Børns Vilkår: Investér i børnene – det betaler sig

Af Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår

Jeg vil begynde, hvor jeg sluttede mit sidste indlæg i denne paneldebat. Med kravet om, at børnene ikke skal betale regningen for, at regeringen sætter ind for at få flere voksne kontanthjælpsmodtagere i job.

For det kommer de til ifølge regeringens egne opgørelser. Beskæftigelsesministeren skønner, at 7000 flere børn bliver fattige som følge af kontanthjælpsloftet. Det er dobbelt så mange, som før kontanthjælpsloftet blev indført. Derfor undrer det mig, at Hans Andersen fra Venstre i sit indlæg her i debatten argumenterer for, at kontanthjælpsloftet ikke skaber flere fattige børn.

Han påstår, at jeg maler skræmmebilleder, når jeg gengiver, hvad børnene på BørneTelefonen fortæller os om. Hvordan det er at mangle penge i hverdagen. Hvordan det er ikke at kunne spise sig mæt, blive drillet med sit slidte tøj eller ikke kunne gå til spejder eller dans som kammeraterne. Men beretningerne er virkeligheden. Fortalt fra børnehøjde. Og jeg forstår sådan set godt, at de virker skræmmende, for fattigdom sætter børnene under pres.

Set fra voksenhøjde er det derfor skræmmende, at regeringen ikke investerer mere i børnene end de 580 millioner, der er afsat til daginstitutionerne i finansloven. For det kræver investeringer at skabe udvikling og forandring. Det gælder ikke mindst, hvis vi skal forbedre de udsatte børns chancer for at få en tryg barndom og muligheder i tilværelsen.

Bæredygtig barndom og bæredygtig økonomi
For at illustrere pointen vil jeg trække på nogle af de forskningsresultater, økonomiprofessoren og nobelprisvinderen James J. Heckman står bag.

Men beretningerne er virkeligheden. Fortalt fra børnehøjde. Og jeg forstår sådan set godt, at de virker skræmmende, for fattigdom sætter børnene under pres.

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår

Heckman har analyseret de økonomiske effekter af en tidlig indsats rettet mod børn i et fattigt boligkvarter i North Carolina. Da børnene var 3-4 år, blev de inddelt i grupper. Nogle fik ekstra støtte, og andre fulgte det almindelige førskole-program. Resultaterne viste utvetydigt, at de børn, der havde fået ekstra opbakning fagligt og socialt klarede sig bedst.

I en alder af 40 år havde de højere løn, færre havde begået kriminalitet og flere havde fået en studentereksamen end dem, der ikke var blevet fulgt.

Når Heckman ser på økonomien i projektet, når han frem til, at de penge, det har kostet at tilknytte ekstra lærere og pædagoger, har en positiv tilbagebetalingsgrad på 7–10 procent om året, baseret på at de fulgte børn som voksne havde en bedre sundhedstilstand, færre udgifter til medicin, forbedrede skolekundskaber og karrieremuligheder og belastede retsvæsnet.

Omsorg skaber resultater
De gode resultater blev opnået, fordi de lærere og pædagoger, der var tilknyttet førskoleprojektet i North Carolina gjorde det, som mange udsatte forældre ikke magter: De talte med børnene, lærte dem at samarbejde, læste for dem, bevægede sig med dem og hjalp dem med at kontrollere deres impulser.

Kort sagt stimulerede de alle de sanser, der udvikler børnene som mennesker og forbedrer deres evne til at lære.

Så med Heckmans konklusioner in mente synes det kortsigtet, at regeringen alene arbejder på at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde og ikke samtidig fokuserer på at forbedre forholdene for børnene i de udsatte familier. En tryg barndom er en investering – både for barnet og for samfundet.