Alternativist: Mette F. står til at blive statsminister for den varme luft

Af Julie Herdal Molbech (ALT)
Folketingskandidat, Nordsjælland

Færre spædbørn ammes, flere end 60.000 børn lever i fattigdom, børn mistrives i overbelastede daginstitutioner, folkeskolen sejler (flere steder), Danmark lever ikke op til FN’s børnekonvention, antallet af unge med psykiske lidelser stiger, flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre − det er Danmark for børn anno 2019.

Jeg ved ikke, om du er gammel nok til at mindes, da der faktisk var et velfærdssamfund for børn. Det er ikke så lang tid siden.

Velfærd tog vi for givet
I 1970’erne og 80’erne, da jeg voksede op, var velfærd noget, vi tog for givet. Ja − sådan helt uden dårlig samvittighed regnede vi med, at det samfund, vi alle finansierer via skatten, var til for den enkelte. Der var fede børnehaver, der var kolonier på fritidshjemmene, der var folkeskoler for alle.

Og det var mindre vigtigt, at alle ikke fik høje karakterer. Vi skulle nok blive til noget alligevel.

Dengang, kan jeg huske, at de voksne sagde til os, at det var det ‘indeni’, der gjaldt, og ikke hvordan man så ud, eller hvor god man var til noget. Og selvom det i dag kan lyde som en løgn, så sagde vi det faktisk også til hinanden i gymnasiet i 1990'erne. Nogle var ‘stræbere’ og ville have høje karakterer − dem om det. De fleste af os var nogenlunde seriøse og fik karakterer derefter. Men det stressede os ikke.

Det har altid været en god valgkampsgimmick at kysse børn − men det betaler jo ikke for svømmeundervisningen.

Julie Herdal Molbech
Folketingskandidat, Nordsjælland

Børneliv uden ro og tillid
Vi voksede op med velfærd for børn i Danmark. Men den ro og tillid, det skabte, er ved at forsvinde. Tallene taler deres tydelige sprog: 64.500 børn lever i fattigdom, der skæres ned på uddannelser, skrues op for karakterræs, og folkeskolen lider under mangel på visioner, kompetencer og ressourcer til at klare hverdagen og de reformer, de blev påduttet for nylig.

Flere børn skal tvinges i daginstitution − samtidig med at daginstitutioner i landets største kommune lider under benhård nedskæring, så det er blevet helt almindeligt, at en enkelt medarbejder er alene med 12-13 vuggestuebørn. Det er ikke velfærd for børn. Det er tværtimod opskriften på et opdelt klassesamfund, hvor de fleste må stille sig tilfredse med et serviceniveau, der er langt under acceptabelt.

Det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig selv har været socialdemokrat. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan anerkende den vision, der engang kendetegnede det for dansk politik så afgørende parti. Hundrede års kamp for fattige arbejdere og senere deres børn er værd at tage hatten af for.

Men det er fortid. I dag er børn blevet nogle, man taler om at ville ‘være’ noget for. Det har altid været en god valgkampsgimmick at kysse børn − men det betaler jo ikke for svømmeundervisningen.

En god valgkamps-gimmick
Det retoriske kneb "børnenes statsminister" fremstår som varm luft fra Socialdemokratiet. Børn skal for eksempel fortsat mistrives på udrejsecentre, flere skal tvangsfjernes, og socialdemokraterne mangler stadig at vise en plan for, hvordan de vil afskaffe fattigdom for børn i Danmark.