Dansk Socialrådgiverforening: Fattigdom er tidens største udfordring

Af Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

De Konservatives Mai Mercado overtager som ny børne- og socialminister særligt ét socialt problem, som stadig vokser sig større: Fattigdommen som følge af indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen.

De seneste opgørelser viser, at langt flere mennesker rammes af de sænkede ydelser, end Folketinget blev stillet i udsigt, da lovene blev vedtaget.

Eksempelvis stod der i lovforslagene, at 8.000 fuldtidspersoner ville blive ramt af 225-timers reglen og 24.100 af loftet. 

I realiteten har det vist sig, at 33.127 personer i oktober blev ramt af kontanthjælpsloftet, mens hele 48.800 er varslet om, at de er omfattet af 225-timers-reglen.

Lægger man hertil personer på den såkaldte integrationsydelse, som ligger langt under kontanthjælpssatsen, vil op mod 100.000 voksne blive ramt af en eller flere af de nye nedsættelser af ydelserne.

Vi ved, at fattigdom har alvorlige følger - især for børn: Afsavn, isolation, dårligt helbred, dårlig skolegang, svagere udgangspunkt for at fuldføre en uddannelse og mere til.

Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Flere under fattigdomsgrænsen
Mange vil komme under alle de grænser for fattigdom, vi kender i Danmark. Eksempelvis vil alle enlige, der rammes af både kontanthjælpsloft og 225-timersregel, komme markant under Skats grænse for, hvornår det er forsvarligt at inddrive gæld. Det samme gælder ægtepar uden børn eller med et enkelt barn.

Samtidig vil stribevis af familier komme flere tusind kroner under Rockwoolfondens nye minimumsbudgetter for, hvad der skal til for at leve i Danmark. 

Ifølge Beskæftigelsesministeriet er der 47.150 børn i familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet, og 21.800 børn i familier på integrationsydelsen, mens der endnu ikke er tal for, hvor mange børn, der er i familier, der rammes af timereglen.

Det går ud over børnene
Børn rammes altså også i stor stil, og allerede nu, få måneder efter indførelsen af de lave ydelser, melder socialrådgiverne om store konsekvenser:

De fortæller os om forældre, der ikke kan betale huslejen og derfor presses til at flytte med deres børn hjem til familie eller til helt uholdbare steder, simpelthen for at undgå at blive sat på gaden. Mange ender i elendige boliger så langt ude på landet, at der ikke er offentlig transport, og hvor afstanden til potentielle arbejdspladser er så stor, at de reelt er afskåret fra at komme i aktivering eller i nogen form for job.

Derved forstærker den tvungne flytning familiernes sociale og økonomiske deroute.

Vi hører om borgere, der forsøger at klare sig ved at kaste alt ind på at betale huslejen og så lade alle andre gældposter sejle, selvom de ender i fogedretten. 

Vi hører om forældre, der opgiver at modtage støtte i hjemmet eller at gennemføre forløb, der skal få familien på fode og forældrene nærmere arbejde eller uddannelse, simpelthen fordi de ikke har kræfter til at tænke på andet end at sikre familien tag over hovedet og mad på bordet.

Det har ikke alene enorme menneskelige konsekvenser. Det vil også koste kommunerne millioner af kroner i kuldsejlede sociale indsatser.

Fattigdom er tidens største problem
Vi ved, at fattigdom har alvorlige følger – især for børn: Afsavn, isolation, dårligt helbred, dårlig skolegang, svagere udgangspunkt for at fuldføre en uddannelse og mere til. Det er en ældgammel og meget velunderbygget viden, som netop har været udgangspunkt for, at vi indtil i dag i Danmark har gjort meget for at udrydde fattigdom. 

Derfor er den fattigdomsstigning, vi ser i øjeblikket, skelsættende, og den er det absolut største sociale problem i dag – et problem, den nye social- og børneminister er nødt til at forholde sig til.

For selvom årsagerne til fattigdommen ligger i Beskæftigelsesministeriet, rammer konsekvenserne ned i hjertet af socialministerens resort-område, og det er konsekvenser, som vil forfølge os i generationer, hvis ikke vi griber ind.