Aftale laver klare regler for magtanvendelse

TVANG: Med penge fra satspuljen har et bredt flertal på Christiansborg lavet en aftale om voksnes ansvar for anbragte børn og unge. Aftalen bygger på anbefalinger fra det såkaldte Magtanvendelsesudvalg.

Aftalen gør det klarere over for ansatte på institutioner, hvornår de må anvende magt over for anbragte børn og unge.
Aftalen gør det klarere over for ansatte på institutioner, hvornår de må anvende magt over for anbragte børn og unge.Foto: Simon Læssøe/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Der kommer nu større tydelighed om, hvornår der må anvendes magt over for anbragte børn og unge.

Folketingets partier, med undtagelse af Enhedslisten, er nemlig blevet enige om en aftale på området, der laver klarere regler for magtanvendelse.

Socialminister Karen Ellemann (V) er glad for aftalen.

”Når vi skal hjælpe anbragte børn og unge bedst muligt, er det helt afgørende, at medarbejderne på anbringelsesstederne ved, hvornår de kan og må gribe ind og sætte grænser for børnene og de unge. De voksne skal vide, hvordan de bedst drager omsorg og hjælper dem på vej videre i livet,” udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

Partierne bag aftalen er de samme, som står bag fordelingen af satspuljemidler, og det er netop her, pengene kommer fra.

Skaber klarhed
Da satspuljen for socialområdet blev fordelt, blev 42,3 millioner kroner frem til 2019 afsat til området og et initiativ ved navn 'Klare rammer for voksne over for anbragte børn og unge'.

Aftalen lever op til sit navn, mener Socialdemokraternes socialordfører.

”Vi har skabt klarhed på en måde, som sikrer de rettigheder, der skal til for barnet. Barnet og dets biologiske forældre ved, hvornår der er blevet gået over grænsen, så man kan klage til myndighederne,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil til TV 2 News.

Flere beføjelser ikke målet
Aftalen tager udgangspunkt i anbefalinger fra det såkaldte Magtanvendelsesudvalg, som blev nedsat i 2013.

Sigtet er at klarlægge reglerne, ikke give flere beføjelser til pædagoger og andre ansatte, understreger aftalepartnerne.

”På nogle punkter kan man godt sige, at de får flere beføjelser, fordi det er blevet tydeliggjort, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er, og hvornår der er en politiopgave at skride ind over for denne gruppe af anbragte børn,” siger Karin Adsbøl, socialordfører for Dansk Folkeparti til TV 2 News.

Aftalen skal nu fremsættes som lovforslag i Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

Karin Nødgaard

Afdelingsleder, fhv. MF (DF)
lærer (Haslev Lærerseminarium 1990), diplom i ledelse (2021)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00