Debat

Bedre Psykiatri: Skyttegravskrig om faggrænser i psykiatrien rammer de syge

DEBAT: Konflikten mellem psykiatere og psykologer har ingen vindere, kun tabere. Så længe den ufrugtbare krig står på, fortsætter den mangelfulde behandling for psykisk syge og pårørende, mener Bedre Psykiatri.

Konflikten om faggrænser mellem psykiatere og psykologer virker barnlig, mener Knud Aarup.
Konflikten om faggrænser mellem psykiatere og psykologer virker barnlig, mener Knud Aarup.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Aarup
Landsformand, Bedre Psykiatri

Der er noget næsten barnligt trodsigt over den territoriekonflikt, som er rullet op i de seneste måneders uforsonlige indlæg om faggrænser mellem psykiatere og psykologer.

Man får næsten lyst til, ligesom da børnene skændtes på bagsædet, at bremse op og råbe stop.

Vi i Bedre Psykiatri vil ikke gøre os til dommere i konflikten, men blot konstatere, at det er de mange tusinde psykisk syge og pårørende, som i sidste ende bliver ofre for psykologernes og psykiaternes manglende evne til at blive enige og stå sammen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Flere patienter til behandlerne
På bare ti år er antallet af patienter per behandler i psykiatrien vokset med 25 procent.

Resultatet er ensidig medicinsk behandling, fortsat brug af tvang og mangel på pårørendeinddragelse.

Tænk engang, hvad I kan opnå, når I slår kræfterne og kompetencerne sammen.

Knud Aarup
Landsformand, Bedre Psykiatri

Ikke fordi nogen ønsker eller prioriterer det, men fordi patienttilgangen og ressourcemanglen presser hverdagen og kvæler overskuddet.

Det burde være indlysende, at opgaveglidning og tværfaglighed er en del af løsningen. Og det er selvfølgelig hverken hele løsningen eller den eneste løsning.

Men når vi nu uomtvisteligt står i en situation, hvor der er akut brug for alle mand på dæk, er det svært at forstå, at man er så forhippet på at skubbe hinanden ud over rælingen i stedet for at finde en måde at få det bedste ud af alles kompetencer.

Så banalt, at det hviner i tænderne
Nøglen til en løsning er selvfølgelig, at begge parter accepterer og respekterer hinandens kompetencer og muligheder for at hjælpe psykisk syge til et bedre liv.

Indrømmet: Det er så banalt, at det hviner i tænderne.

Men desto mere uforståeligt er det, at der er så stort behov for at minde om det. 

Relationer, samtale, tid og tålmod er akutte mangelvarer i psykiatrien, ligesom terapeutisk, kemisk, neurologisk og medicinsk indsigt er det.

Jeg vil som sagt ikke gøre mig til dommer over, hvem der har de mest specialiserede kompetencer inden for hvad.

Jeg vil bare stilfærdigt og taknemmeligt konstatere, at jeg både som formand for Bedre Psykiatri og fra mit eget liv som pårørende har oplevet, hvor fantastiske resultater I kan hjælpe psykisk syge og pårørende med at opnå.

Tænk positivt
Tænk engang, hvad I kan opnå, når I slår kræfterne og kompetencerne sammen.

Ingen andre end jer selv kan vende konflikten og omsætte energien og engagementet til konstruktive løsninger.

Og jeg bliver nok nødt til at sige, at det ikke bliver indlæggene her i Altinget, der bringer jer tættere på hinanden.

Hvad med om I i stedet skriver et indlæg om alt det, som I kan bruge hinanden til, og om hvor vigtigt det er, at vi alle sammen – patienter, pårørende og behandlere – står sammen i kampen for flere ressourcer, bedre arbejdsvilkår, bedre behandling og mere pårørendeinddragelse?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Aarup

Debattør, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, Socialstyrelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

0:000:00