Debat

Børns Vilkår: I Danmark svigter vi jævnligt de børn, der er afhængige af myndighederne

DEBAT: En ny rapport viser, at sagsbehandlingen på børneområdet ikke lever op til centrale krav og alt for ofte lader børnene i stikken. Det er på tide skabe større rum for inddragelse af børnene, skriver Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår.

Vi har ikke længere råd til at lade stå til på børneområdet, hverken økonomisk eller – især – menneskeligt. Det skriver Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår.
Vi har ikke længere råd til at lade stå til på børneområdet, hverken økonomisk eller – især – menneskeligt. Det skriver Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår.
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

”Jeg føler slet ikke, at kommunen samarbejder om det, jeg gerne vil. Det er nærmest sådan en kamp mod kommunen, ikke? Det burde jo nærmere være kommunen, der hjalp mig.”

Sådan lyder det fra 15-årige Frida, der er en af de 16 børn, der sammen med en analyse af flere hundrede sagsforløb indgår i Børns Vilkårs rapport ’Ret til inddragelse’.

Rapporten viser hvordan den kommunale sagsbehandling opleves af børnene, og den er et supplement til de undersøgelser, der i de senere år har dokumenteret, at sagsbehandlingen på børneområdet ikke lever op til centrale lovkrav om inddragelse, udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser og handleplaner.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Erfaringerne fra såvel BørneTelefonen som bisidderordningen viser, at mange børn heldigvis bliver hjulpet hurtigt og på en relevant måde, og at deres rettigheder overholdes. Det er også det, de senere års politiske reformer - så som Barnets Reform og overgrebspakken samt oprettelsen af børnehuse - har haft til formål.

For mange børn svigtes
Alligevel er der stadig alt for mange børn, som ikke føler sig hørt, og ikke får den relevante hjælp. Børnenes vidnesbyrd viser, at vi i Danmark jævnligt svigter de børn, der er afhængige af myndighederne. 

Der er stadig alt for mange børn, som ikke føler sig hørt, og ikke får den relevante hjælp. Børnenes vidnesbyrd viser, at vi i Danmark jævnligt svigter de børn, der er afhængige af myndighederne. 

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Gennemgående viser sagerne og interviewene, at børn let kommer til at føle, at de blot er en ’sag’ og ikke mennesker, der har betydning og indflydelse på eget liv. Nogen føler sig mødt af mistillid fra deres sagsbehandler og oplever, at der lyttes mere til de voksne end til børnene.

Lovgivningen er med de seneste års reformer på området i det store hele god. Det er i praksis, det halter.

Børns Vilkår foreslår derfor at gennemføre en praksisnær børneinddragelsesreform. Reformen bør blandt andet indføre et krav om certificering i børnesamtaler. Certificeringen bør bygge på konkret og praksisnær træning i at samtale med børn og i at bruge informationerne rigtigt efterfølgende.

På sigt er målet, at alle sagsbehandlere, der afholder børnesamtaler, er certificerede. Samtidig skal vi opkvalificere socialrådgivergrunduddannelsen, så alle kommende socialrådgivere får mulighed for at opnå certificeringen som en del af deres uddannelse.

Der skal desuden arbejdes for at sikre mere systematisk feedback fra børn, som har en social sag. Børn med en børnesag skal altid spørges om deres egen oplevelse af forløbet. Denne feedback skal bruges til at gøre barnets møde med systemet mere børnevenligt og som politisk og ledelsesmæssigt styringsværktøj.

Flere børnesamtaler
Børneinddragelse har et potentiale til ikke kun at få adgang til barnets viden om eget liv, men også til at understøtte barnet som aktør i eget liv. Derfor skal vejledningen til Serviceloven være mere ambitiøs og blandt andet sikre, at barnet altid får tilbudt det antal børnesamtaler, som barnet behøver for at være tryg og åbne op.

Det vil samtidig sikre, at sagen i tilstrækkelig grad bliver belyst fra barnets perspektiv, og at barnet bliver understøttet. Børneinddragelse skal således ikke ses som en enkeltstående samtale, hvor man ’tømmer’ barnet for information – men som et inddragende forløb.

På det kommunale niveau er der brug for, at politikerne i kommunalbestyrelsen måler lederne på de kvalitative resultater i forhold til kvaliteten af børnesamtalen (kort sigt) og i forhold til resultaterne på lang sigt – eksempelvis at flere udsatte børn gennemfører en ungdomsuddannelse.

Her vil mere langsigtede effektanalyser kunne understøtte investeringer i at skabe gode børnesagsforløb, og det vil blive muligt at få et bedre overblik over sammenhængen mellem kvaliteten af indsatsen og økonomien på lang sigt.

Både for fagpersoner og for myndigheder er det en vanskelig opgave at skabe et rum, hvor et barn tør fortælle om de svigt, det er udsat for. Alle arbejder på at beskytte og hjælpe de udsatte børn – ofte under vanskelige betingelser.

Men vi har ikke længere råd til at lade stå til hverken økonomisk eller – især – menneskeligt. Manglende inddragelse svarer i sundhedssystemet til, at en læge begynder at behandle før diagnosen er stillet, og det kan ingen være tjent med. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Kjeldahl

Direktør, Børns Vilkår
cand.agro. (Københavns Uni. 1990), ph.d. i økonomi (London 1995)

0:000:00