Debat

Behov for ny finansiering af socialområdet

DEBAT: Det er på tide med en ny finansiering på det specialiserede socialområde, skriver dagens debattør, som ønsker en solidarisk og retfærdig finansiering.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Andersen
Formand Socialpædagogerne.

I sidste uge offentliggjorde Berlingske en undersøgelse, de har foretaget blandt landets borgmestre, hvor de er blevet bedt om at komme med bud på de tre områder, hvor de regner med at skulle hente penge på de kommende års regnskaber. For de skal spare. Det står klart.

De skal leve op til et krav om skattestop og om nulvækst til og med 2013. Og sammen med regeringens nyligt indførte individuelle straf-mekanisme, har kommunerne ikke så meget valg.

I undersøgelsen svarer mere end 43 procent af borgmestrene, at de regner med at skaffe pengene ved "omstilling på specialområderne" - altså ved nedskæringer.

Vi skal væk fra, at kommunerne bliver holdt i et økonomisk skruestik, der forhindrer at de rent faktisk gør det, de skal - nemlig lader fagligheden råde i de tunge socialsager.

Benny Andersen
Formand Socialpædagogerne

Det handler om vores område. Socialpædagogernes område. Det er udsatte børn, unge og familier. Det er handicappede. Det handler om psykisk syge og andre udsatte og svage grupper.

Kommunernes socialbudget er uden virkelighedssans
Borgmestrenes udsagn ligger i meget god tråd med vores egne undersøgelser. Og ikke mindst hvad man kunne se i kommunernes netop fremlagte budgetter for 2011. Her kan man nemlig se, at kommunerne over hele linjen budgetterer med et niveau langt under, hvad de reelt brugte på området i 2009.

1,6 milliarder kroner. Så meget kommer de til at bruge mindre på det såkaldte specialiserede område.

Nu ved jeg jo godt, at kommunerne er presset på økonomien, og at de er pinedød tvunget til at finde pengene et sted i kommunekassen. Men de her tal har jo ikke har en pind med virkeligheden at gøre.

Tallene efterlader en manko på 1,6 milliarder på det specialiserede område. Og det er altså så mange penge, at det er hævet over enhver tvivl, at det vil betyde massive besparelser i forhold til kommunernes service over for vores allermest udsatte borgere.

Kommuner holdes i økonomisk skruestik
Vi kan for eksempel se i tallene, at de har tænkt sig at spare mere end syv procent på et i forvejen stærkt beskåret område som anbringelsesområdet. Næsten 16 procent alene på døgninstitutionerne.

Det betyder konkret, at vi fremover vil se, at kommunerne hjemtager flere børn til enten ingenting eller et klubværelse.

Ligesom vi kan se, at det også går hårdt ud over voksen-handicapområdet, hvor kommunerne i 2011 vil spare stort på områder som kontaktperson- og ledsagerordninger, aktivitets- og samværstilbud og beskyttet beskæftigelse.

Vi har længe foreslået, at der bliver set på finansieringen af det her område.

Vi skal væk fra, at kommunerne bliver holdt i et økonomisk skruestik, der forhindrer, at de rent faktisk gør det, de skal - nemlig lader fagligheden råde i de tunge socialsager.

Kommunerne er ifølge Serviceloven forpligtet til at kompensere samfundets udsatte grupper. Men som det er nu, ser vi ofte, at kommunerne bliver tvunget til at lade økonomien råde.

Solidarisk og retfærdig finansiering
Vi har for eksempel foreslået, at der indføres budgetgaranti på det specialiserede område. En ordning der skal sikre, at kommunerne får kompensation for de udgiftsstigninger, der er på området.

Lige som vi anbefaler, at man genindfører kompensation for de særligt dyre enkeltsager, som blev så drastisk nedtrappet siden 2007.

Det er en mulig måde at skrue det sammen på. Men vi er åbne for andre løsningsmodeller. Så længe der bliver åbnet op for en mere solidarisk og retfærdig måde at håndtere finansieringen på.

Et andet konkret forslag er, at kommunerne får mulighed for at tænke indsatsen på det sociale område mere langsigtet i kraft af flerårige økonomiaftaler. I stedet for som nu, hvor de skal forhandle økonomi et år ad gangen med staten.

Vi må være ansvarlige
Vi spurgte for et par år siden borgmestrene i landets 98 kommunerne om deres syn på finansieringen.

Det var måske ikke så overraskende, at mere end 70 procent af dem pegede på, at finansieringen af det specialiserede sociale område bør ændres.

Men det kan da godt overraske mig, at der slet ikke bliver lyttet til det ønske i hverken KL eller på Christiansborg. Ikke mindst nu, hvor mange af kommunerne allerede nu - i marts måned - er nødt til at genåbne budgetterne for 2011 for at undgå at skulle betale den økonomiske strafafgift til staten.

Det er jo ikke en farbar vej!

Og jeg kan uden at tøve sige, at den kurs vil føre mange alvorlige socialsager med sig. Vi vil se en masse tunge sager dukke op, hvor kommuner burde have handlet. Det er mennesker, der ikke fik den chance, de burde have haft.

Så lad os nu være ansvarlige og se at få orden på finansieringen, så ikke kommunerne skal blive ved at lappe huller. Og så vores allermest udsatte borgere kan føle sig sikre på at få den service, de har brug for - og krav på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00