Debat

Borgmester: Frederiksen kender ikke den bedste løsning for det enkelte barn

DEBAT: Statsministeren har allerede lagt sig fast på, at flere børn skal tvangsfjernes og bortadopteres, selv om hun ikke ved, om det er bedst for børnene, skriver Københavns socialborgmester.

Statsministeren har lagt sig fast på ultimative løsninger med flere anbringelser og bortadoptioner, før børn og eksperter involveres. Det er en fejl, skriver Københavns socialborgmester.
Statsministeren har lagt sig fast på ultimative løsninger med flere anbringelser og bortadoptioner, før børn og eksperter involveres. Det er en fejl, skriver Københavns socialborgmester.Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mia Nyegaard (R) 
Socialborgmester, Københavns Kommune

Lige siden statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale har dansk politik handlet om udsatte børn.

Medierne har gengivet personlige historier fra tidligere anbragte børn og fra voksne, som havde ønsket, at de var blevet anbragt. Vi taler om de børn i Danmark, som har det allersværest.

Vi taler om de børn, som statistisk set er i overhængende fare for at få et både svært, hårdt og langt liv i systemet. Det er børn, som alt for længe har været glemt på Christiansborg, selv om indberetningerne om mistrivsel eksploderer ude i kommunerne. Nu vil statsministeren handle.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Facit er givet på forhånd
Statsministeren vil, som hun allerede sagde i nytårstalen, tvangsfjerne og bortadoptere flere børn. Det foreløbige forslag om refusion og barnets lov fra regeringsseminaret på Marienborg ændrer ikke på det. Hvem er ikke på barnets side?

Altså ikke noget med at vende hver en sten, før vi som samfund lægger os fast på så indgribende og ultimative løsninger. Facit er givet. Og så skal både børn og eksperter involveres siden.

Facit er givet. Og så skal både børn og eksperter involveres siden. Det mener jeg er en stor fejl.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Det mener jeg er en stor fejl. Lad os da starte med at drøfte, hvad målet er, og først derefter lægge os fast på at give alle udsatte børn de bedste muligheder i livet.

Ikke to børnesager er ens, for det handler om mennesker hver gang. Mennesker er forskellige, og det er de økonomiske, sociale og kulturelle forhold omkring dem også. Derfor har vi ikke den perfekte model eller praksis at læne os op ad. Vi savner kort sagt valide data.

Vi ser desværre, at anbringelser sker på forkerte grundlag. Og vi ser desværre mange eksempler på, at anbringelser ikke har den positive effekt for det enkelte barn, som man havde håbet og troet på. Den slags har katastrofale følger for børnene og deres familier.

Flere anbringelser må aldrig være et mål i sig selv
Jeg er enig med statsministeren i, at der er børn, som skal anbringes. Nogle af dem skal også anbringes tidligere. Men når vi mangler viden, og når vi ser, hvor dårligt anbragte børn klarer sig igennem livet, må flere anbringelser eller bortadoptioner aldrig blive et mål i sig selv.

Derfor er det også alene et politisk valg, når statsministeren ønsker, at vi skal anbringe og bortadoptere flere børn. For Mette Frederiksen ved reelt set ikke, om det er de bedste løsninger for det enkelte barn.

Der er alternativer. Lad mig give et eksempel: Vi ved, at det almindeligvis koster mellem en halv og en hel million kroner om året at anbringe et barn. Hvad nu hvis vi lader de penge følge barnet, før det bliver anbragt – altså på forebyggende indsatser.

Kunne de så eksempelvis bruges helt tidligt på en uset, massiv støtte til udsatte familier, hvor en socialpædagog og en socialrådgiver mere eller mindre flyttede ind på sofaen hos en given familie for at hjælpe?

Hjælpe med at lære dem at tage vare på barnet og på hinanden, men også med, hvad der ellers måtte være af udfordringer i forhold til for eksempel uddannelse og arbejde.

Systemet fungerer ikke i dag
Målet må altid være at gøre det rigtige for det enkelte barn. Det er det, som vi skal have fokus på. Set fra min stol på Københavns Rådhus sker det ikke i dag.

Det skyldes ikke fagligheden hos den enkelte sagsbehandler. Det handler om, at systemet ikke fungerer. Jeg har tidligere selv siddet i et kommunalt anbringelsesudvalg og truffet beslutninger om at fjerne børn fra deres forældre. Det er komplekse sager.

Alligevel var jeg sjældent i tvivl og baserede min afgørelse på sagsbehandlernes faglige fremstilling og på samtaler med de psykologer og dommeren, der også sad i udvalget.

I de fleste sager så jeg dybt frustrerede forældre og familier, der oplevede systemet som uretfærdigt og ensidigt. Jeg tror, at de havde det sådan, at ikke bare anbragte vi deres børn, men vi gjorde det, uden at de havde haft en chance eller i hvert fald fået den rigtige hjælp i tide.

Nyt system er nødvendigt
Jeg har oplevet gode advokater og bisiddere, men jeg har også oplevet beskikkede advokater, som har så travlt og lidt tid til deres klienter – ofte forældrene, men også nogle gange børnene – at de ikke får den rette repræsentation.

Vi taler om groteske eksempler med advokater, som sidder og bladrer i papirerne for overhovedet at finde ud af, hvad det er, som klienten har sagt – og som, når mødet er ved at være slut, har mere travlt med at få deres timeseddel skrevet under end noget andet.

Jeg tror aldrig, at familier, der får anbragt deres børn, vil synes, at det er fair. Men måske er det nemmere at acceptere og dermed nemmere at komme videre for både barn og forælder, hvis det har været en helt uafhængig instans, der har truffet beslutningen.

Hvis vi vil behandle folk ens, må vi behandle dem forskelligt. Det gælder også i forhold til at bryde med sociale mønstre og negativ social arv. Vi skal have skabt et nyt system, der ikke giver op på forhånd.

Brug for at se på retssikkerheden
Med baggrund i mine erfaringer som socialborgmester i København mener jeg, at der er et akut behov for, at vi i de kommende måneder får set på:

1) Retssikkerheden. Vi skal styrke både børnenes og forældrenes retssikkerhed, så vi sikrer, at de rigtige børn anbringes. Uanset hvor dygtige sagsbehandlere og reelle kommunalpolitikere vi har, begår vi fejl i kommunerne.

Det bør ikke være et kommunalt anbringelsesudvalg, der bestemmer i så stort et indgreb, som en anbringelse er. Det bør i stedet flyttes over i en uafhængig domstol. Kort sagt skal kommunalpolitikerne ud, og kompetente advokater og familiedommere ind.

2) Tidligere indgreb. Vi skal turde handle tidligere og hurtigere end i dag, når det er åbenlyst, at forældre ikke kan tage sig af deres børn. Det har statsministeren argumenteret for, og det er jeg enig i. En familiedomstol vil kunne sikre, at det sker med behørig respekt for forældrenes retssikkerhed.

Og der skal være en klar forventningsafstemning med dem om, at hvis for eksempel intensiv, tidlig, forbyggende familiebehandling efter et bestemt antal måneder eller år ikke virker, så anbringer vi som system barnet – måske i en eller anden åben adoption. 

Alle sager er forskellige
3) Vidensniveauet. Alle børnesager er forskellige, og derfor bør regeringen nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, hvor både kommuner, fagfolk, forældre og børn sidder med. Udvalget skal skabe et vidensgrundlag for – og komme med løsningsforslag til – hvordan vi sikrer de bedste og mest korrekte anbringelser. 

4) Uddannelse – efteruddannelse og meruddannelse af ikke bare fagpersoner såsom socialrådgivere og pædagoger, men måske i lige så høj grad af autoritetsfigurer, som med den nødvendige efteruddannelse kan gøre en forskel. Det kan være brandmænd eller fodboldtrænere.

Fra studier ved vi, at udsathed kan gå generationer tilbage. I de tilfælde bør vi som system gå ind og lære familierne om de hverdagskompetencer, som er helt nødvendige for at kunne begå sig i livet. Hvis man ikke kan tage vare på sig selv, hvordan skal man så kunne tage vare på et barn? Og kan det så ikke lade sig gøre, må vi finde den bedste løsning for barnet.

For ensidigt fokus på økonomi
5) Efterværn. Vi skal være bedre til efterværn. I dag slipper vi de unge anbragte og udsatte børn, når de er 18 år. Det handler i alt for høj grad om økonomi og for lidt om den enkeltes behov.

Hvis en ung ønsker at blive boende i en plejefamilie eller på et børnehjem et ekstra halvt eller helt år frem til eksempelvis endt ungdomsuddannelse, skal vi kunne imødekomme det. Det skal ses som en investering i den unge – ikke som en udgift.

6) Økonomien. Socialområdet har været underprioriteret i årtier. Vi mangler penge til både at håndtere det stadig stigende antal indberetninger om børns mistrivsel og til forebyggelse.

I dag er økonomi en faktor i den enkelte børnesag. Det kan vi som samfund ikke leve med. Regeringens forslag om, hvordan man kan skrue refusionsmodellen sammen, kommer ikke til at gøre en forskel. For langt de fleste sager koster under to millioner kroner. 

En snuptagsløsning findes ikke
Efter nytårstalen og regeringens politiske opfølgning er jeg ikke længere i tvivl om, at Mette Frederiksen mener det alvorligt, når hun siger, at hun vil være børnenes statsminister – også de udsatte børns statsminister.

Derfor håber jeg virkelig, at regeringen følger de politiske prioriteringer op med tilførsel af nye penge til børneområdet. Ikke til symbolpolitiske justeringer som i regeringens udspil, men med penge, der kan mærkes ude i kommunerne.

Der var ingen penge i efterårets kommuneaftale, endsige på regeringens finanslovsagenda. Børnefattigdom har regeringen heller ikke fundet en blivende løsning på.

Hver eneste historie om et barn, der ikke trives eller sågar misrøgtes, er ikke bare ulykkelig, men forskellig. At hjælpe udsatte børn til at finde en farbar vej igennem livet er en kompleks og svær opgave.

Derfor er der heller ikke en snuptagsløsning. Men én ting er helt sikker: Det er ikke gratis. Og pengene mangler stadig, Mette Frederiksen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00