Kommentar af 
Birgitte Arent Eiriksson

Birgitte Arent Eiriksson: Sådan har vrede borgere øget presset på politikerne

KOMMENTAR: Nye organisationsformer på sociale medier supplerer interesseorganisationerne og har gennem demonstrationer og onlinekampagner påvirket politikerne, mener Birgitte Arent Eiriksson.

Facebookgrupper som Jobcentrets Ofre samler titusindvis af indignerede borgere, der deler historier om, hvad de opfatter som meningsløs aktivering, skriver Birgitte Arent Eiriksson.
Facebookgrupper som Jobcentrets Ofre samler titusindvis af indignerede borgere, der deler historier om, hvad de opfatter som meningsløs aktivering, skriver Birgitte Arent Eiriksson. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Birgitte Arent Eiriksson
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Gennem de seneste år er borgerne begyndt at vise deres utilfredshed med offentlige myndigheder på en ny måde.

Omfattende facebookgrupper som Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og #enmillionstemmer samler titusindvis af indignerede borgere, der deler historier om, hvad de opfatter som for eksempel meningsløs aktivering eller ulovlige afgørelser om fratagelse af nødvendig handicaphjælp.

De nye organisationsformer supplerer de traditionelle interesseorganisationer og har gennem demonstrationer og onlinekampagner ført til et øget pres på de politiske beslutningstagere.

Vreden afspejler en optrapning af konflikten mellem borgere og myndigheder og rettes ikke mindst imod kommunerne. Borgerne har noget at have frustrationerne i.

Fakta
Birgitte Arent Eiriksson (født 1970) er vicedirektør og advokat i Justitia. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

De kommunale sagsbehandlingstider er lange, og på det socialretlige område bliver hver tredje klagesag omgjort i Ankestyrelsen, enten fordi afgørelsen er direkte forkert, eller fordi sagen er så ringe oplyst, at det slet ikke er muligt at vurdere, hvilken afgørelse der skal træffes.

Den stærke mobilisering af utilfredse borgere er nok en del af grunden til, at regeringen og støttepartierne har besluttet at sætte den borgernære retssikkerhed på finansloven.

Borgerrådgivere kan naturligvis ikke løse alle problemer

Birgitte Arent Eiriksson

Det sker blandt andet med en pulje på 135 millioner over en fireårig periode til oprettelse af borgerrådgiverordninger i de danske kommuner.

Det kan vise sig at være en rigtig god investering, hvilket også Justitia har argumenteret for i en rapport om ordningen fra oktober 2020.

Borgerrådgiverne er en art kommunale ombudsmænd, der i de 42 kommuner, hvor de allerede fungerer, har opnået gode resultater på lokalt plan og i mange enkeltsager.

De fleste er ansat af kommunalbestyrelsen, hvilket giver uafhængighed til at se kritisk på forvaltningen. Samtidig hjælper de borgere, der ikke kan finde rundt i systemet, ikke forstår kommunens afgørelse eller har behov for hjælp til at skabe dialog eller klage til næste instans.

For eksempel bragte Politiken i forbindelse med omtalen af Justitias rapport en historie om en familie med en dreng med aspergers syndrom, der i årevis løb hovedet mod Lejre Kommunes mur i forsøget på at finde et passende skoletilbud.

Først med borgerrådgiverens hjælp lykkedes det at få de rigtige møder i stand, hvorefter kommunen ændrede sin afgørelse og tilmed kom med en undskyldning.

Man kan spørge sig selv, hvorfor borgerrådgivere skal være nødvendige. Burde de kommunale medarbejdere ikke af sig selv kunne behandle alle borgere fair og efter bogen?

Jeg ville ønske, at svaret var ja. Sandheden er desværre, at retssikkerheden har svære kår i en kompleks offentlig sektor, som i årevis har været styret af økonomiske og effektiviseringsmæssige prioriteringer.

Justitia har påvist en omfattende og uoverskuelig regeljungle på det socialretlige område, hvor der i perioden 2007 til 2019 blev vedtaget 483 ændringslove til 32 hovedlove, mens 4.686 paragraffer blev ændret. I gennemsnit blev hver eneste paragraf ændret mere end to gange.

Hertil kommer de mange bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger, der ændres i takt med lovene. Det er ikke så mærkeligt, at både borgerne og sagsbehandlerne har svært ved at overskue lovgivningen.

Læs også

Effektiviserings- og besparelseskrav har samtidig ført til pressede sagsbehandlere.

Flere steder er kravene til sagsbehandlernes uddannelse og erfaring blevet sænket, mens forventningerne til, hvor mange sager de kan nå, er gået den modsatte vej. Nogle steder ser man også "grænsesøgende afgørelser", hvor man forsøger at presse regler og skøn til det yderste for at spare penge.

Borgerrådgivere kan naturligvis ikke løse alle problemer, men de kan gøre en forskel for især den ressourcesvage borger, som farer vild i det kommunale system.

Vi bør derfor kunne se frem til, at mange flere danske kommuner får en borgerrådgiver, hvilket vil være et fremskridt for retssikkerheden – helt nede i den borgernære hverdag.

-----

Birgitte Arent Eiriksson (født 1970) er vicedirektør og advokat i Justitia. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion