Reaktioner: Finanslov får både "de grønne løsninger til at blomstre" og kaldes "ren symbolpolitik"

FINANSLOV: Ros for at sætte kog under de grønne kedler, men kritik for at glemme cirkulær økonomi og tredoble afgift. Den nye finanslovsaftale mellem regeringen, støttepartierne og Alternativet møder blandende reaktioner. Få overblik over dem her.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Det er vigtigt, at vi ikke venter med alle de grønne initiativer til den kommende klimahandlingsplan, der realistisk set godt kan trække ud til efter næste finanslov. Derfor er det positivt, at der på dette års finanslov er kommet pænt kog under de grønne kedler.

Claus Ekman
Direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Det var en stolt finansminister, der mandag aften kunne præsentere S-regeringens første finanslov.

En finanslov, hvor det ifølge Nicolai Wammen (S) "er det grønne, som i den grad kommer til at dominere".

Løber man aftalen igennem, er der da blandt andet også sat penge af til en grøn fremtidsfond, annullering af planlagte afgiftsstigninger på elbiler og udtagning af landbrugsjord.

Dokumentation

Der står der om den grønne omstilling i finanslovsaftalen for 2020
Mandag aften kunne finansminister Nicolai Wammen (S) præsentere S-regeringens første aftale om finansloven. 

I indledningen af afsnittet om det grønne område står der:

"Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at sikre en markant styrkelse af den grønne omstilling. Med et mål om en reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til 1990, er der store ambitioner for klimaindsatsen.

Regeringen og aftaleparterne er enige om, at der skal indføres en klimalov. I forlængelse af klimaloven vil regeringen til foråret fremlægge en klimahandlingsplan, som skal bidrage til at sikre, at de nationale reduktionsmål nås. Men også naturen og miljøet står over for udfordringer, som kræver handling for at sikre en grøn og bæredygtig fremtid for de kommende generationer. Derfor er det afgørende, at der sikres størst mulig synergi mellem klima-, miljø- og naturindsatser.

Med finanslovsaftalen for 2020 er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet enige om at gennemføre en række initiativer, der styrker indsatsen for et bedre miljø, skaber mere natur, og som samlet forventes at nedbringe drivhusgasudledningen i 2030 med mindst 0,5 millioner ton CO2-ækvivalenter på nationalt plan.

Der vil herudover være et betydeligt ekstra bidrag, hvis der sker en grøn omstilling af alle danske rutebusser og taxier."

Kilde: Aftale om finansloven 2020


0:000:00