Arbejdsgruppe skal undersøge muligheder for knivforbud på bosteder

PSYKIATRI: Børne- og socialminister Mai Mercado (K) nedsætter en arbejdsgruppe, der skal formulere et forslag til knivforbud på psykiatriske bosteder.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Emma Qvirin Holst

Et forbud mod knive på psykiatriske bosteder kan være på vej.

Ifølge Jyllands-Posten nedsætter børne- og socialminister Mai Mercado (K) en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at indføre et hensynsfuldt knivforbud på bostederne.

Det sker som konsekvens af en række episoder, hvor beboere på bostederne har overfaldt ansatte med kniv.

”Jeg nedsætter en arbejdsgruppe for at finde en afbalanceret løsning, som kan dæmme op for risikoen for knivoverfald uden at sætte unødige begrænsninger for de borgere, der bare vil kunne smøre en mad i køkkenet,” siger Mai Mercado ifølge Jyllands-Posten.

Ministeren afviser selv at komme med et bud på, hvordan forbuddet skal se ud. Hun venter i stedet på faglige inputs fra arbejdsgruppen. Den kommer til at bestå af repræsentanter fra Børne- og Socialministeriet, Justitsministeriet, KL og Københavns Kommune.

Sikkerhed i socialpsykiatrien har også fanget Folketingets Ombudsmands interesse, der peger på, at det ikke kun er de ansatte, der er i fare. Det er andre beboere også.

Læs også: Ombudsmanden zoomer ind på sikkerhed i psykiatrien

Ombudsmanden har derfor udpeget forholdene på landets socialpsykiatriske botilbud som et særligt fokus i 2017, hvilket betyder, at Ombudsmandens Tilsynsafdeling vil koncentrere en betydelig del af dens 40 årlige tilsynsbesøg omkring socialpsykiatrien.

"Der har desværre været en række tilfælde, hvor ansatte er blevet overfaldet og slået ihjel, men ofte går det også ud over medbeboerne. De er i en del tilfælde tvangsmæssigt anbragt, så det mindste, man kan forlange, er, at det offentlige sørger for, at de kan leve i sikkerhed," sagde Morten Engberg, der er afdelingschef hos Folketingets Ombudsmand, til Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

0:000:00