Debat

Autismeforening: Vores retssikkerhed er ikke-eksisterende

DEBAT: Der findes ingen retssikkerhed for familier, hvor børn eller voksne har en autismediagnose, hvilket Ankestyrelsens afgørelser blot bekræfter. Gør derfor finanslovsforhandlingerne til en anledning til at ændre forholdene, skriver Heidi Thamestrup.

Når pårørende søger kurser til at forstå deres barns handicap, så kæmper de ofte i årevis med kommunen, skriver Heidi Thamestrup. (Foto: presse)
Når pårørende søger kurser til at forstå deres barns handicap, så kæmper de ofte i årevis med kommunen, skriver Heidi Thamestrup. (Foto: presse)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Heidi Thamestrup
Landsformand, Landsforeningen Autisme

Magnus hulker højt og vrider sig på gulvet, han vil ikke i skole. Magnus er ni  år, autist og top stresset, han har han lige lært et nyt ord: “skolevægring”.

Magnus ved godt, at det ord betyder, at der er noget galt med ham. Han bliver simpelthen så stresset og får angst af at gå i skole. 

Inger skal støttes i alle sociale og praktiske ting i hverdagen, derfor bor hun på et bosted. Personalet på bostedet har ingen tæt relation til Inger, for Inger siger altid: “nej” og når Inger siger “nej” skal personalet respektere det. Ingers “nej” er et “nej”. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men nejét handler om, at Ingers ordforråd er begrænset, Inger vil gerne deltage i vandreture, og hun vil gerne spise med, når der er madklub, men hun har brug for nøjagtige beskrivelser, før hun tør sige “ja”. 

Hvis personalet havde viden om autisme, havde de forstået, at et "nej" kan være noget helt andet end et "nej" til fællesskab, og derfor er Inger ensom. 

Jeg har set ét finanslovsforslag, der berører handicap. I det forslag fylder handicapområdet så lidt, at der er fare for, at ingen bemærker det.

Heidi Thamestrup
Landsformand, Landsforeningen Autisme

Samfundet er problemet
Der er alt for meget gang i Christoffer i 4. klasse. Skolen siger, at Christoffer kravler på væggene og på de andre børn. De andre børns forældre siger, at Christoffer ødelægger ting, skriger deres børn ind i hovedet og slår. ‘

Lærerne forsøger at tæmme Christoffer med handleplaner med tyngde tæpper og med lakrids. 

Når Christoffer er i en ramme, hvor det er okay at bevæge sig, klarer Christoffer sig godt, hvis Christoffer er i en ramme, hvor man skal sidde stille, så går det virkeligt dårligt, og derfor går det tit dårligt, og Christoffer får skæld ud.

Magnus, Inger og Christoffer er mennesker, der ønsker at udvikle sig, der ønsker at deltage, men som ikke passer ind i det tilbud de har fået. 

Det er ikke Magnus, Inger og Christoffer,  der er forkerte, det er vores samfund, der ikke forstår at møde dem, selvom de hungrer efter at få lov til at være en del af fællesskabet. 

I Landsforeningen Autisme får vi dagligt henvendelser fra forældre, der har fået afslag på ansøgninger om helt basale ting, som deres barn eller voksne barn har brug for. 

Helt basale ting kan være et specialiseret bosted, hvor personalet er nysgerrige på Ingers behov, eller et skoletilbud der forstår at tilpasse skoledagen til Magnus og Christoffer  uden at de får angst og stress som Magnus eller bliver kaldt ødelæggende og skrigende som Christoffer.

Mennesker med en diagnose i autismespektret er jo netop ikke gennemsnitsmennesker, der passer ind i standard løsninger, og det er derfor, at de har fået en diagnose. 

Kommuner løfter ikke socialt ansvar
Lov om social service slår fast, at familier med autistiske børn skal kompenseres, så de kan leve et liv så tæt på det normale som muligt. 

Når pårørende søger kurser til at forstå deres barns handicap, et passende skoletilbud eller et specialiseret botilbud, så kæmper de ofte i årevis med kommunen. 

I mellemtiden skal de selv udfylde rollen som pædagog, sagsbehandler, tovholder og jurist. 

Nogle af dem har overskud til at klage, og nogen af dem har råd til at købe privat socialrådgivning eller juridisk bistand, der kan skrive i det samme sprog som kommunens jurister og dermed udfordre afslaget. 

Da Karens mor fik afslag på talepædagogisk støtte til Karen, begyndte hun at læse jura. I dag er Karen otte år og situationen er en helt anden, end dengang Karens mor søgte SU for at gå på jurastudiet. 

Nu er det Karens skoletilbud, der ikke forstår at kommunikere med Karen, men forskellen fra tidligere er, at Karens mor er beredt til tænderne. 

Det er godt for Karen. Men er det sådan et samfund, vi vil have? Et samfund, hvor kommunerne bruger juridiske spidsfindigheder for at undgå at tage deres sociale ansvar og kompensere familierne? 

Ikke-eksisterende retssikkerhed
Retssikkerheden for familier, hvor børn eller voksne har en autismediagnose er ikke eksisterende. Hvis du betvivler, at jeg har ret, så spørg Ankestyrelsen.

For af den lille gruppe af familier, der kan mobilisere overskud til at klage over et afslag med alt hvad det kræver af kampe med det kommunale system , der får mere end 50 procent  medhold i at deres kommune laver fejl. 

Og mere end halvdelen af sagerne om børnehandicap bliver omgjort i Ankestyrelsen. 

På samrådet 14. august sagde Astrid Krag, at problemet med kompensation til mennesker med handicap skyldes manglen på penge. 

Finanslovsforhandlingerne foregår lige nu, og regeringen og støttepartierne har mulighed for at sætte de penge af, der mangler, så familier berørt af autisme kan få retssikkerheden tilbage.

Læs også

Et ydmygt ønske
Jeg har set ét finanslovsforslag, der berører handicap. I det forslag fylder handicapområdet så lidt, at der er fare for, at ingen bemærker det. 

Jeg syntes, ærligt talt, at det er et ydmygt ønske, at også handicappede får retssikkerhed, når alle andre har det. På min finanslov-ønskeseddel står der Magnus, Inger, Christoffer og Karen. 

Der står også, at statens specialister, VISO, skal have mulighed for at gå ind i mange flere sager uanset om kommunen vil det eller ej. Og de skal følge op på om deres anbefalinger omsættes til praksis. 

Jeg tror, at kommunerne vil profitere af gammeldags "bolsjepædagogik". Når en kommune leverer god sagsbehandling, lovlige afgørelser og har lave omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen, så mener jeg , at de skal have en belønning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Heidi Pernille Thamestrup

pædagog, VIA, (Aarhus Uni. 2004), eksportsælger (Århus Handelshøjskole. 1998), journalist (Ajour, Aarhus. 1991)

0:000:00