Debat

LGBT Asylum: Coronakrisen rammer LGBT+-flygtninge særligt hårdt

DEBAT: Hvis man er alene i eksil med ikke-eksisterende eller skrøbelige netværk, rammer coronakrisen ekstra hårdt, skriver Mads Ted Drud-Jensen og Leo Nasser.

De sociale netværk, der ikke består af den biologiske familie, bliver sværere at nå under krisen. LGBT+-miljøet eller frivillige foreninger forsvinder, skriver Mads Ted Drud-Jensen og Leo Nasser. 
De sociale netværk, der ikke består af den biologiske familie, bliver sværere at nå under krisen. LGBT+-miljøet eller frivillige foreninger forsvinder, skriver Mads Ted Drud-Jensen og Leo Nasser. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Ted Drud-Jensen og Leo Nasser
Talspersoner for LGBT Asylum

Coronakrisen er en usikker tid for alle. Men for nogle mere usikker end for andre. LGBT+-flygtninge er nogle af dem, der kan rammes særligt hårdt – både på økonomien, det sociale liv og den mentale sundhed.

LGBT+-flygtninge er flygtet alene, har mistet deres biologiske familie og har for det meste hverken nationale eller religiøse fællesskaber at trække på.

Sådanne særlige omstændigheder må tænkes ind i målrettede indsatser og støtte.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Arbejdsløshed rammer særligt hårdt
Mange LGBT+-flygtninge har arbejde som ufaglærte i brancher, der er hårdt ramt af krisen. Eller de er timelønnede og oplever stor nedgang i timer.

Mange har derfor – som andre flygtninge – mistet indtægtsgrundlaget i en situation, hvor de stadig kæmper med at få tingene til at hænge sammen.

Coronakrisen har forstørret sociale uligheder, og som LGBT+-flygtning er man ofte ekstra udsat.

Mads Ted Drud-Jensen og Leo Nasser
Talspersoner LGBT Asylum

Fyringerne eller nedgangen i timer rammer ekstra hårdt, når man ikke har haft mulighed for at opbygge noget at stå imod med.

Når man er flygtet fra sit hjemland og har startet tilværelsen i Danmark på en lav ydelse, har man typisk hverken opsparing, fast bolig eller mulighed for at optage lån.

Og som LGBT+-flygtning har man heller ikke familie eller netværk, der kan hjælpe en økonomisk eller på anden vis.

Kronisk sygdom skaber flere problemer
Desuden oplever vi, at mange er sårbare i den delvise genåbning af samfundet. En del LGBT+-flygtninge har kroniske sygdomme, PTSD, HIV eller mén efter vold og overgreb.

Når man som kronisk syg bliver bedt om at komme tilbage på arbejde, er det en stressende situation, hvor man skal vurdere og gennemskue egen sundhedssituation i relation til covid-19.

Hvis man prioriterer helbred frem for arbejdet, kan konsekvensen være en fyreseddel.

Svært at få offentlig hjælp 
Endelig står LGBT+-flygtninge – som andre flygtninge – i et dilemma i forhold at søge hjælp fra det offentlige.

Man kan søge om permanent opholdstilladelse, når man har haft ophold otte år i Danmark. Der er dog nogle krav, man skal opfylde for at få permanent opholdstilladelse.

Man må for eksempel ikke have fået selvforsørgelses- og hjemrejseydelse de seneste fire år, og man skal have været i beskæftigelse i mindst tre et halvt år i løbet af de seneste fire år.

Så selvom man ellers har gjort alt for at leve op til kravene, kan det for nogle have særligt alvorlige konsekvenser at miste sit job under coronakrisen.

Myndigheder, civilsamfundsorganisationer og arbejdsgivere bør med fleksible ordninger, skræddersyede forløb og intensiveret støtte have opmærksomhed på, hvordan forskellige grupper påvirkes.

Social afstand bliver til usikker isolation
Som nyankommen flygtning er det svært at følge med, hvad angår myndighedernes anbefalinger og covid-19 i en dansk kontekst. Og det bliver svært at få hjælp til det praktiske.

Det gælder særligt, når man som LGBT+-flygtning er helt alene og afhængig af netværk og miljøer, der er lukket ned.

Coronakrisen har ændret det sociale liv og vendt op og ned på hverdagen. Krisen medfører nye regler og usikkerheder.

Og det kræver kendskab ikke bare til det danske sprog men også til forskellige medier, myndigheder og institutioner at finde og afkode de mange informationer.

Når vi oplever usikkerhed og pålagt isolation, læner vi os op ad vores nære relationer. Vi taler med vores familie og venner om situationen. Vi hjælper hinanden med at forstå og orientere os.

Og vi bruger hinanden til at få tingene til at hænge sammen i en ændret og besværlig hverdag. Den mulighed har man ofte ikke som LGBT+-flygtning, der er alene i eksil.

Sværere at holde sig til netværk 
De sociale netværk, der ikke består af den biologiske familie, bliver sværere at nå under krisen. LGBT+-miljøet eller frivillige foreninger, som har stor betydning for LGBT+-flygtninge, forsvinder.

Foreningslokaler og caféer lukker og sociale aktiviteter aflyses. Som enlig og LGBT+ i eksil risikerer man at sidde helt alene tilbage i sin lille lejlighed.

Uden mulighed for at slippe væk ved at tage en tur i sommerhus eller til udendørskaffe hos forældre, søskende eller gamle venner.

En sådan situation giver grobund for usikkerhed og angst og kan overlade folk til tvivlsomme historier og konspirationsteorier. Her har særligt civilsamfundsorganisationer en stor opgave i at nå helt ud til forskellige målgrupper – en hotline eller myndighedsplakater på flere sprog er vigtige tiltag, men gør det ikke alene.

Belastende erindringer forstærker stressen
De fleste flygtninge har oplevet voldsomme ting, der har sat sig spor i psyken. Og mange oplever stadig forhøjet stress som følge af en hård opstart i eksil.

Nogle LGBT+-flygtninge kæmper oveni med at finde et positivt selv-billede som eksempelvis transkønnet, homo- eller biseksuel.

Det betyder, at usikkerheden og isolationen kan føre til angst eller andre ukontrollable reaktioner. Og den skaber frygt for, at negative tanker vender tilbage og slår en ud.

Ligeledes er nogle LGBT+-flygtninge med kroniske sygdomme stressede og bange for genåbningen, hvor det kan være svært at forholde sig til, hvor udsat man er.

Det forstærker følelsen af ikke at kunne overskue eller gennemskue sin egen situation, hvilket i sig selv virker negativt på den mentale sundhed.

En sådan stress eller frygt kan fylde meget, når man netop kæmper for at genvinde en normalitet i tilværelsen.

Og når man forsøger at konsolidere den skrøbelige sikkerhed, som det har givet at få asyl, i en tid, hvor den politiske diskurs taler om midlertidighed og hjemsendelser.

Og hvor de ellers ambitiøse hjælpepakker ikke strækker sig til at holde hånden under dem, der får længere udsigter til at kunne søge om permanent opholdstilladelse.

Økonomien, det sociale og det mentale bliver en ond cirkel
Udfordringerne forstærkes af, at de økonomiske, sociale og mentale udfordringer i praksis hænger sammen. Hvis man er udsat på én måde, bliver man det typisk også på andre.

De fleste LGBT+-flygtninge med børn er alene-forældre, og det er svært at klare under krisen, især når man ikke er med, hvor der bliver arrangeret legeaftaler eller fælles pasning.

Det kan blive umuligt at passe sit arbejde eller studie, og man mister sit studiejob eller sparsomme SU-klip.

De kroniske syge, der er usikre på, hvor udsatte de er, hvis de smittes med covid-19, mister deres arbejde, når de ikke tør møde ind i forbindelse med genåbningen. Alt sammen fører det til yderligere isolation og stress.

Og når man har det psykisk dårligt og er ekstra stresset, kan man ikke overskue at deltage i sociale aktiviteter, der fungerer på nye måder.

At række ud efter hjælp i de foreninger eller netværk, som trods alt er til stede, kan være uovervindeligt, når man skal gøre det på nye digitale måder, som man måske ikke har prøvet før eller ikke har udstyr til.

Behov for målrettet hjælp 
Der må derfor tænkes kreativt i, hvordan man inden for forsvarlige rammer kan gennemføre sociale aktiviteter, hvor mennesker faktisk mødes.

Vi ser, at krisens konsekvenser udvikler sig til selvforstærkende onde cirkler. Coronakrisen har forstørret sociale uligheder. Som LGBT+-flygtning er man ofte ekstra udsat, både som LBGT+ og som flygtning.

Der er behov for målrettet hjælp, der modvirker de konkrete effekter, som krisen har for forskellige grupper.

Og civilsamfundet bør støttes i at opretholde og styrke netværk i en tid, hvor netop dette er særligt svært.

Ellers er vi i LGBT Asylum bange for, at de negative effekter, som rammer os alle men nogle særligt hårdt, vil bide sig fast og blive langvarige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Ted Drud-Jensen

Talsperson, LGBT Asylum, specialkonsulent, DRC Dansk Flygtningehjælp
cand.scient.soc (Københavns uni. 2007)

0:000:00