet til at opstille måltal for kønssammensætningen i bestyrelsen, og når måltallet endelig var opnået, ja, så skulle de starte forfra med et endnu mere ambitiøst måltal. Hvis det ikke er kønskvoter ad bagvejen, så ved jeg ikke, hvad vi skal kalde det.

Fejlen var dyr
Dette er ministeren heldigvis, dog med en vis forsinkelse, blevet klar over. Hun har netop ændret vejledningen til loven, så virksomhederne nu er frit stillet til at opstille et måltal, som er ambitiøst og realistisk for den branche, de befinder sig i, også selvom det tidligere måltal er opnået. 

Med den nye vejledning er landets cirka 1.200 største virksomheder fritaget fra kønskvoter.

Ministeren skal have ros for at rette op på en fejl, som har kostet mange virksomheder unødvendigt besvær og hovedpine. Det har aldrig været hensigten med loven, som blev indført af den tidligere Thorning-regering, at virksomhederne skulle bindes af kvoter. Det fremgik tydeligt ved fremlæggelsen af lovforslaget, at måltallene var frivillige. 

Ministeren skal dog ikke kun have ros, tværtimod. 

Det er bekymrende, at hun først opdager fejlen, når hun bliver gjort opmærksom på den af en ekstern jurist og ikke af sine egne embedsmænd, og derudover er det stærkt bekymrende, at hun starter med at affeje problemet i et debatindlæg. Det er hverken god eller konstruktiv politik.

Ny vejledning kommer hele samfundet til gode
Visse medier har fremlagt den nye vejledning som et skridt i den forkerte retning i forhold til ligestillingen i Danmark. Jeg mener dog, vi skal se det på en anden måde. I min optik er det både til gavn for virksomheder, samfund og ligestilling, at virksomhederne ikke længere er bundet af kønskvoter.

For virksomhederne betyder den nye vejledning, at de kan fastsætte et ambitiøst og realistisk måltal, som passer til deres branche, men som ikke nødvendigvis sikrer en ligelig kønsfordeling. I flere brancher er det på den korte bane urealistisk at opnå en fordeling på 60/40 i bestyrelserne, fordi det er svært at tiltrække kvinder, eksempelvis slagteribranchen og byggebranchen.

For samfundet kan den nye vejledning meget vel betyde, at vi får flere kvinder i ledelserne. Den nye vejledning giver nemlig virksomhederne et incitament til at opnå deres måltal, fordi de ikke er forpligtet til at fastsætte et nyt og højere, når målet er nået. 

Tag eksempelvis en bestyrelse bestående af ni mænd og en kvinde, det vil sige en 90/10-fordeling. Her vil virksomheden opstille et realistisk måltal på eksempelvis syv mænd og tre kvinder, altså 70/30, og rent faktisk arbejde aktivt på at opnå måltallet, fordi de ikke efterfølgende er forpligtet til at fastsætte et nyt urealistisk måltal på eksempelvis 60/40.

På den måde kommer den nye vejledning både virksomheder og samfund til gode. Virksomhederne slipper for administrativt bøvl og ærgerlige kvoter, mens samfundet meget gerne skulle få flere kvinder ind i bestyrelserne, både på den korte og lange bane.